clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

EKSPANSION

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Fri, April 14, 2017 14:20:54

”Har du tabt kortet!?”

Han stirrer på mig. Jeg nikker og siger:

”Kortet er simpelthen forsvundet. Jeg aner ikke hvordan … Jeg lagde det i lommen, og jeg knappede den lomme, det ved jeg!”

”Så må vi håbe, at det hele ikke gror til … For så får vi problemer.”

Haram ser på mig. Er han sur eller bare opgivende?

”Måske kunne jeg gå tilbage og se, om jeg ikke støder på den. Det er trods alt kun et par timer.”

”De timer har vi ikke.”, siger han og begynder at hakke sig vej igennem det uigennemtrængelige grønne, som i begyndelsen lignede små buske, men som nu nærmest rejser sig som en mur foran os.

”De andre er på vej, og de har med garanti ikke smidt deres kort væk.”

De Andre, denne pludselige afstand mellem os rammer mig som en kuldegysning. Det betyder, at der er et os og dem. Før var vi fem medlemmer af ekspeditionen, og nu er vi … to? Forudsat at det er os, som er ekspeditionen nu. Måske tænker De Andre det samme? Jeg ser på Haram, der bander og sveder og svinger macheten.

”Haram, hvem er ekspeditionen egentlig nu? Os eller De Andre?”

Han standser brat op, så jeg støder ind i ham.

”Hør nu her! Det er mig, der leder denne ekspedition, så derfor er VI ekspeditionen.”

Han har vendt sig om mod mig, så jeg kan se sveden dryppe fra ham. Hans sorte hår er klasket sammen, hans grå øjne lyser af vrede.

”Det er ikke os, som har valgt at gå solo og tage æren selv. Det er Sykes og hans slæng! Vi er så tæt på, og så forsvinder den tynde fernis af civilisation og altruistisk videnskab? Jeg …”

Han ryster på hovedet, vender sig mod den grønne mur og hugger løs.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad der er, som er sket med ekspeditionen, som de første tre dage havde det fælles fodslag, der skal til for at løse den opgave, vi har fået. Det var vist først, da vi nåede frem til udkanten af junglen, at noget forandrede sig mellem Sykes og Haram. Eller måske var det på den fjerde dag? Da vi gjorde holdt ved floden? Jeg er ikke helt sikker.

Det jeg ved med sikkerhed er, at om morgenen, på den femte dag, var de tre andre forsvundet. De havde taget deres oppakning og var gået deres vej. De havde ikke efterladt noget brev. Hverken Haram eller jeg hørte dem gå, men jeg sov også som en sten. Da Haram pakkede sin rygsæk, bandede han højlydt, og jeg spurgte ham, hvad der var sket.

”Sykes og jeg havde en diskussion om, hvem der skal lede os det sidste stykke. Jeg holdt på, at jeg som leder selvfølgelig leder hele vejen. Det var Sykes ikke enig i.”

”Hvad så nu?”, spurgte jeg og så i den retning, Sykes og de andre måtte være forsvundet i.

”Du er ekspeditionens kortbærer. Find en hurtigere vej, med eller uden kort!”

Haram bander, mens han stirrer på macheten, som sidder fast i den tykke gren. Macheten er ikke til at rokke.

”Hvor lang tid endnu, kortbærer?”, snerrer han hæst og stirrer opgivende på mig. Jeg trækker på skuldrene, tøver.

”Hvis jeg ikke husker helt forkert, er vi stik øst for målet, men præcist hvor langt fra ved jeg ikke. Mit bedste skud er tre kilometer, forudsat at vi ikke er gået i ring.”

”Så du aner det praktisk taget ikke.”

Haram sukker og ryster på hovedet.

”Kun en kvinde smider kortet væk på den måde.”

Jeg skal til at sige, at det ganske simpelthen ikke passer, da vi hører stemmer omme fra den anden side af den grønne mur.

”… illusion. Det er en illusion, det perfekte. Det handler om illusionen om det perfekte.”

Vi kan høre Sykes’ stemme. Jeg kan se hans ansigt for mig, som han står der og har taget den belærende stemme på.

”Måske har vi at gøre med en form for omvendt entropi?”

Det er Jones, der stiller spørgsmålet. Jones, den lidt mutte geolog med det store smil og det grå hår.

Omvendt entropi? Jeg løfter et øjenbryn og ser på Haram, der ryster på hovedet og beder mig om at være stille. Han sætter fingeren på sine læber og tysser, som var jeg et barn.

”Omvendt entropi?”, vrænger Sykes. ”Sikke noget vrøvl.”

Vi kan høre ham sukke. Jones siger intet, venter på at få at vide, hvad han skal gøre. Jeg ser hen på Haram, der stirrer ud i luften, mens han lytter koncentreret.

”Nu har vi gået rundt i tre dage, og du fabler om ’omvendt entropi’? Karl er væk, vi er fanget i en labyrint. Vores data forsvinder, og du fabler om entropi?”

Der lyder et klask, derefter et overrasket udbrud: ”Nu holder du din kæft, Jones, mens jeg finder en vej ud herfra.”

Tre dage? Hvad taler han om? Der er allerhøjst gået 8 timer, siden de tre forlod os i morges. Jeg hiver i Haram, der stirrer ind i den grønne væg. Han ryster min hånd væk og råber så højt, at jeg farer sammen.

”Sykes! Jones? Hvad fanden foretager I jer?”

Han løfter hovedet, ser op, som om han prøver på at se over den tre meter høje mur af blade, stængler og grene.

”Sykes! Tal til mig! Det er stadig mig, der leder denne ekspedition!”

Der bliver helt stille omme på den anden side. Det eneste, man kan høre, er brisen i træerne og i ny og næ et skræp fra en fugl.

”Haram?”

Det er Jones, der svarer efter et halvt minut.

”Det var sgu på tide. Hvor blev I af?”

Vi hører et dunk, et skrig, så endnu et dunk. Og et til. Og så stilhed.


”Sykes!”, råber Haram, mens han hiver og flår i macheten og skæver til mig. ”Hvad sker der?”
Jeg ryster på hovedet, aner ikke, hvad jeg skal sige. Har Sykes lige slået Jones i jorden? Og hvad er der sket med Karl? Jeg går væk fra Haram, ser til venstre og til højre. Den grønne væg er uigennemtrængelig. Jeg gør tegn til Haram og går en tres meter til venstre. Der er ingen vej ind. Jeg er ikke overrasket. Jeg lunter tilbage til Haram, som står og råber på Sykes. Men der er stille omme på den anden side.

Mørket er ved at falde på. Haram ryster på hovedet igen.

”Vi har en lille time, før det er bælgravende mørkt. Vi følger væggen til højre og ser, om vi kan finde et hul. Hvis det mislykkes, slår vi lejr … hvad fanden er det, der foregår? Har du et bud, kortbærer? Dit bud er lige så godt som mit.”

Jeg stirrer ind mod muren, hvor Sykes og Jones for lidt siden stod og diskuterede få meter fra os. Nu er der kun stilhed.

”Hvordan kan de have været derinde i tre dage? Hvis det er rigtigt, hvad Sykes sagde…”

”De må have spist et eller andet. Mærkelige svampe eller noget”, afbryder Haram og smiler skævt og bliver så med ét alvorlig igen.

”Hvad skete der derinde lige før? Har Sykes lige slået Jones bevidstløs? Eller det, der er værre?”

”Jeg ved det ikke. Men der er et eller andet helt galt. Hvad er det for nogle data, Sykes talte om? Data forsvinder ikke bare ud i det blå”.

”Du er eksperten på dét område … Lad os komme afsted og finde ud af, hvad der sker på den anden side af det satans krat”. Haram forsøger en sidste gang at få macheten fri, men opgiver, så vi må se, om vi kan finde et hul på et eller andet tidspunkt.

Vi har gået i tre dage nu. Og vi har ikke fundet en vej ind. Denne grønne mur er som et levende væsen; jo mere vi går, desto mere virker det, som om muren vokser, bliver tættere. Jeg har tænkt på, om det ligefrem kunne være muligt, at den vokser, jo mere vi forsøger at trænge ind bag den.

Haram er stille, mut og skuler ondt til muren. Vi taler ikke sammen mere, vi går bare. Vi burde vende hjem og melde tilbage til D´Herrer, der betaler for ekspeditionen, at vi intet fandt, men jeg har ingen lyst til at fortsætte alene. Og jeg er næsten helt sikker på, at vi er faret vild. Jeg retter mig selv: Vi er faret vild.
Efter den første nats vandring fortalte jeg Haram, at jeg ikke kunne navigere efter de få stjerner, jeg kunne se.

”Hvad mener du?”, spørger han og ser træt på mig. ”Er de da forsvundet? Ligesom Sykes, Jones og Karl?”

Vi har kaldt på dem hele natten, råbt os hæse. Men har intet hørt fra dem, eller fra Sykes skulle man måske sige? Jeg er i hvert fald sikker på, at Sykes har slået Jones ihjel, og mon ikke Karl har lidt samme skæbne?

”Jeg kan simpelthen ikke genkende konstellationerne. Det er, som om de har skiftet plads … eller måske er de helt anderledes? Jeg ved det ikke.”

”Så du aner ikke, hvor vi er? Du er ligeså uduelig som de andre.”

Han ser på mig, ryster på hovedet.

”Nå, men så kan du bare følge efter mig … Vi følger muren til den bitre ende.”

Haram har intet sagt de sidste to dage. Jeg har overvejet at forsøge at stikke af, men han har bundet mine arme om på ryggen med et reb (hvor har han fået den fra?) og smidt en løkke om min hals, som han hiver i, hvis jeg ikke følger med ham. Vi er begge trætte efter fem (eller er det otte?) dages vandring langs den grønne mur, men Haram vil ikke vende om nu.

Jeg er ikke længere sikker på, hvornår jeg vågnede op og fandt ud af, at jeg ikke kunne bevæge mine arme, og at jeg er blevet lænket som en hund. Jeg har spurgt ham, hvad det er, han vil opnå, men han svarer ikke. Han hiver bare i snoren og skuler ind i træernes grene og lianer, der filtrer og snor sammen og holder os ude.

Vi er ved at løbe tør for mad. Vanddunkene fylder Haram op, når vi støder på de små vandløb, som pludseligt ud af det blå dukker op, når vi har mest brug for det. Men ellers går vi bare. Vi valgte at gå til højre og følge muren, og det har vi gjort siden. Hvert øjeblik håber jeg på at se en ende på det grønne inde til venstre, men det fortsætter i det uendelige. Jeg er træt. Og jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at se mennesker mere. Det sidste, jeg kommer til at se, er Harams mutte ansigt, de udslukte øjne, hans vanvittige grimasse, mens han skuler på den grønne mur. Ærgrer det mig, at jeg ikke kommer til at kende sandheden? Om Sykes, Karl og Jones?

Ikke spor, jeg vil bare sove.

I nat vågnede jeg og så, at der var et hul i den grønne mur. Det var, som om nogen havde skåret en dør ind til en anden verden. Jeg lå og stirrede på den, overvejede at rejse mig op og gå derind. Men jeg var for træt til at vække Haram. Desuden vil jeg gerne holde for mig selv, hvordan det ser ud på den anden side.

Jeg tror, jeg hørte Sykes le hjerteligt. Og Karl. Og Jones.

Før jeg sov videre.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post44