clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Eder og Forbandelser

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Sun, July 23, 2017 16:41:27

Den kæmpemæssige plakat var 22 meter høj og 18 meter bred. Den store mand som ung kunstner. Ingen vidste præcist, hvad grunden var til, at denne absurditet var blevet klæbet op på gavlen. Lige her på denne altid fyldte gade midt i centrum. Én dag var der en gul gavl. Og dagen efter hang han der. Den store kunstner som ung mand. Med det tilbagestrøgne pomadiserede hår. Med det årvågne blik i det lidt bortvendte ansigt. Med den kraftige, men elegante næse, der betog kvinderne. Med den smalle mund, som igennem hele livet skulle udsige ordsammensætninger, der krævede den totale koncentration hos tilhøreren. Man kan se lidt af hans skuldre, der bærer en elegant jakke og et sort overlegent bundet slips. Og den hvide skjorte er ulastelig. Den store mand har allerede i ungdommen fuldstændigt styr på, hvordan man præsenterer sig selv. Man aner allerede her det temperament, der vil skabe den mest sublime kunst. Han er en mand med et iltert sind. Derom kan der ingen tvivl herske.

Og nu hænger han der. Med et blik der får folk til at standse op. De fleste kan ikke kende ham. Nogle aner et omrids af en person, de har set utallige gange, men som de ikke helt kan placere. Kun nogle få, som jeg, kunne kende ham. Og det tog mig det meste af en dag, at få ansigtet til at hænge sammen med et navn. Og da det faldt på plads, var det ikke det billede på gavlen, jeg så.

Da jeg fik styr på navnet, smeltede dette billede sammen med mange andre og blev til ét. Som et af de programmer på tv, hvor man ser en person som ung, og derpå ser personen ældes. Og så stopper det lige ved det ansigt, der er kendt af alle og enhver. Lige det der skud, der er blevet allemandseje. Det vi alle kender. Marilyn med den opblæste kjole. Kennedy foran muren. Den brændende munk. Demonstranten og kampvognen. De kender dem alle.

Der gik lang tid, før folk lagde mærke til de små forandringer. Han hang bare der. Ingen overså ham. De kastede et blik op på ham og gik videre. Men de lagde ikke mærke til de små forandringer. Det var bitte små detaljer. Hovedet blev drejet en smule. En rynke ved øjenbrynene blev dannet.

Første gang man lagde mærke til forandringerne, var da en mand, iklædt et flødefarvet jakkesæt, blev stående ved gavlen og stirrede koncentreret op på den store mand. Manden stirrede i flere minutter og sagde så ud i luften:

”Den rynke var der da ikke, da jeg var her sidst. Mærkeligt”.

Han gik et par skridt tilbage og så op på gavlen fra en anden vinkel. En mand med stok kom til og så op på billedet. Manden i jakkesættet vendte sig mod den nytilkomne og spurgte:

”Den rynke har da ikke været der hele tiden, har den?”.

”Nej, det tror jeg ikke”.

”Hmm. Det syntes jeg heller ikke. Han ser lidt bister ud”.

”Og De lignerrrr en vandaal! Derrres ja.keet lignerrr en sæek!”.

”Hvad siger De?”.

”Jeg sagde ikke noget”.

Manden i jakkesættet vendte sig og så sig omkring. Der var ingen ud over dem, der stod og så på billedet.

”Og Dem med stocken. De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

De to mænd så på hinanden og smilede. Rystede på hovederne og fortsatte hver især deres vej.

Et par dage efter kunne man, hvis man så godt efter, se et lille smil på den store mand på den gigantiske plakat. En kvinde kom forbi, standsede op, som om hun havde genkendt manden på plakaten. Og en stemme sagde højt:

”De errr en innnfarrrmmm ekseem.plar aff den qvuindelike ras!”.

Hun rettede sig op, stirrede på gavlen, rystede på hovedet og gik.

Et par dage gik, og flere folk standsede op, og så underligt på Den Store Mand. Man kunne nu se et bistert drag om den enorme mund, og flere fortalte, at de havde hørt en underlig stemme sige mærkværdige ting til dem. En var blevet skældt ud for at have grønne bukser og gule sko på. En anden fik at vide, at hun lignede en kylling med diarré. Og alle syntes de, at stemmen kom oppe fra den gigantiske mand.

Flere dage gik. Der stod konstant en fem-seks personer og så op på plakaten. Den Geniale skældte nu højlydt ud på alt og alle. Der var ingen tvivl. Infamiteterne kom fra plakaten. Ingen kunne helt placere præcist, hvorfra stemmen kom. Der var ikke nogen højtalere at se. De personer, der havde sat Ham op udtalte til tv, at der ikke var sat højtalere op. De havde kun hængt plakaten op. Intet andet. Lærde, lægmænd og religiøse af enhver slags fremsatte påstande om, at der enten var tale om fup, en genial spøg eller et mirakel.

Politiet havde nu posteret to mænd permanent ved gavlen for at holde ro og orden. Der kom folk langvejsfra for at blive skældt ud og for at se de forandringer, Han havde gennemgået. Han så nu konstant vred ud. Hans øjne var klemt sammen, munden var forvrænget, og vrantne sætninger fløj ud til højre og venstre.

”De innnfeeriiørrrre ussszlink. De lignerrr en søspejter med kooliiikkk”.

Dag for dag blev Den Sures stemme højere og højere.

”FORRDØØMMTEEE ZJAARRLANTAANAN!! DE ERRR ENN QUANTEESKIZOOOIT BAAFIIIANN!!”.

Og en dag blev det så besluttet, at nu kunne det være nok. Bystyret dekreterede, at Den Store Surhed skulle fjernes. Men der var det problem, at dem der ejede bygningen ikke ville have Ham væk. De forretninger, der lå omkring gavlen havde fordoblet deres indtjening. Butikkerne havde glade dage, og byen var blevet populær. Turisterne strømmede til. Der hørtes et væld af fremmede tungemål. Og Den Store Tilsviner kunne skælde huden fuld på mange sprog. Mange havde båndoptagere med, så de kunne afspille Hans ord for venner og familie. Og endnu flere havde videokameraer med. Byen levede af denne tilstrømning af mennesker, der ville skældes ud. Så Den Vrede Kunstner blev hængende.

Efter et halvt år svandt strømmen af turister lidt, men der var stadigvæk en stor gruppe mennesker, som stod og lod sig overfuse dag og nat. Han havde ikke forandret sig mere. Han så bare bister-sur ud. Han var ikke blevet ældre. Han var blot blevet mere knotten og skældte stadig ud.

Hans løjerlige accent var blevet folkeeje. Når nogen ville vise deres vrede, kneb de øjnene sammen og sagde med høj stemme:

”Deet eerrr en schkandall! De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

En eftermiddag, hvor vejret var varmt, og der ikke stod så mange ved gavlen, holdt Han op med at skælde ud. Det havde været hedebølge i tre uger. Alle var glade (undtaget Den Sure). En flok stod og spiste is og hørte sprogets værste gloser, og en del aldrig før hørte, blive slynget ud mod dem. Hans Surhed var endnu grovere, end han plejede at være. Hans mund var forvrænget og hans øjne skulede strengt ud over flokken. Kort sagt, det var en typisk dag ved gavlen.

Midt i en lang svada, som jeg ikke orker at gengive her, kom der pludselig en ung mand gående med en spand. Han stillede spanden på jorden foran Den Gnavne og forsvandt igen. Lidt efter kom han tilbage med en trækvogn med en uhyre lang stige på. Han kørte trækvognen ind igennem mængden og tog så stigen. Efter et par minutters baksen fik han stillet stigen op af gavlen. Derefter tog han spanden i den ene hånd, stak en pensel i munden og begyndte at klatre op mod Den Sure. Omtrent halvvejs oppe stoppede han. Han satte spanden på et trin, åbnede spanden, rørte rundt med penslen. Tøvede og så op mod Hans øjne. Hans årvågne skarpe blik var rettet direkte mod den unge mands hånd, hvori han holdt penslen. Den sidste sætning, man hørte fra Den Store Tilsviner var:

”Zåå, du errr en arrrtiiizt?”.

Den unge mand så på ham, rystede på hovedet og malede et tyndt overskæg, hvis spidser nåede helt op til øjenbrynene på Den Store Kunstner. Derpå kravlede han ned, lagde stigen på trækvognen og forlod en smilende mand på en 22 x 18 meter stor plakat.




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post51