clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Læs de første 7 sider af INDGANGE

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, September 05, 2017 10:43:47

Er det dig?
Dig, som bragte mig livet? Dig, som bragte mig duften fra haven med æbletræerne Æblerne, disse æbler. Duften af æbler, udspændte af saft. Når jeg bider i dem, kan jeg mærke saften eksplodere i min mundhule. Når mine tænder gennembryder den grønne hinde, kan jeg smage det syrlige kød som en eksplosion af gyldne pile, der gennemborer mig. Dér står du og smiler til mig, med hånden på hoften, ved siden af træet. Lyset falder som skakter ned mellem grene, der er krogede, lidt uhyggelige, men kun om natten, når de som butohdanserne vrider sig og danner konstellationer og formationer, som bjergtager mig. Du står blandt æbler, der er slået til jorden. Når jeg bider i æbler, smiler du til mig.

Er det dig, der står ved min seng? Dig med den ene hånd på sengegærdet og den anden på min hånd? Jeg mærker varmen fra din ru hånd. De er stærke disse hænder. Dine hænder er stærke. De er som okser, der trækker ploven hen over papiret. Som pennen, der skriver, furer i det hvide. Overfladen, den fint raspede overflade, som du presser spidsen ned i. Hvide støvskyer blandes med grå tåge, mens streger pløjes i papiret. Det er dine hænder, der skaber verden. Dine hænder skaber veje, indhegner marker, ridser stier i bjergene. Fra min siddeplads ved vinduet kan jeg se toppen af bjergene. Gråt i hvidt.

Du står ved siden af mig, ser på mig. Smiler du? Jeg kan ane et smil på dine læber. Jeg husker disse læber mod min kind. Om aftenen, når jeg skal sove, kommer du ind til mig. Mørket har jaget det blå ud, indsat skygger og tegninger på væggen. Igennem vinduets revne kan jeg høre vinden. Den pusler med bladene på træerne, hvisker. Du læner dig ind over mig, en kæmpe. Din skjorte knitrer som gløder. Duften fra dig flyder ind i mine næsebor.

Den skarpe, salte smag fra havet skyller igennem min krop. Dine kinder er bark. Din skygge slås op på væggen, blandes med bladenes åndedræt. Og nu, dine fingre mod min hud, mod min kind. Ansigtet, der kommer nærmere. Duften af hav, knitrende som gløder. Der tændes et bål. Dine læber, der sættes på min mund. Jeg elsker denne blanding af varme og vindens kølige strejftog i disse minutter. Disse minutter, der indhegner min hud. Gløder, der hvisker i den lette brise. Natten, der folder sig ud, ind i nattens bjerge, hvor kun toppen er synlig i den bløde hvidhed. Nu. I dette sekund står du ved min side.

Solen forsvinder bag grå skyer.
Herfra kan jeg se strålerne mellem persiennerne forsvinde. De bliver trukket tilbage, trukket op på nattens spole. Herfra. Jeg er i tvivl om, hvor ”herfra” præcist er. Ikke det ”herfra”, jeg kan mærke under min bristefærdige krop. Men det ”herfra”, nuet, hvori jeg kan se solen spole tiden fremad. Jeg går fremad, to skridt tilbage, hopper, mærker asfalten suge mig ind, ned i varmen. Luften tung. Luftens tang. Strand pakkes ud som en gave. Sandet i en evig strøm. Fødder sætter det i bevægelse, suger korn for korn op i en malstrøm af energi. Mens jeg løber, hvirvles sand op i luften. Mine fødder sætter gang i en kædereaktion: Sandkorn forrykkes, skifter plads, opsluges af dovne bølger, der sniger sig ind på dem, lokker dem ud i havets favn. Som én organisme smelter vi sammen. Sandkorn. Solen. Det salte vand. Bølgernes mystiske rullen.

De siger, at jeg skal spise. Men jeg tygger kun på det. Tygger det, så det bliver til en klæbrig masse, der vokser inde i min mund. Massen suger min munds væde til sig. Jeg gemmer den i min kind. Som en hamster. Dér ligger den. En lille tot hår. Ånder ind. Ånder ud. Når jeg tager om dens lille krop, kan jeg mærke hjertet slå, hurtigt. Den piber lidt. Jeg tager den op til mit ansigt, snuser ind. Den lugter af gammelt støv gemt væk i et gulvtæppes folder. Jeg sætter den tilbage i buret. Ser på den, mens den spiser af maden. Ser den lille mund gumle på mælkebøtten. Det gule og det grønne forsvinder.

Når mørket knuser mig, kan jeg se dine øjne. De grå sten med indlejrede stykker af grønt. Som sten, jeg kan samle op i den lille, røde kurv. Kurven er flettet, har en lille hank i hver ende. Der kan ligge cirka tyve sten i den, hvis de har den rigtige størrelse. De rasler, når jeg går. Øjnene rasler, når jeg vender mig om og stirrer ind i væggen. Dine øjne, grønt i gråt, disse øjne, der kaster blikke efter mig. Jeg mærker dig på min hud. Den særlige tindren på mine arme, når mine hår rejser sig. Denne specielle følelse af varme og kulde, to fronter, der mødes og udveksler molekyler. Jeg drømmer om røde fletkurve.

Lydene er biller, der kravler i panelerne om natten. De pusler, mens hvidheden lyder som et tændt tv. Du tændte for tv’et, når du kom hjem. Dine spinkle hænder trykker på knapper og justerer lyden. Den hvidhed, der går i ét med dine ærmer. Parfumen, der æder sig ind i min næse, udvider værelset, trænger duften af mad i baggrunden. Parfumen, der krænger min sjæl ud, sender mit legeme ud på en rejse til steder, som jeg håber at se, når jeg bliver voksen. Nu er du en kvinde. Hvornår er dette skift sket? Hvornår er den ene hændelse stille gledet over i den anden? Hvornår er det ene blevet til det andet? Vægten af to verdener, der sømløst overlapper hinanden. Jeg kan smage på forandringen. Smagen af skuffelse, når det ene bliver til det andet, uden at man ved hvorfor. Det er som at se et stearinlys smelte i solen. Som at se dukker, der flyder og lidt efter lidt går til bunds med et lydløst skrig. Det er som at se voksdukker smelte i solen, mens horisonten pulserer som en membran. Der er et eller andet stort, der vil ud, der vil fødes på ny.

Min hud summer, som om der kravler titusinde myrer på den. Under denne myldren er der intet. Der er intet hjerteslag, ingen puls, ingen små mirakler i form af celler, der deler sig. Kun denne stille kriblen, denne travlheds skærende symfoni. Jeg elsker at se dig stå og lade dine fagter skabe en musik, der begynder som en hvisken og udvider sig i takt med, at minutterne skrider frem, bobler op som sæbebobler. Dine bevægelser, der på skærmen er mine. Jeg kan lukke øjnene og se det hele udspille sig.

Vi løber ned igennem stisystemets labyrint. Jeg løber efter dig, mens vi hyler som ulve. Månens magnet trækker os til sig med en stille, hvislende lyd. Som når dækket på en cykel slipper sin luft ud, gispende og stødvist. Som strofer, der trækkes i langdrag og stoppes for at blive genoptaget med fornyet styrke. Månens segl skyller ud over os, når vi løber som ulve på træk. Natten er en labyrint af spor, der sættes, når vores fodsåler slår mod gruset, der sprutter som kogende olie. Vi sætter spor på månen, planter et flag, der foldes ud som en blomst. Kronblade åbnes som læber, der skilles for at modtage sin belønning. Skyerne, der sejler hen over himlen. Skyerne, der sejles hen over himlene. Skyerne, som trækker hen over horisontens lærred. Horisonten, der strækkes ud som et lærred, der spiles ud som et sejl.

Denne vuggen.
Denne vuggen, skibets motorer, der sejler os herop, skærer i mine ører. Du tager min hånd, trækker mig indenfor. Ind i den hårde plasticskal, i maven på dette monstrum. Denne store hval, som kløver sig igennem skumtoppe. Indenfor er der en ro så hård som den hvide plastic på væggene. Da vi går ind i restauranten, madens duft, hviskende samtaler, blikke, der stjæler vores kærlighed, mærker jeg denne verden. Denne verden, som griber ud efter os. Denne verden, som forsøger at trænge os op i en krog. Jeg ser tydeligt det røde jordbær i din hånd. Du bider om jordbærret, dine fingre mod dine læber. Mens du spiser, ser jeg på dig.

Jeg er ukendt. Ser bygninger vride sig. De ser efter mig, når vi passerer dem. Jeg kan mærke deres tyngde på mine skuldre. Din arm om mit liv holder mig på plads i denne flimrende dis. Et fatamorgana, der spejler os i os selv, lader morgenen falde som støv. Jeg sætter en fod foran den anden, bevæger mig i ryk. Billeder uden rammer. Alle sanser åbne. Mine fødder summer som bikuber, jeg mærker brosten sætte sig. Hunde sidder og stirrer med tungen hængende ud af munden. Deres rødlige tunger bevæger sig som dryppende kødstykker. Hunde er stykker af kød med pels. Du havde en hund som barn, siger du. En lille, brun hund, med pels. De ru hår føles som ståluld. De brune øjne ser tomt på dig. Du klapper hunden på hovedet, klør den bag øret. Den røde tunge slikker dig på hånden, som du trækker til dig i en pludselig bevægelse, der skræmmer hunden. Mens den løber sin vej med halen mellem bagbenene, lugter du til spyttet, som tungen har efterladt på din hånd. Du lader din tunge køre hen over din hånd, og du smager på smagen af smagen. Du lugter til dit spyt, der blandes med hundens.

Ude i haven er alt begravet i sne. Dette hvide, duftløse pulver er i løbet af natten dalet ned som engle og skærer i øjnene. Engleknive, hvæssede, ophøjet smerte. Tanken om, ligesom en astronaut, at sætte de første fodspor i dette jomfruelige landskab gør mig glad. Du lister dig ud i haven, uden sko. På jagt efter det bløde, det ensomme møde med stilheden. Men en skikkelse, sort og kæmpestor, rejser sig langsomt. Op af det hvide hæver dette monster sig. Sneen falder fra den i kaskader, mens øjne stirrer på dig, sort i hvidt i hvidt. Og nu løber hunden hen imod dig. Den rejser sig, stirrer på dig, ryster sneen af sig i kaskader, mens øjnene stirrer på dig. På dig. Den stirrer på dig, mens den ryster sig. Og nu løber den hen imod dig. Du står med dine bare fødder og venter, mens den løber hen mod dig. Tungen, der rødligt danser. Tænder, der stråler hvidt i det sorte. Du er ikke bange. Lyden af poterne, der sættes i den nye sne, gør dig ikke bange.

Det er to kontinenter, der braser ind i hinanden. Et overlap. To kontinenter, der forskyder sig i tid og rum. En scene. Tæppet, der i et ryk trækkes fra. Du står nøgen og alene på en scene, med en spotlight rettet mod den nøgne krop. Din nøgne krop, der er som hvid marmor, frosset fast i tiden. Det er en korridor, der åbnes mellem to forskellige tider, en fortid og en fremtid, der forenes i et skrig. Det hvide i det sorte forenes i et langtrukket hyl. Du genkender den figur, der står i lyset, formet efter et billede, taget i en tid, hvor du er fastfrosset i en genkendelig verden. Og nu brager verdenerne ind i hinanden. Du splintrer som glas, nøgen. Alene.

Flugten er slut. Vi sidder på en bænk. Duerne danser, knejser, letter. Tunge af løfter trækker de tynde tråde i dagen, forbinder punkter. De letter, søjler i bevægelse. Trådene trækkes med en lethed, der får azurhimlen til at vibrere. Du trykker din hånd mod min kind, lader dine fingre hvile. Dine fingre, disse instrumenter, der former vores fælles hukommelse. Fingre, der er fulde af lyst, fulde af muligheder. De ånder mod min kind. På buskene vokser små, hvide blærer fulde af saft. Jeg vil drikke din saft, slikke din saft af mine læber, mens dine fingre kratter hul. Jeg ser på dig, mens dine fingre danser.

Jeg husker. Lige nu husker jeg det snedækkede fjeld, den iskolde luft, den blå himmel. Sneen under mine fødder, der knirker. Stilheden. Dampen, der stiger op fra vores varme kroppe. Chokoladen, der smelter i min mund, mens vi går med sammenfiltrede hænder. Jeg husker lydene, der dæmpes af sneen, mens vi ser på træerne, der rækker deres krogede arme ud, deres hænder, der berører os, når vi lister forbi dem. Jeg husker synet af hytten, af halvtaget over stablerne af brænde, døre, der åbnes, varmen fra pejsen, duften af den ophedede luft, der flimrer, da vi træder ind.


INDGANGE kommer som lydbog i oktober 2017.
Se mere her







  • Comments(0)