clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Eder og Forbandelser

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Sun, July 23, 2017 16:41:27

Den kæmpemæssige plakat var 22 meter høj og 18 meter bred. Den store mand som ung kunstner. Ingen vidste præcist, hvad grunden var til, at denne absurditet var blevet klæbet op på gavlen. Lige her på denne altid fyldte gade midt i centrum. Én dag var der en gul gavl. Og dagen efter hang han der. Den store kunstner som ung mand. Med det tilbagestrøgne pomadiserede hår. Med det årvågne blik i det lidt bortvendte ansigt. Med den kraftige, men elegante næse, der betog kvinderne. Med den smalle mund, som igennem hele livet skulle udsige ordsammensætninger, der krævede den totale koncentration hos tilhøreren. Man kan se lidt af hans skuldre, der bærer en elegant jakke og et sort overlegent bundet slips. Og den hvide skjorte er ulastelig. Den store mand har allerede i ungdommen fuldstændigt styr på, hvordan man præsenterer sig selv. Man aner allerede her det temperament, der vil skabe den mest sublime kunst. Han er en mand med et iltert sind. Derom kan der ingen tvivl herske.

Og nu hænger han der. Med et blik der får folk til at standse op. De fleste kan ikke kende ham. Nogle aner et omrids af en person, de har set utallige gange, men som de ikke helt kan placere. Kun nogle få, som jeg, kunne kende ham. Og det tog mig det meste af en dag, at få ansigtet til at hænge sammen med et navn. Og da det faldt på plads, var det ikke det billede på gavlen, jeg så.

Da jeg fik styr på navnet, smeltede dette billede sammen med mange andre og blev til ét. Som et af de programmer på tv, hvor man ser en person som ung, og derpå ser personen ældes. Og så stopper det lige ved det ansigt, der er kendt af alle og enhver. Lige det der skud, der er blevet allemandseje. Det vi alle kender. Marilyn med den opblæste kjole. Kennedy foran muren. Den brændende munk. Demonstranten og kampvognen. De kender dem alle.

Der gik lang tid, før folk lagde mærke til de små forandringer. Han hang bare der. Ingen overså ham. De kastede et blik op på ham og gik videre. Men de lagde ikke mærke til de små forandringer. Det var bitte små detaljer. Hovedet blev drejet en smule. En rynke ved øjenbrynene blev dannet.

Første gang man lagde mærke til forandringerne, var da en mand, iklædt et flødefarvet jakkesæt, blev stående ved gavlen og stirrede koncentreret op på den store mand. Manden stirrede i flere minutter og sagde så ud i luften:

”Den rynke var der da ikke, da jeg var her sidst. Mærkeligt”.

Han gik et par skridt tilbage og så op på gavlen fra en anden vinkel. En mand med stok kom til og så op på billedet. Manden i jakkesættet vendte sig mod den nytilkomne og spurgte:

”Den rynke har da ikke været der hele tiden, har den?”.

”Nej, det tror jeg ikke”.

”Hmm. Det syntes jeg heller ikke. Han ser lidt bister ud”.

”Og De lignerrrr en vandaal! Derrres ja.keet lignerrr en sæek!”.

”Hvad siger De?”.

”Jeg sagde ikke noget”.

Manden i jakkesættet vendte sig og så sig omkring. Der var ingen ud over dem, der stod og så på billedet.

”Og Dem med stocken. De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

De to mænd så på hinanden og smilede. Rystede på hovederne og fortsatte hver især deres vej.

Et par dage efter kunne man, hvis man så godt efter, se et lille smil på den store mand på den gigantiske plakat. En kvinde kom forbi, standsede op, som om hun havde genkendt manden på plakaten. Og en stemme sagde højt:

”De errr en innnfarrrmmm ekseem.plar aff den qvuindelike ras!”.

Hun rettede sig op, stirrede på gavlen, rystede på hovedet og gik.

Et par dage gik, og flere folk standsede op, og så underligt på Den Store Mand. Man kunne nu se et bistert drag om den enorme mund, og flere fortalte, at de havde hørt en underlig stemme sige mærkværdige ting til dem. En var blevet skældt ud for at have grønne bukser og gule sko på. En anden fik at vide, at hun lignede en kylling med diarré. Og alle syntes de, at stemmen kom oppe fra den gigantiske mand.

Flere dage gik. Der stod konstant en fem-seks personer og så op på plakaten. Den Geniale skældte nu højlydt ud på alt og alle. Der var ingen tvivl. Infamiteterne kom fra plakaten. Ingen kunne helt placere præcist, hvorfra stemmen kom. Der var ikke nogen højtalere at se. De personer, der havde sat Ham op udtalte til tv, at der ikke var sat højtalere op. De havde kun hængt plakaten op. Intet andet. Lærde, lægmænd og religiøse af enhver slags fremsatte påstande om, at der enten var tale om fup, en genial spøg eller et mirakel.

Politiet havde nu posteret to mænd permanent ved gavlen for at holde ro og orden. Der kom folk langvejsfra for at blive skældt ud og for at se de forandringer, Han havde gennemgået. Han så nu konstant vred ud. Hans øjne var klemt sammen, munden var forvrænget, og vrantne sætninger fløj ud til højre og venstre.

”De innnfeeriiørrrre ussszlink. De lignerrr en søspejter med kooliiikkk”.

Dag for dag blev Den Sures stemme højere og højere.

”FORRDØØMMTEEE ZJAARRLANTAANAN!! DE ERRR ENN QUANTEESKIZOOOIT BAAFIIIANN!!”.

Og en dag blev det så besluttet, at nu kunne det være nok. Bystyret dekreterede, at Den Store Surhed skulle fjernes. Men der var det problem, at dem der ejede bygningen ikke ville have Ham væk. De forretninger, der lå omkring gavlen havde fordoblet deres indtjening. Butikkerne havde glade dage, og byen var blevet populær. Turisterne strømmede til. Der hørtes et væld af fremmede tungemål. Og Den Store Tilsviner kunne skælde huden fuld på mange sprog. Mange havde båndoptagere med, så de kunne afspille Hans ord for venner og familie. Og endnu flere havde videokameraer med. Byen levede af denne tilstrømning af mennesker, der ville skældes ud. Så Den Vrede Kunstner blev hængende.

Efter et halvt år svandt strømmen af turister lidt, men der var stadigvæk en stor gruppe mennesker, som stod og lod sig overfuse dag og nat. Han havde ikke forandret sig mere. Han så bare bister-sur ud. Han var ikke blevet ældre. Han var blot blevet mere knotten og skældte stadig ud.

Hans løjerlige accent var blevet folkeeje. Når nogen ville vise deres vrede, kneb de øjnene sammen og sagde med høj stemme:

”Deet eerrr en schkandall! De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

En eftermiddag, hvor vejret var varmt, og der ikke stod så mange ved gavlen, holdt Han op med at skælde ud. Det havde været hedebølge i tre uger. Alle var glade (undtaget Den Sure). En flok stod og spiste is og hørte sprogets værste gloser, og en del aldrig før hørte, blive slynget ud mod dem. Hans Surhed var endnu grovere, end han plejede at være. Hans mund var forvrænget og hans øjne skulede strengt ud over flokken. Kort sagt, det var en typisk dag ved gavlen.

Midt i en lang svada, som jeg ikke orker at gengive her, kom der pludselig en ung mand gående med en spand. Han stillede spanden på jorden foran Den Gnavne og forsvandt igen. Lidt efter kom han tilbage med en trækvogn med en uhyre lang stige på. Han kørte trækvognen ind igennem mængden og tog så stigen. Efter et par minutters baksen fik han stillet stigen op af gavlen. Derefter tog han spanden i den ene hånd, stak en pensel i munden og begyndte at klatre op mod Den Sure. Omtrent halvvejs oppe stoppede han. Han satte spanden på et trin, åbnede spanden, rørte rundt med penslen. Tøvede og så op mod Hans øjne. Hans årvågne skarpe blik var rettet direkte mod den unge mands hånd, hvori han holdt penslen. Den sidste sætning, man hørte fra Den Store Tilsviner var:

”Zåå, du errr en arrrtiiizt?”.

Den unge mand så på ham, rystede på hovedet og malede et tyndt overskæg, hvis spidser nåede helt op til øjenbrynene på Den Store Kunstner. Derpå kravlede han ned, lagde stigen på trækvognen og forlod en smilende mand på en 22 x 18 meter stor plakat.




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post51

Digt om min mor

LyrikPosted by clauswillumsendk Thu, June 22, 2017 11:34:55
I går kunne jeg dufte dig
jeg sad og så ud i luften
da din duft kom snigende
som røg fra en tændt cigaret
inde fra naboens køkken
ventilationen bragte din duft
til mig ikke som røg men som
den parfume du plejede at tage
på når du skulle have dit pæne tøj på.

Den duft af krydderi tung
som en rosenghave iblandet røgelsen fra
Thailand som din veninde gav dig
da hun kom tilbage efter et tre måneders besøg
og det er denne duft som lige nu sniger sig ind
på mig mens jeg sidder og stirrer ud i luften
jeg mærker denne blanding af melankoli og sorg
når jeg snuser ind men også den glæde og latter
som vi havde når tiden var til det og det var den tit
ikke hele tiden ikke altid men tit når vi bare sad på
stolene ude i køkkenet og røgen fra cigaretten steg mod loftet.

I går kunne jeg dufte dig
jeg sad og så ud i luften da du kom
til mig som et strejf som en kølig brise
mens naboen røg færdig mens du forsvandt
endnu engang ind i mine tanker.

(Til min mor)




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post50

Digt til Døden

LyrikPosted by clauswillumsendk Fri, June 16, 2017 13:54:08
Du kommer
tager det med
som en
gave du har
under armen

gaven er klemt fast
under din arm
mens du roder
i vadsækken

er der plads i den
til leen? Er denne roden
rundt et udtryk for tvivl
eller glemsomhed?

er du ved at blive gammel
gamle ven?
Eller er bårebuketten
som du er ved at mase
i stykker
en gave til de døde?
til de levende?

Eller er du bare glad for at
se mig?


  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post49

Skrivetips 1-5: Få forfatterens tips, hvis du drømmer om at skrive en bog

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, June 07, 2017 14:55:09
Du får lidt hjælp til at slippe din indre forfatter fri

1. Find roen ved hjælp af høreværn og skyklapper

Jeg kan skrive hvor og hvornår det skal være. Mine kropslige fornemmelser, denne sitren af tilstedeværen er fantastisk dulmende og svalende for mig. Jeg skal bare lukke af for altet og lade sjælen rejse. Men tit må jeg have høreværnet på, når solen skinner.

2. Omskrivning og omskrivning

Jeg skriver alt om. Jeg omformulerer. Jeg omskriver alt, formulerer det hele igen, vejer alt på en vægt. Sproget er min modstander. Jeg skriver forfra, sletter, husker det hele på ny, ligesom mine fingres tøven ved hver omskrivning husker det før. Det er små åbenbaringer at omskrive, slette, genskrive ... Hmm, er det de rigtige ord?


3. Læs højt

Og længe. Af dine og andres tekster. Det er de lydige associationer, der får ny betydning, når du læser op. Lyde er sprog, der bevæger sig, bevæger mig. Når jeg hører min stemme, frigøres flere ord. Jeg læser op, ned og med hele min sjæl. Så højtlæsning er vigtig.

4. Ryd op

Ryd op overalt. Intet må være ramt af tilfældigheder. Rod på mit skrivebord gør mig usikker. Hvis det kan lade sig gøre, så reformaterer jeg min computer. Så begynder jeg på en frisk hver gang.

5. Skrivningen er en performance

Jeg finder altid en café, hvor jeg kan skrive, så alle kan se, at jeg er forfatter. Det er vigtigt at have et publikum. Deværre vænner mit publikum sig alt for hurtigt til mig, der sidder i hjørnet og skriver. De mister interessen. Når jeg mister min effekt, så er det tid til at finde et nyt sted.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post48

Nyt Digt i Moderne Stil

LyrikPosted by clauswillumsendk Tue, May 09, 2017 11:38:04
Jeg lægger mig
henført på fortovet
mens bilerne kører forbi
det er ikke fordi at jeg er
skør
jeg kan blot lide at skrive lange
digte mens biler ramler
forbi
i lange sætninger som en prosatekst
blot hakket op af bilernes knive
bilernes litani som et rullende fortov
lange sætninger som biller langs
sætninger mættet af fynd og fyld
som et digt i moderne stil.




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post47

Ikke desto mindre

KommentarPosted by clauswillumsendk Thu, May 04, 2017 12:48:24
Eller: At skrive en bog, man ved ikke kommer til at sælge (ret meget)

En forfatter vil altid gerne sælge bøger. Man har en historie. Man skriver den. Og så vil man selvfølgelig gerne have læsere til den. Det er klart.
Forfattere skriver historier for at andre skal læse dem.
Dette gælder alle forfattere. Uden undtagelse.


At skrive en roman, man ved er svær at sælge

Men i ny og næ skriver en forfatter en bog, som han (eller hun) bare ved er meget svær at sælge. Hvorfor gør en forfatter det?

For det meste fordi historien er vigtig for forfatteren. Dette gælder ikke mindst min nye roman "Indgange". Jeg ved godt, at "Indgange" ikke bliver en bestseller. Den kommer slet ikke i nærheden af at sælge 100 eksemplarer.
Ikke desto mindre udgiver jeg den.


Labyrintisk eller uforståelig?

Nogle vil mene, at det er litterært selvmord at udgive en bog, der handler om en kvinde med en demenssygdom, set indefra. Med sin stream of consciousness og en indre "monolog", der springer i kronologi og ikke giver "mening", vil "Indgange" være en sejtrækker for sin læser.

Ikke nok med det: Der er intet plot, ingen forklaringer. Efterskriftet giver ikke nogen forklaring, ikke direkte i hvert fald. Og i bedste fald er fortælleren utroværdig, hvis der er en egentlig fortæller. Hvem fortæller hvad til hvem?
"Indgange" er ikke en nem bog.
Ikke desto mindre udgiver jeg den.


Hvorfor?

Man kan spørge sig selv om, hvorfor jeg udgiver en bog, der ikke kommer til sælge. Som ikke er den letteste bog at have med at gøre. Og som i bedste fald vil forvirre læseren.
Og det er der folk, der har gjort.

Svaret er: Fordi jeg mener, at "Indgange", på trods af sine særheder, er en god bog. Mærkelig, javel. Endda svær og utilgængelig, absolut. Men stadigvæk en god bog.

"Indgange" er ikke en genistreg overhovedet, men den er så usædvanlig, at jeg synes det ville være en skam, hvis den skulle forsvinde ned i en skuffe, og så ophøre med at eksistere, når jeg er væk om hundrede år.
Derfor udgiver jeg "Indgange".

"Indgange" udkommer 10. juni. Se mere på clauswillumsen.dk





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post46

Naturkoder (III) : Sekventering

LyrikPosted by clauswillumsendk Tue, April 18, 2017 14:36:14
aatgcaagatataacaagatacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcaca
atgacagatataacaagatacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcacaa
gtgagacaacagttagacccatagatacccagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgac
cagcaccaag
actggcagatataacaagatacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcaca
tgtggacaacagttagacccatagatac tænkende
ccbagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatga
dgcaggatataacaagatacccatagabttggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcacac
gtgacagacagttagacccatagatacccagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgaccagcaccaagat
tgcagatgggataacaagatacccatagattggaaatacccca maskiner aaaatgggggaccacatagatagatagt
gtgacaacaggttagacccatagataccca

gataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgac
cagcaccaagat
gcagatataacggggaagatacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcaca
gtgacaacagttagagcccatagatacccagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgaccagcaccaagat
gc sætter agatataacaagatggggacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtag
gtgacaacagttagacccataggatacccagataacgctccgacagatcgatagac
ggatgctagatgaccagcaccaagat
gcagatataacaagatacccatggggaga mig ttggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagata
gtgacaacagttagacccatagataccgcagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgac sammen ca
gcagatataacaagatacccatagattggggggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcaca
gtgacaacagtt danner agacccatagatacccagatgaacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgaccagg
konstellationer ggaccacatagatagagtagcatagtaccaggattagacatgacagataacagggttatacactav
gcagatataacaagatacccatagattggaaataccccag

gggaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcaca
gtgacaacagttagacccatagatacccagataac gctccgacaggggatcgatagacggatgctagatgaccagcac
atgcagatataacaagatacccatagattggaaataccccaaaaatggggga
ccacatagatagatagtgtc
ny gtattagtgacaacagttagacccatagatacccagataacgctccgacagatcgataga
cggatgctagatgaccagcacca

acccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcacagta
atgcagatataacaagatacccatagattggaaataccccaaaaatgggggaccacatagatagatagtagatagcacaaat
gtgtagacaacagttagacccatagatacccagataacgctccgacagatcgatagacggatgctagatgaccagcaccaag

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post45

EKSPANSION

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Fri, April 14, 2017 14:20:54

”Har du tabt kortet!?”

Han stirrer på mig. Jeg nikker og siger:

”Kortet er simpelthen forsvundet. Jeg aner ikke hvordan … Jeg lagde det i lommen, og jeg knappede den lomme, det ved jeg!”

”Så må vi håbe, at det hele ikke gror til … For så får vi problemer.”

Haram ser på mig. Er han sur eller bare opgivende?

”Måske kunne jeg gå tilbage og se, om jeg ikke støder på den. Det er trods alt kun et par timer.”

”De timer har vi ikke.”, siger han og begynder at hakke sig vej igennem det uigennemtrængelige grønne, som i begyndelsen lignede små buske, men som nu nærmest rejser sig som en mur foran os.

”De andre er på vej, og de har med garanti ikke smidt deres kort væk.”

De Andre, denne pludselige afstand mellem os rammer mig som en kuldegysning. Det betyder, at der er et os og dem. Før var vi fem medlemmer af ekspeditionen, og nu er vi … to? Forudsat at det er os, som er ekspeditionen nu. Måske tænker De Andre det samme? Jeg ser på Haram, der bander og sveder og svinger macheten.

”Haram, hvem er ekspeditionen egentlig nu? Os eller De Andre?”

Han standser brat op, så jeg støder ind i ham.

”Hør nu her! Det er mig, der leder denne ekspedition, så derfor er VI ekspeditionen.”

Han har vendt sig om mod mig, så jeg kan se sveden dryppe fra ham. Hans sorte hår er klasket sammen, hans grå øjne lyser af vrede.

”Det er ikke os, som har valgt at gå solo og tage æren selv. Det er Sykes og hans slæng! Vi er så tæt på, og så forsvinder den tynde fernis af civilisation og altruistisk videnskab? Jeg …”

Han ryster på hovedet, vender sig mod den grønne mur og hugger løs.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad der er, som er sket med ekspeditionen, som de første tre dage havde det fælles fodslag, der skal til for at løse den opgave, vi har fået. Det var vist først, da vi nåede frem til udkanten af junglen, at noget forandrede sig mellem Sykes og Haram. Eller måske var det på den fjerde dag? Da vi gjorde holdt ved floden? Jeg er ikke helt sikker.

Det jeg ved med sikkerhed er, at om morgenen, på den femte dag, var de tre andre forsvundet. De havde taget deres oppakning og var gået deres vej. De havde ikke efterladt noget brev. Hverken Haram eller jeg hørte dem gå, men jeg sov også som en sten. Da Haram pakkede sin rygsæk, bandede han højlydt, og jeg spurgte ham, hvad der var sket.

”Sykes og jeg havde en diskussion om, hvem der skal lede os det sidste stykke. Jeg holdt på, at jeg som leder selvfølgelig leder hele vejen. Det var Sykes ikke enig i.”

”Hvad så nu?”, spurgte jeg og så i den retning, Sykes og de andre måtte være forsvundet i.

”Du er ekspeditionens kortbærer. Find en hurtigere vej, med eller uden kort!”

Haram bander, mens han stirrer på macheten, som sidder fast i den tykke gren. Macheten er ikke til at rokke.

”Hvor lang tid endnu, kortbærer?”, snerrer han hæst og stirrer opgivende på mig. Jeg trækker på skuldrene, tøver.

”Hvis jeg ikke husker helt forkert, er vi stik øst for målet, men præcist hvor langt fra ved jeg ikke. Mit bedste skud er tre kilometer, forudsat at vi ikke er gået i ring.”

”Så du aner det praktisk taget ikke.”

Haram sukker og ryster på hovedet.

”Kun en kvinde smider kortet væk på den måde.”

Jeg skal til at sige, at det ganske simpelthen ikke passer, da vi hører stemmer omme fra den anden side af den grønne mur.

”… illusion. Det er en illusion, det perfekte. Det handler om illusionen om det perfekte.”

Vi kan høre Sykes’ stemme. Jeg kan se hans ansigt for mig, som han står der og har taget den belærende stemme på.

”Måske har vi at gøre med en form for omvendt entropi?”

Det er Jones, der stiller spørgsmålet. Jones, den lidt mutte geolog med det store smil og det grå hår.

Omvendt entropi? Jeg løfter et øjenbryn og ser på Haram, der ryster på hovedet og beder mig om at være stille. Han sætter fingeren på sine læber og tysser, som var jeg et barn.

”Omvendt entropi?”, vrænger Sykes. ”Sikke noget vrøvl.”

Vi kan høre ham sukke. Jones siger intet, venter på at få at vide, hvad han skal gøre. Jeg ser hen på Haram, der stirrer ud i luften, mens han lytter koncentreret.

”Nu har vi gået rundt i tre dage, og du fabler om ’omvendt entropi’? Karl er væk, vi er fanget i en labyrint. Vores data forsvinder, og du fabler om entropi?”

Der lyder et klask, derefter et overrasket udbrud: ”Nu holder du din kæft, Jones, mens jeg finder en vej ud herfra.”

Tre dage? Hvad taler han om? Der er allerhøjst gået 8 timer, siden de tre forlod os i morges. Jeg hiver i Haram, der stirrer ind i den grønne væg. Han ryster min hånd væk og råber så højt, at jeg farer sammen.

”Sykes! Jones? Hvad fanden foretager I jer?”

Han løfter hovedet, ser op, som om han prøver på at se over den tre meter høje mur af blade, stængler og grene.

”Sykes! Tal til mig! Det er stadig mig, der leder denne ekspedition!”

Der bliver helt stille omme på den anden side. Det eneste, man kan høre, er brisen i træerne og i ny og næ et skræp fra en fugl.

”Haram?”

Det er Jones, der svarer efter et halvt minut.

”Det var sgu på tide. Hvor blev I af?”

Vi hører et dunk, et skrig, så endnu et dunk. Og et til. Og så stilhed.


”Sykes!”, råber Haram, mens han hiver og flår i macheten og skæver til mig. ”Hvad sker der?”
Jeg ryster på hovedet, aner ikke, hvad jeg skal sige. Har Sykes lige slået Jones i jorden? Og hvad er der sket med Karl? Jeg går væk fra Haram, ser til venstre og til højre. Den grønne væg er uigennemtrængelig. Jeg gør tegn til Haram og går en tres meter til venstre. Der er ingen vej ind. Jeg er ikke overrasket. Jeg lunter tilbage til Haram, som står og råber på Sykes. Men der er stille omme på den anden side.

Mørket er ved at falde på. Haram ryster på hovedet igen.

”Vi har en lille time, før det er bælgravende mørkt. Vi følger væggen til højre og ser, om vi kan finde et hul. Hvis det mislykkes, slår vi lejr … hvad fanden er det, der foregår? Har du et bud, kortbærer? Dit bud er lige så godt som mit.”

Jeg stirrer ind mod muren, hvor Sykes og Jones for lidt siden stod og diskuterede få meter fra os. Nu er der kun stilhed.

”Hvordan kan de have været derinde i tre dage? Hvis det er rigtigt, hvad Sykes sagde…”

”De må have spist et eller andet. Mærkelige svampe eller noget”, afbryder Haram og smiler skævt og bliver så med ét alvorlig igen.

”Hvad skete der derinde lige før? Har Sykes lige slået Jones bevidstløs? Eller det, der er værre?”

”Jeg ved det ikke. Men der er et eller andet helt galt. Hvad er det for nogle data, Sykes talte om? Data forsvinder ikke bare ud i det blå”.

”Du er eksperten på dét område … Lad os komme afsted og finde ud af, hvad der sker på den anden side af det satans krat”. Haram forsøger en sidste gang at få macheten fri, men opgiver, så vi må se, om vi kan finde et hul på et eller andet tidspunkt.

Vi har gået i tre dage nu. Og vi har ikke fundet en vej ind. Denne grønne mur er som et levende væsen; jo mere vi går, desto mere virker det, som om muren vokser, bliver tættere. Jeg har tænkt på, om det ligefrem kunne være muligt, at den vokser, jo mere vi forsøger at trænge ind bag den.

Haram er stille, mut og skuler ondt til muren. Vi taler ikke sammen mere, vi går bare. Vi burde vende hjem og melde tilbage til D´Herrer, der betaler for ekspeditionen, at vi intet fandt, men jeg har ingen lyst til at fortsætte alene. Og jeg er næsten helt sikker på, at vi er faret vild. Jeg retter mig selv: Vi er faret vild.
Efter den første nats vandring fortalte jeg Haram, at jeg ikke kunne navigere efter de få stjerner, jeg kunne se.

”Hvad mener du?”, spørger han og ser træt på mig. ”Er de da forsvundet? Ligesom Sykes, Jones og Karl?”

Vi har kaldt på dem hele natten, råbt os hæse. Men har intet hørt fra dem, eller fra Sykes skulle man måske sige? Jeg er i hvert fald sikker på, at Sykes har slået Jones ihjel, og mon ikke Karl har lidt samme skæbne?

”Jeg kan simpelthen ikke genkende konstellationerne. Det er, som om de har skiftet plads … eller måske er de helt anderledes? Jeg ved det ikke.”

”Så du aner ikke, hvor vi er? Du er ligeså uduelig som de andre.”

Han ser på mig, ryster på hovedet.

”Nå, men så kan du bare følge efter mig … Vi følger muren til den bitre ende.”

Haram har intet sagt de sidste to dage. Jeg har overvejet at forsøge at stikke af, men han har bundet mine arme om på ryggen med et reb (hvor har han fået den fra?) og smidt en løkke om min hals, som han hiver i, hvis jeg ikke følger med ham. Vi er begge trætte efter fem (eller er det otte?) dages vandring langs den grønne mur, men Haram vil ikke vende om nu.

Jeg er ikke længere sikker på, hvornår jeg vågnede op og fandt ud af, at jeg ikke kunne bevæge mine arme, og at jeg er blevet lænket som en hund. Jeg har spurgt ham, hvad det er, han vil opnå, men han svarer ikke. Han hiver bare i snoren og skuler ind i træernes grene og lianer, der filtrer og snor sammen og holder os ude.

Vi er ved at løbe tør for mad. Vanddunkene fylder Haram op, når vi støder på de små vandløb, som pludseligt ud af det blå dukker op, når vi har mest brug for det. Men ellers går vi bare. Vi valgte at gå til højre og følge muren, og det har vi gjort siden. Hvert øjeblik håber jeg på at se en ende på det grønne inde til venstre, men det fortsætter i det uendelige. Jeg er træt. Og jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at se mennesker mere. Det sidste, jeg kommer til at se, er Harams mutte ansigt, de udslukte øjne, hans vanvittige grimasse, mens han skuler på den grønne mur. Ærgrer det mig, at jeg ikke kommer til at kende sandheden? Om Sykes, Karl og Jones?

Ikke spor, jeg vil bare sove.

I nat vågnede jeg og så, at der var et hul i den grønne mur. Det var, som om nogen havde skåret en dør ind til en anden verden. Jeg lå og stirrede på den, overvejede at rejse mig op og gå derind. Men jeg var for træt til at vække Haram. Desuden vil jeg gerne holde for mig selv, hvordan det ser ud på den anden side.

Jeg tror, jeg hørte Sykes le hjerteligt. Og Karl. Og Jones.

Før jeg sov videre.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post44
« PreviousNext »