clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Transparence

EksperimentPosted by clauswillumsendk Fri, February 09, 2018 12:36:26


  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post94

Grænser for frihed?

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, February 05, 2018 12:28:02
Morten Sabroe får smadder i Politiken. Han har vist begået "Kunstnerisk objektgørelse" af kvinder. Se indlægget her

Det får mig til at tænke på, hvad man som forfatter kan skrive.
Der er ingen tvivl om, at forfattere har skrevet mange horrible ting i gennem tiden i romaner, noveller og digte (Celine, Broby-Johansen, Brett Easton Ellis, Fay Weldon m.m.fl.).

Hvor går grænsen for den kunstneriske frihed?
Kan jeg lade en hovedperson sige N-ordet? Eller lade en mand fortælle om, hvordan han voldtager en kvinde? Kan jeg detaljeret beskrive et samleje over 200 sider? Må jeg beskrive, hvordan en mand slår mænd, kvinder og børn ihjel med en kølle?*



Grænserne brydes, forskubbes, tilbagerulles og forskydes så igen. Hvad man kunne skrive for 100 år siden er det forbudt at skrive i dag. Eller omvendt. Er der nogen, der løfter et øjebryn, hvis jeg skriver Lem? Eller Pik? Eller beskriver en voldsom død i detaljer? Ja, der er der. Og nej, det er der ikke.

Og sådan har det altid været. Folk har forskellige grænser for, hvad de synes er tilladt, Comme Il Faut. Om det er "Samfundet", der sætter grænserne eller det enkelte individ (der i visse tilfælde er i overtal, ER "Samfundet") betyder ikke meget.
Det, der betyder noget er, hvad "VI"/"Jeg" mener, er det rigtige.



Personligt er jeg meget frisindet, på alle måder, rent kunstnerisk i hvert fald.
Jeg læser, hører og ser alt muligt, som nogle mennesker ikke ville se eller høre. Blandt meget andet kan jeg godt lide Splatterfilm, Mapplethorpe og Bukowski, så jeg er slet ikke sart.
Men jeg tvinger ingen til at se, høre eller læse det, som jeg selv kan lide. Det valg må de selv træffe.

Når det er sagt, så har selv jeg en grænse, og den var Peter Nadas tæt på at overskride. Eller jeg syntes, at det var så pinligt, at jeg havde store problemer med at høre det til ende (det var en lydbog). Sådan er der jo så meget.
Det betyder dog ikke, at jeg vil forbyde forfatteren at skrive. Eller forhindre andre i at læse bogen.



Selv har jeg ingen skrupler.
Jeg skriver, hvad jeg har lyst til, hvis det er vigtigt for historien. Ingen skal censurere mig - det kan kun loven om bagvaskelse og injurielovgivningen gøre. Om jeg vil skrive hård pornografi eller dødsporno-krimier er op til mig. Hvis man ikke kan lide det, så lad være med at læse det.
Så simpelt er det.

Jeg kommer nok til at indrømme, at hvis Sabroe får smadder nu, så vil jeg nok også få det. Den eneste forskel på mig og Sabroe er, at han er kendt, det er jeg ikke.
Så mon ikke, jeg smutter under radaren uanset, hvad jeg skriver?


Og nu lidt fra en fremtidig bog. Hvis du ikke bryder dig om et frit, seksuelt sprog, så stop læsningen her!
Beklager kommateringen, det er skrevet i et hug, uden tanke for korrekt tegnsætning...

”Han ligger oven på hende med hånden nede mellem hendes ben. Han har fingeren oppe i hende, mens han ser hende ind i øjnene. Hans hoved er tomt, men en svag panik er ved at sætte ind og den truer med at fylde ham. Han bearbejder hende med fingeren og kan mærke, hvordan hendes store bryster gynger under ham, hans øjne flakker, for meget sprut, for lidt søvn, for lidt blod de rigtige steder. Han fjerner sin hånd fra hendes kusse og sætter sig til rette, så han kan tage om hendes bryster og presse dem sammen og køre den af mellem disse herlige attributter, men han kan mærke at energien forsvinder. Jo mere han arbejder, desto slappere bliver han. Og mens panikken skyller igennem kroppen ved han at slaget er tabt, men han prøver
alligevel. Han tvinger sig halvslapt ind i hende og mens han forsøger at gennemføre dette formålsløse forehavende klynker hun, men han er ikke sikker på om det er af lyst eller skuffelse. Og nu forsvinder hun og værelset; han lukker sine øjne og da han åbner dem igen er hun væk.”



*eksemplerne er taget fra litteratur og film, jeg har læst og set.








  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post93

Er det prisen værd?

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, January 31, 2018 12:20:35

Der har været lidt opskræp i Politiken om, at litteraturpriserne går til de i forvejen kendte forfattere. Se klumme og læserbrev.

Jeg kan simpelthen ikke tage mainstreamkulturens pingfaktor alvorligt. Jeg gider stort set ikke følge med i, hvad der sker på den front mere: For der sker ikke noget.
Det er en stor, selvfed, selvfødende organisme. Det er et monster, der æder sig selv fra halen, og så skider den sig selv ud (for at bruge et udtryk fra Rabelais).

Den eneste grund til, at jeg efterhånden læser kulturtillæg/bogtillæg er for at følge med i, hvad der rører sig i udlandet. Dér er tendensen den samme, men det er da i det mindste ikke de samme danske ansigter.


Og jeg er rent faktisk glad for, at jeg ikke kommer på et stort forlag.
Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg skal selv lave det hele, men så ved jeg da, at der sker noget.
Jeg kender et par forfattere, som udkommer på store forlag. Deres forlag udsender pressemeddelelser (og anmeldereksemplarer) til aviser. Deres bøger bliver anmeldt og solgt.

Men deres fortjeneste er mindre end min (og jeg tjener NADA), og de skal selv arrangere deres oplæsninger. Så de laver det samme stykke arbejde som mig, når de skal ud og læse op. Det eneste deres forlag gør er at tilbyde et distributionsnet. Resten er op til dem selv.

Jeg er ikke kendt, bliver det aldrig, men jeg har det for det meste sjovt med at skrive, udgive, læse op, promovere, eksperimentere - og de småører, jeg tjener (de dækker ikke engang alle udgifter altid) kan jeg investere i den næste bogudgivelse.
Jeg bliver ikke anmeldt, men det er der mange andre på store forlag, der heller ikke gør, så det bruger jeg ikke meget tid på. Men jeg ved, at der altid bliver gjort noget for mig - for jeg gør det selv!

Så tag bare og giv jeres litteraturpriser til dem, der har brug for den slags.
Men skulle der være en, der gerne vil give mig en pris, så tager jeg da imod den med kyshånd og taksigelse.
Statuetten vil sikkert være en god dørstopper...



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post92

Visioner 5 : 5

LyrikPosted by clauswillumsendk Tue, January 30, 2018 13:51:39
5

åbner øjnene
ser jeg
Alt.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post91

Vsioner 5 : 4

LyrikPosted by clauswillumsendk Wed, January 24, 2018 12:38:04
4

Da jeg
lukker øjnene
kommer ord
til mig kantede
svalede formede

ord springer hid
og did antager nye
former indtager nye
konstellationer andre
konfigurationer

de kommer som slanger
der skifter ham på et sekund
som hexagoner eller er det som
terninger vi ser rulle henover et bord
når jeg lukker øjnene da jeg ser ud da jeg


  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post90

INDGANGE version 1.2

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Mon, January 22, 2018 14:32:01

Nyt oplag af INDGANGE på vej...

Køb lydbogen her for 75 kr.

"Hvordan jeg overlever mellemrummene, hvordan jeg findes i mellemrummene, er mig en gåde. Der er disse glimt, som afløser det grå. Måske er det erindring i sin mest simple form; disse glimt, som jeg forsøger at fylde ud med minder. Disse minder kommer i små forsølvede æsker; det kan være små æsker med lyde, med dufte. Disse små forsølvede både, der driver ned ad erindringens strøm. Hvad kom først: Erindringen eller mindernes små sølverne både? Disse små både, som vugger, når du bevæger dig, når dit ansigt drejes mod mig. Nu går det op for mig, at dit ansigt kan være mit. Jeg er ikke sikker.

Jeg har mistet evnen til at forstå, hvem der er hvem hvornår. Sengen, som jeg ligger i, er ikke min. Den tilhører en fremmed. Den fremmede, jeg er blevet i takt med, at mellemrummene presses sammen til små klumper af porøst sølv. Disse små porøse æsker af sølv, skrøbelige både. Der sidder en fremmed ved min seng. Hans hår er sort og gråt, skjorten er hvid. Han ser på mig, holder min hånd. Det er ikke dig. Han er ikke dig, men han smiler. Hans tænder er små og skæve, hovedet er på skrå, de brune øjne ser.

Jeg lukker mine øjne, tænker på dit ansigt, forsøger at fremkalde dig. Forsøger at holde dig fast. Dit ansigts former fremmaner jeg med mine fingerspidser. Dit ansigts konturer er som kridtstreger på asfalt, der opløses i regnen. Regnen siver ind i kridtet, siver ind og hvirvler farver rundt i miniaturemalstrømme. Jeg mærker din hånd på min kind, da jeg åbner mine øjne. Værelset eksisterer stadig. Du eksisterer, men manden er væk."
(s.29-30)





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post89

Cathedral

LyrikPosted by clauswillumsendk Fri, January 19, 2018 10:38:11





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post88

Guillermo eller Når livet og skønlitteratur mødes

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, January 16, 2018 12:00:34
Et.
Disse to dimser, en øloplukker og en proptrækker, fik jeg for et par uger siden.
Og det er ikke hvilke som helst alkoholoplukkere. De har tilhørt en person, som har betydet meget for mig. Ikke at personen stod mig nær i hverdagen, men mindre kan også gøre det. At vores mødefrekvens ikke var vanvittigt høj, er ikke vigtigt, blot det at have kendt ham (for det er en mand) betyder meget for mig - og derfor blev jeg meget glad og rørt, da jeg fik dem af hans datter.


To.
Men først lidt om manden. Han hed Guillermo, og jeg mødte ham første gang, da jeg var omkring 8 år. Han var gift med min mormors "adoptivdatter", og Guillermo og Sonja boede på Mallorca. Guillermo talte ikke dansk, det eneste, han kunne sige, var "Fiskesuppe" og "Bedste". Han var en mild mand. Han havde et stort overskæg og en lille, kompakt krop (sådan så det ud for mig som 8-årig, bred, men vist ikke så høj). Han smilede tit, og jeg husker, at han kunne skære skrællen af en appelsin i ét hug med sin lommekniv!

Tre.
Han havde en båd, som han tog ud og fiskede i. Han elskede at lave "fiskesup" til min mormor og mig. Jeg var ikke vant til så store mængder af fisk, men jeg kan huske synet og lugten af maden. Og jeg synes, at det var helt forunderligt, at han selv havde fanget dem. Han havde selv fanget alle de fisk! Wow!
Jeg kunne se, at han nød at servere maden for os. Der var næsten noget sakrosant over den måde, han øste maden op i min tallerken. Og jeg så med store øjne på ham, mens han smilende øsede maden op til mig, skubbede tallerknen hen til mig og nikkede: Spis, lille ven.
Og så spiste jeg. Jeg sad ved siden af ham, og jeg kunne dufte fiskesuppen og mærke varmen fra hans krop, mens vi sad tæt om bordet, Sonja, Guillermo, Coloma (datteren), mormor og jeg. Han duftede af hav.

Fire.
Da jeg blev lidt ældre, fik jeg lov til at tage ned til havnen og besøge ham, mens han arbejdede på sin båd. Havnen havde en speciel duft, farverne stod stærkt, og der duftede af tjære og fisk. Guillermo arbejdede, og jeg så på ham og hans makker, mens de snakkede og lyttede til den lille transistorradio, der spillede sange og udsendte nyheder, jeg ikke forstod. Det var gode timer. Jeg drak sodavand, holdt måske i et hjørne af fiskenettet, når de gjorde det klar til næste fisketur.
Og så var der den røde spand.

Fem.
Den dukkede op igen for et par år siden.
Den røde spand, hvor der lå kolde øller og sodavand. Eller var det fisk? Den stod ved siden af båden. Der var den blå himmel, duften af tjære og fisk, varmen forstærkede farver og dufte. Jeg kan stadig huske duftene, mærke varmen, høre stemmerne. Jeg husker den spand, der stod og var så rød. Jeg kunne stikke hånden ned i den, mærke flasker med øl og sodavand, eller var det fisk?
Jeg kan se det hele for mig, mærke den glæde, der strømmede - og strømmer - igennem mig, når jeg sad og så på de to, der arbejdede. Mens musikken spillede.


Seks.
Jeg gik nogen gange på opdagelse. Jeg "for vild" blandt de andre både, blev fanget af pirater. Eller jeg fandt en hemmelig tunnel, der ledte op til borgen (Bellver hedder borgen). Og efter at have fundet en guldskat, begav jeg mig tilbage ad tunnelen, ud i solen, ind i varmen. Og jeg fandt altid tilbage til Guillermos båd.
Og tilbage til spanden.
I min nyeste roman, INDGANGE (2017), står der på side 30-31:

"Jeg husker turen ned til havnen, solens varme, lugten af bilerne, duften af reb og hav, der bliver stærkere, jo nærmere jeg kommer på havnen. Nu kan jeg høre stemmer på et sprog, der lyder som en smuk, vemodig sang. To brune mænd maler en båd, og ved siden af dem står en balje. Jeg går hen og ser ned i baljen, hvor dåser svømmer rundt sammen med to-tre fisk. Fiskene pisker vandet til skum med deres finner, får dåserne til at skurre mod baljens røde plastic. Jeg stikker hånden ned i baljen, mærker de skællede kroppe, metallets kulde, snuser til havet og rebene. Jeg smiler til mændene, som ryger og taler, mens de smiler til mig."

Spanden er der. Den er godt nok blevet til en balje, men ellers er det hele der.
Guillermo, båden, duftene, havnen. Flaskerne er forvandlet til dåser, eller er det fisk? Fiktionen har taget over.
Men der er ingen tvivl: Livet har mødt fiktionen.


Syv.
Guillermo har været død i en del år nu. Men jeg husker ham tydeligt. Så tydeligt, og med så stor veneration, at jeg har brugt ham i en roman om demens, hvor mindet er et lyspunkt i en verden, der er ved at bryde sammen.
Og så er vi tilbage ved oplukkerne.
Dem fik jeg som sagt af hans datter. Jeg fik dem per stedfortræder, jeg har ikke set Coloma i årtier, og jeg kunne med det samme mærke, at det var en gave, som betyder meget for mig.
Det er, som om det hele bider sig sig i halen. At et eller andet er faldet i hak.

Otte.
Måske er det bare i mig, at noget er faldet på plads.
Måske betyder denne lille historie intet for dig. Men det betyder ikke så meget. Det vigtige er, at jeg - ganske vist i en fiktion - kunne fortælle om en person, der betyder noget for mig. Og nu har jeg så fortalt den her. Ikke som fiktion, men som en virkelig historie fra det virkelige liv.
Med alle de svagheder, der følger med en historie fra det virkelige liv: Detaljer, der er farvet af tiden, hændelser, der huskes forkert. Ting, der simpelthen ikke stemmer overens med det, der i virkeligheden skete.
Men det er underordnet.
Livet har mødt fiktionen.
Det er nok for mig.






  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post87
Next »