clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Mere bog på Biblio?

KommentarPosted by clauswillumsendk Tue, August 08, 2017 11:46:39

”Efter nogle årtier, hvor musik, film og litteratur var nærmest ligestillede, er der de seneste år kommet mere fokus på litteraturen og læsningen igen. Blandt andet fordi vi orienterer os mere mod folkeskolen og fokuserer på læsning som en vej til viden og uddannelse”.
Henrik Jochumsen, Det Informationsvidenskabelige Akademi

Mere fokus på litteraturen?
Ja, det er gode nyheder. Efter flere års fokus på nye medier er bøtten tilsyneladende ved at vende.

Eller det vil sige: Der er måske nok mere fokus på litteraturen. Men hvilken litteratur?
Der bliver måske købt flere genreromaner, flere bestsellere, flere eksemplarer af de populære forfattere.

Men desværre afspejler det sig ikke meget i den smalle litteratur; lyrikken, de "underlige" bøger, den eksperimenterende roman eller novelle. Dér bliver der ikke brugt mange penge. Hvis man er heldig sælger man en 15-20 stykker af en digtsamling, og måske det samme antal af en roman, som ikke er en krimi eller en fantasy-roman.

Selvfølgelig er der smalle bøger, der bliver købt ind i større antal (måske 40.50 stk.), men det er ikke tit, at en smal bog kommer op på samme antal som en spændingsroman.
Og det er der måske heller ikke noget i vejen med, når man tænker på udbud og efterspørgsel.

Mere fokus på den samme litteratur

Min påstand, og det vil glæde mig, hvis den kan tilbagevises, er:
Der bliver ikke købt mere ind af lyrik, eksperimenterede eller "underlig" litteratur. Der bliver brugt flere penge på det kendte, det populære, på bestsellere.

"Mere fokus" er i denne sammenhæng mere af det samme.
Selvfølgelig skal bibliotekerne fokusere på, hvad lånerne vil have. Men at købe 10 eksemplarer (eller mere) af den nye krimi med (sæt selv navn ind) er ikke "mere fokus".
Det er ensretning.

Hvis bibliotekerne bare skal være centraler for distribution af de bøger, der hitter på bestsellerlisterne, så bør man vel lave ordlyden om i Biblioteksloven? Man kunne for eksempel stryge ordet "Alsidighed" (§2).
Alsidighed og formidling

Hvis bibliotekerne skal følge logikken om efterspørgsel, dette store dejlige dyr i åbenbaringen, kan vi godt skyde en hvid pind efter Alsidigheden, og nogen vil sikkert også sige efter Kvaliteten (så langt vil jeg dog ikke gå). For når man satser ensidigt på det populære i materialevalget er der ikke plads til det smalle.
Og så er der nul alsidighed.

Jeg ved, at jeg sætter tingene på spidsen, forsøger at drive min pointe hjem. Men jeg kan se, at bibliotekerne bliver sværere at skelne fra hinanden, både udvendigt og indvendigt. De nye biblioteksbygninger er skåret over samme læst, indmaden ligeså.
Og så er der min kæphest: Formidlingen (Jeg har selv skrevet en rapport om det, den står på IVU stadigvæk, tror jeg).

Det ligner mere og mere et stakkeudsalg i en boghandel end ildsjæles formidling af spændende litteratur. Og det er såmænd ikke bibliotekarens skyld. De knokler løs, og der er ikke tid nok.
Det er nemmere at stakke en bunke med det populære, når der ikke er tid til fordybelsen på arbejdspladsen.
Men det er en helt anden historie.

Mere bog på Biblio?

Ja, det kan da godt være. Men det øger ikke nødvendigvis diversiteten. Hvis man bruger pengene på det, der sælger, og forsømmer f.eks. lyrikken, skaber man bare litterær ensretning, ikke alsidighed.

Og hvis man rent faktisk køber smal litteratur, men bare forsvinder det ind på hylden efter en uge, er vi stadig ikke kommet videre. Så bliver indkøb af smal litteratur - et eksemplar i ny og næ - bare en undskyldning for alsidigheden.
Og så er det ligegyldigt med mere bog på Biblio.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post53