clauswillumsen.dk

DonationSkønlitteratur

Posted by clauswillumsendk Tue, September 19, 2017 09:45:18

Den 18 september donerede en glad forfatter 10 eksemplarer af sin roman Science Fiction til Læs for Livet på Hillerød Bibliotek.
Blog imageHermed giver han udsatte unge mulighed for at læse en grum roman om forsvundne rumskibe, aliens og makkerparret Gecko & Munch.

Hør prologen til Science Fiction



Læs de første 7 sider af INDGANGE Skønlitteratur

Posted by clauswillumsendk Tue, September 05, 2017 10:43:47

Er det dig?
Dig, som bragte mig livet? Dig, som bragte mig duften fra haven med æbletræerne Æblerne, disse æbler. Duften af æbler, udspændte af saft. Når jeg bider i dem, kan jeg mærke saften eksplodere i min mundhule. Når mine tænder gennembryder den grønne hinde, kan jeg smage det syrlige kød som en eksplosion af gyldne pile, der gennemborer mig. Dér står du og smiler til mig, med hånden på hoften, ved siden af træet. Lyset falder som skakter ned mellem grene, der er krogede, lidt uhyggelige, men kun om natten, når de som butohdanserne vrider sig og danner konstellationer og formationer, som bjergtager mig. Du står blandt æbler, der er slået til jorden. Når jeg bider i æbler, smiler du til mig.

Er det dig, der står ved min seng? Dig med den ene hånd på sengegærdet og den anden på min hånd? Jeg mærker varmen fra din ru hånd. De er stærke disse hænder. Dine hænder er stærke. De er som okser, der trækker ploven hen over papiret. Som pennen, der skriver, furer i det hvide. Overfladen, den fint raspede overflade, som du presser spidsen ned i. Hvide støvskyer blandes med grå tåge, mens streger pløjes i papiret. Det er dine hænder, der skaber verden. Dine hænder skaber veje, indhegner marker, ridser stier i bjergene. Fra min siddeplads ved vinduet kan jeg se toppen af bjergene. Gråt i hvidt.

Du står ved siden af mig, ser på mig. Smiler du? Jeg kan ane et smil på dine læber. Jeg husker disse læber mod min kind. Om aftenen, når jeg skal sove, kommer du ind til mig. Mørket har jaget det blå ud, indsat skygger og tegninger på væggen. Igennem vinduets revne kan jeg høre vinden. Den pusler med bladene på træerne, hvisker. Du læner dig ind over mig, en kæmpe. Din skjorte knitrer som gløder. Duften fra dig flyder ind i mine næsebor.

Den skarpe, salte smag fra havet skyller igennem min krop. Dine kinder er bark. Din skygge slås op på væggen, blandes med bladenes åndedræt. Og nu, dine fingre mod min hud, mod min kind. Ansigtet, der kommer nærmere. Duften af hav, knitrende som gløder. Der tændes et bål. Dine læber, der sættes på min mund. Jeg elsker denne blanding af varme og vindens kølige strejftog i disse minutter. Disse minutter, der indhegner min hud. Gløder, der hvisker i den lette brise. Natten, der folder sig ud, ind i nattens bjerge, hvor kun toppen er synlig i den bløde hvidhed. Nu. I dette sekund står du ved min side.

Solen forsvinder bag grå skyer.
Herfra kan jeg se strålerne mellem persiennerne forsvinde. De bliver trukket tilbage, trukket op på nattens spole. Herfra. Jeg er i tvivl om, hvor ”herfra” præcist er. Ikke det ”herfra”, jeg kan mærke under min bristefærdige krop. Men det ”herfra”, nuet, hvori jeg kan se solen spole tiden fremad. Jeg går fremad, to skridt tilbage, hopper, mærker asfalten suge mig ind, ned i varmen. Luften tung. Luftens tang. Strand pakkes ud som en gave. Sandet i en evig strøm. Fødder sætter det i bevægelse, suger korn for korn op i en malstrøm af energi. Mens jeg løber, hvirvles sand op i luften. Mine fødder sætter gang i en kædereaktion: Sandkorn forrykkes, skifter plads, opsluges af dovne bølger, der sniger sig ind på dem, lokker dem ud i havets favn. Som én organisme smelter vi sammen. Sandkorn. Solen. Det salte vand. Bølgernes mystiske rullen.

De siger, at jeg skal spise. Men jeg tygger kun på det. Tygger det, så det bliver til en klæbrig masse, der vokser inde i min mund. Massen suger min munds væde til sig. Jeg gemmer den i min kind. Som en hamster. Dér ligger den. En lille tot hår. Ånder ind. Ånder ud. Når jeg tager om dens lille krop, kan jeg mærke hjertet slå, hurtigt. Den piber lidt. Jeg tager den op til mit ansigt, snuser ind. Den lugter af gammelt støv gemt væk i et gulvtæppes folder. Jeg sætter den tilbage i buret. Ser på den, mens den spiser af maden. Ser den lille mund gumle på mælkebøtten. Det gule og det grønne forsvinder.

Når mørket knuser mig, kan jeg se dine øjne. De grå sten med indlejrede stykker af grønt. Som sten, jeg kan samle op i den lille, røde kurv. Kurven er flettet, har en lille hank i hver ende. Der kan ligge cirka tyve sten i den, hvis de har den rigtige størrelse. De rasler, når jeg går. Øjnene rasler, når jeg vender mig om og stirrer ind i væggen. Dine øjne, grønt i gråt, disse øjne, der kaster blikke efter mig. Jeg mærker dig på min hud. Den særlige tindren på mine arme, når mine hår rejser sig. Denne specielle følelse af varme og kulde, to fronter, der mødes og udveksler molekyler. Jeg drømmer om røde fletkurve.

Lydene er biller, der kravler i panelerne om natten. De pusler, mens hvidheden lyder som et tændt tv. Du tændte for tv’et, når du kom hjem. Dine spinkle hænder trykker på knapper og justerer lyden. Den hvidhed, der går i ét med dine ærmer. Parfumen, der æder sig ind i min næse, udvider værelset, trænger duften af mad i baggrunden. Parfumen, der krænger min sjæl ud, sender mit legeme ud på en rejse til steder, som jeg håber at se, når jeg bliver voksen. Nu er du en kvinde. Hvornår er dette skift sket? Hvornår er den ene hændelse stille gledet over i den anden? Hvornår er det ene blevet til det andet? Vægten af to verdener, der sømløst overlapper hinanden. Jeg kan smage på forandringen. Smagen af skuffelse, når det ene bliver til det andet, uden at man ved hvorfor. Det er som at se et stearinlys smelte i solen. Som at se dukker, der flyder og lidt efter lidt går til bunds med et lydløst skrig. Det er som at se voksdukker smelte i solen, mens horisonten pulserer som en membran. Der er et eller andet stort, der vil ud, der vil fødes på ny.

Min hud summer, som om der kravler titusinde myrer på den. Under denne myldren er der intet. Der er intet hjerteslag, ingen puls, ingen små mirakler i form af celler, der deler sig. Kun denne stille kriblen, denne travlheds skærende symfoni. Jeg elsker at se dig stå og lade dine fagter skabe en musik, der begynder som en hvisken og udvider sig i takt med, at minutterne skrider frem, bobler op som sæbebobler. Dine bevægelser, der på skærmen er mine. Jeg kan lukke øjnene og se det hele udspille sig.

Vi løber ned igennem stisystemets labyrint. Jeg løber efter dig, mens vi hyler som ulve. Månens magnet trækker os til sig med en stille, hvislende lyd. Som når dækket på en cykel slipper sin luft ud, gispende og stødvist. Som strofer, der trækkes i langdrag og stoppes for at blive genoptaget med fornyet styrke. Månens segl skyller ud over os, når vi løber som ulve på træk. Natten er en labyrint af spor, der sættes, når vores fodsåler slår mod gruset, der sprutter som kogende olie. Vi sætter spor på månen, planter et flag, der foldes ud som en blomst. Kronblade åbnes som læber, der skilles for at modtage sin belønning. Skyerne, der sejler hen over himlen. Skyerne, der sejles hen over himlene. Skyerne, som trækker hen over horisontens lærred. Horisonten, der strækkes ud som et lærred, der spiles ud som et sejl.

Denne vuggen.
Denne vuggen, skibets motorer, der sejler os herop, skærer i mine ører. Du tager min hånd, trækker mig indenfor. Ind i den hårde plasticskal, i maven på dette monstrum. Denne store hval, som kløver sig igennem skumtoppe. Indenfor er der en ro så hård som den hvide plastic på væggene. Da vi går ind i restauranten, madens duft, hviskende samtaler, blikke, der stjæler vores kærlighed, mærker jeg denne verden. Denne verden, som griber ud efter os. Denne verden, som forsøger at trænge os op i en krog. Jeg ser tydeligt det røde jordbær i din hånd. Du bider om jordbærret, dine fingre mod dine læber. Mens du spiser, ser jeg på dig.

Jeg er ukendt. Ser bygninger vride sig. De ser efter mig, når vi passerer dem. Jeg kan mærke deres tyngde på mine skuldre. Din arm om mit liv holder mig på plads i denne flimrende dis. Et fatamorgana, der spejler os i os selv, lader morgenen falde som støv. Jeg sætter en fod foran den anden, bevæger mig i ryk. Billeder uden rammer. Alle sanser åbne. Mine fødder summer som bikuber, jeg mærker brosten sætte sig. Hunde sidder og stirrer med tungen hængende ud af munden. Deres rødlige tunger bevæger sig som dryppende kødstykker. Hunde er stykker af kød med pels. Du havde en hund som barn, siger du. En lille, brun hund, med pels. De ru hår føles som ståluld. De brune øjne ser tomt på dig. Du klapper hunden på hovedet, klør den bag øret. Den røde tunge slikker dig på hånden, som du trækker til dig i en pludselig bevægelse, der skræmmer hunden. Mens den løber sin vej med halen mellem bagbenene, lugter du til spyttet, som tungen har efterladt på din hånd. Du lader din tunge køre hen over din hånd, og du smager på smagen af smagen. Du lugter til dit spyt, der blandes med hundens.

Ude i haven er alt begravet i sne. Dette hvide, duftløse pulver er i løbet af natten dalet ned som engle og skærer i øjnene. Engleknive, hvæssede, ophøjet smerte. Tanken om, ligesom en astronaut, at sætte de første fodspor i dette jomfruelige landskab gør mig glad. Du lister dig ud i haven, uden sko. På jagt efter det bløde, det ensomme møde med stilheden. Men en skikkelse, sort og kæmpestor, rejser sig langsomt. Op af det hvide hæver dette monster sig. Sneen falder fra den i kaskader, mens øjne stirrer på dig, sort i hvidt i hvidt. Og nu løber hunden hen imod dig. Den rejser sig, stirrer på dig, ryster sneen af sig i kaskader, mens øjnene stirrer på dig. På dig. Den stirrer på dig, mens den ryster sig. Og nu løber den hen imod dig. Du står med dine bare fødder og venter, mens den løber hen mod dig. Tungen, der rødligt danser. Tænder, der stråler hvidt i det sorte. Du er ikke bange. Lyden af poterne, der sættes i den nye sne, gør dig ikke bange.

Det er to kontinenter, der braser ind i hinanden. Et overlap. To kontinenter, der forskyder sig i tid og rum. En scene. Tæppet, der i et ryk trækkes fra. Du står nøgen og alene på en scene, med en spotlight rettet mod den nøgne krop. Din nøgne krop, der er som hvid marmor, frosset fast i tiden. Det er en korridor, der åbnes mellem to forskellige tider, en fortid og en fremtid, der forenes i et skrig. Det hvide i det sorte forenes i et langtrukket hyl. Du genkender den figur, der står i lyset, formet efter et billede, taget i en tid, hvor du er fastfrosset i en genkendelig verden. Og nu brager verdenerne ind i hinanden. Du splintrer som glas, nøgen. Alene.

Flugten er slut. Vi sidder på en bænk. Duerne danser, knejser, letter. Tunge af løfter trækker de tynde tråde i dagen, forbinder punkter. De letter, søjler i bevægelse. Trådene trækkes med en lethed, der får azurhimlen til at vibrere. Du trykker din hånd mod min kind, lader dine fingre hvile. Dine fingre, disse instrumenter, der former vores fælles hukommelse. Fingre, der er fulde af lyst, fulde af muligheder. De ånder mod min kind. På buskene vokser små, hvide blærer fulde af saft. Jeg vil drikke din saft, slikke din saft af mine læber, mens dine fingre kratter hul. Jeg ser på dig, mens dine fingre danser.

Jeg husker. Lige nu husker jeg det snedækkede fjeld, den iskolde luft, den blå himmel. Sneen under mine fødder, der knirker. Stilheden. Dampen, der stiger op fra vores varme kroppe. Chokoladen, der smelter i min mund, mens vi går med sammenfiltrede hænder. Jeg husker lydene, der dæmpes af sneen, mens vi ser på træerne, der rækker deres krogede arme ud, deres hænder, der berører os, når vi lister forbi dem. Jeg husker synet af hytten, af halvtaget over stablerne af brænde, døre, der åbnes, varmen fra pejsen, duften af den ophedede luft, der flimrer, da vi træder ind.


INDGANGE kommer som lydbog i oktober 2017.
Se mere her







Uden TitelLyrik

Posted by clauswillumsendk Thu, August 31, 2017 10:46:43

Jeg ville gerne sætte
ord på de tanker der
kravler rundt som en
parasit i mit blod men

det vil være dyret i
mig denne lille fyr
den ubudne gæst i
mit blod som vil tale

og det vil sikkert ikke
gå som jeg vil da jeg
ikke er en god vært i
dette øjeblik vil jeg

hellere lade som om
jeg er virkeligt og i
allerhøjeste grad
interesseret i mine
negle der er lange

mine negle som jeg
vil bære ind i dit kød
for ikke at lade ord
som ikke er mine

undslippe sammen
med mine parasitter
ja du hørte rigtigt nu
er der flere gæster og

de vil alle sammen nå
frem til mit kognitive
nervecenter for at få
afleveret de beskeder

som får mit blod til at
koge måske kan jeg
koge mine ord ind og
sælge dig dem et for et

eller måske endda bogstav
for bogstav bare for at se
om du vil købe min sjæl
vil du købe min parasit?



Ugens Citat - Uge 35Kommentar

Posted by clauswillumsendk Mon, August 28, 2017 10:44:05

»Det kan være svært at være 'fremmed' i begge lejre«

Dette citat er om:

1) at være flygtning i Danmark
2) at have flere politiske embeder
3) at at være forfatter og anmelder

Se svaret Her

Igennem muren?Kommentar

Posted by clauswillumsendk Mon, August 21, 2017 12:22:13

Hvordan slipper du igennem nåleøjet?

Ofte er det umuligt at bryde igennem den mur af tavshed, der stovt og knejsende står imellem din bog og en form for offentlighed.
Når din bog er udkommet, begynder den lange seje kamp for at få øjenlyd.
Og den kamp er en kamp mod vindmøller, hvis du ikke har udgivet den "rigtige" bog, eller har den der underlige X-faktor, der kommer med udgivelsen af en bog, der "bryder" igennem læsemuren.
Kan du slippe igennem det nåleøje? Sikkert ikke.
Blog imageGør dit arbejde og kryds fingre

Hvis du udgiver en bog, er det rigtige arbejde ikke at få den ud. Det er markedsføringen af den.
Men hvis du gør dit arbejde ordenligt, gør de ting, der skal gøres, kan du med god samvittighed se dig selv i øjnene og sige: "Nu har jeg gjort mit"!
Og så må du bare se, hvor langt det kan bære.

Jeg har sendt min nye roman "Indgange" til anmeldelse hos aviser, og der skal også sendes nogle eksemplarer til et par blogs. Herudover skal der laves lidt foredrag, der skal sendes ud til de biblioteker, som har købt bogen. Så kan jeg vist ikke gøre mere der.
Blog imageOg så skal der lige arbejdes liidt mere!

Men det stopper ikke her.
Selvom du har gjort det, "du skal gøre", er det sikkert ikke nok. For man kan jo altid gøre lidt mere, ikke sandt?

De sociale medier skal bearbejdes, og det er også op ad bakke. Det er alles kamp mod alle. Det ældgamle begreb "solidaritet" eksisterer ikke. Du skal give for at kunne modtage, intet er "gratis". Naivitet er No Go.
Kamppladsen er en markedsplads, hvor den stærkeste vinder: Det er en kapitalens naturtilstand, hvor den svage tilintetgøres i stilhed, og så er den potte ude.
Blog imageEn ulige kamp om opmærksomhed

Godt.
Din bog er ude, den sælger godt. Men der er stadig denne mur af stilhed. Der kommer ingen invitationer til oplæsninger, ingen giver dig et klap på skulderen. Du sidder bare med den gode bog, som du har skrevet.
Og intet sker.

Det er der en god grund til. Der er større fisk derude. Mere interessante fisk, store fisk, der løber med opmærksomheden. Og det behøver ikke at være populære fisk, blot mere interessante fisk: Fisk, der svømmer i de rigtige farvande.
Blog imageIn The Loop

Det handler om netværk, stupid.
Hvis du ikke kender nogen, der kender nogen, er du lost.
Du kan gøre alt det, som jeg har skrevet om overstående, og du kan gøre det godt. Det hjælper bare ikke noget, hvis du ikke er In The Loop.

Hvis du ikke kender de "rigtige" personer, kommer du simpelthen ingen vegne. Fred være med, at du "er kendt" - "Kendte" kan vi fodre svin med. Kendthed batter kun, hvis du kender dem, der kan gøre dig (endnu) mere kendt.
Dette gælder ikke kun indenfor tv- og musikbranchen: dette gælder i højeste grad også for forfatterbranchen (forfattere kan vi også fodre svin medsmiley).
Blog imageBrug dine kræfter på at skrive

Jeg har fået udgivet bøger i snart 10 år. Og er der én ting, jeg har lært er det:
Skriv bøger, udgiv dem, gør hvad du kan for at udbrede dine tekster. Og skriv så videre.

Du kan ikke komme igennem nåleøjet, hvis du ikke bliver anmeldt i de store aviser. Og du kan heller ikke forlade dig på, at du kan få hjælp fra andre. Gør det, du kan lide: Skriv til bukserne revner.
Og drop så alt det der "ekstra". Brug ikke din tid på at overdænge de "sociale medier" med info om din nye bog. Gør kun det nødvendige. Spild ikke din dyrebare til på "bryde igennem". For der er altid lige den der forfatter/-inde, der kender den, der arrangerer det arrangement, hvor alle dem "In The Loop" er.
Blog imageEt sidste råd ... før jeg skriver videre

Så mit råd er: Skriv, sælg det, du kan. Lad være med at håbe på at komme igennem nåleøjet. Du kan ikke bryde muren ned. Brug hellere muren til at sidde bag: Og skriv!
Og lad dig fornøje over de læsere som rent faktisk bryder sig om dit værk.
Det er det vigtige. Ikke dem, der kunne have været.
Drop det nådeøje, ignorér muren.

Jeg opfinder det nyeLyrik

Posted by clauswillumsendk Thu, August 17, 2017 10:44:17

1:
Jeg tror at
jeg vil opfinde
det nye ord
der omdefinerer
Alt på en gang:

Måske bytter jeg
om på venstre og højre
sætter det sammen
inde på
midten

sådan her:
Højstre.

2:
For alt er det samme
Alt Er Det Samme.

Alt-Right er jo bare
Alt-Left og hvor befinder
Alt-Delete sig så henne?

3:
Jeg tror at
jeg vil opfinde
det nye ord
der omdefinerer
alt på en gang:

Jeg mener:
Hvorfor kere sig om
detaljen?

CONTROL/ALT/DELETE er The New Shit!


Mere bog på Biblio?Kommentar

Posted by clauswillumsendk Tue, August 08, 2017 11:46:39

”Efter nogle årtier, hvor musik, film og litteratur var nærmest ligestillede, er der de seneste år kommet mere fokus på litteraturen og læsningen igen. Blandt andet fordi vi orienterer os mere mod folkeskolen og fokuserer på læsning som en vej til viden og uddannelse”.
Henrik Jochumsen, Det Informationsvidenskabelige Akademi

Blog imageMere fokus på litteraturen?
Ja, det er gode nyheder. Efter flere års fokus på nye medier er bøtten tilsyneladende ved at vende.

Eller det vil sige: Der er måske nok mere fokus på litteraturen. Men hvilken litteratur?
Der bliver måske købt flere genreromaner, flere bestsellere, flere eksemplarer af de populære forfattere.

Men desværre afspejler det sig ikke meget i den smalle litteratur; lyrikken, de "underlige" bøger, den eksperimenterende roman eller novelle. Dér bliver der ikke brugt mange penge. Hvis man er heldig sælger man en 15-20 stykker af en digtsamling, og måske det samme antal af en roman, som ikke er en krimi eller en fantasy-roman.

Selvfølgelig er der smalle bøger, der bliver købt ind i større antal (måske 40.50 stk.), men det er ikke tit, at en smal bog kommer op på samme antal som en spændingsroman.
Og det er der måske heller ikke noget i vejen med, når man tænker på udbud og efterspørgsel.

Mere fokus på den samme litteratur

Min påstand, og det vil glæde mig, hvis den lan tilbagevises, er:
Der bliver ikke købt mere ind af lyrik, eksperimenterede eller "underlig" litteratur. Der bliver brugt flere penge på det kendte, det populære, på bestsellere.

"Mere fokus" er i denne sammenhæng mere af det samme.
Selvfølgelig skal bibliotekerne fokusere på, hvad lånerne vil have. Men at købe 10 eksemplarer (eller mere) af den nye krimi med (sæt selv navn ind) er ikke "mere fokus".
Det er ensretning.

Hvis bibliotekerne bare skal være centraler for distribution af de bøger, der hitter på bestsellerlisterne, så bør man vel lave ordlyden om i Biblioteksloven? Man kunne for eksempel stryge ordet "Alsidighed" (§2).
Blog imageAlsidighed og formidling

Hvis bibliotekerne skal følge logikken om efterspørgsel, dette store dejlige dyr i åbenbaringen, kan vi godt skyde en hvid pind efter Alsidigheden, og nogen vil sikkert også sige efter Kvaliteten (så langt vil jeg dog ikke gå). For når man satser ensidigt på det populære i materialevalget er der ikke plads til det smalle.
Og så er der nul alsidighed.

Jeg ved, at jeg sætter tingene på spidsen, forsøger at drive min pointe hjem. Men jeg kan se, at bibliotekerne bliver sværere at skelne fra hinanden, både udvendigt og indvendigt. De nye biblioteksbygninger er skåret over samme læst, indmaden ligeså.
Og så er der min kæphest: Formidlingen (Jeg har selv skrevet en rapport om det, den står på IVU stadigvæk, tror jeg).

Det ligner mere og mere et stakkeudsalg i en boghandel end ildsjæles formidling af spændende litteratur. Og det er såmænd ikke bibliotekarens skyld. De knokler løs, og der er ikke tid nok.
Det er nemmere at stakke en bunke med det populære, når der ikke er tid til fordybelsen på arbejdspladsen.
Men det er en helt anden historie.

Mere bog på Biblio?

Ja, det kan da godt være. Men det øger ikke nødvendigvis diversiteten. Hvis man bruger pengene på det, der sælger, og forsømmer f.eks. lyrikken, skaber man bare litterær ensretning, ikke alsidighed.

Og hvis man rent faktisk køber smal litteratur, men bare forsvinder det ind på hylden efter en uge, er vi stadig ikke kommet videre. Så bliver indkøb af smal litteratur - et eksemplar i ny og næ - bare en undskyldning for alsidigheden.
Og så er det ligegyldigt med mere bog på Biblio.

HOW TO CAPTURE AN ANGELSkønlitteratur

Posted by clauswillumsendk Wed, August 02, 2017 14:16:20

Blog image


Denne dag var ikke som andre dage. Jeg så i en lille by i det nordlige Italien en repræsentation af et digt, udformet som en figur.

Jeg gik min sædvanlige morgentur. Men lige netop denne dag valgte jeg at tage en afstikker til venstre i stedet for til højre. Og så stødte jeg på denne smukke figur: En vansirret engel, arret, uden arme og ansigt. Hvor der før havde været et hoved og arme, var der nu kun huller. Det var, som om en kæmpe havde vredet hårdt i armene og hovedet og så hevet til, måske som når man hiver en prop af en flaske?

Der var ingen plakette, ingen titel, ingen officielle signeringer, som kunne fortælle mig om værket. Der var kun værket i sig selv, som sig selv. Her på toppen af bakken, med udsigt til centrum af den lille by. Jeg gik rundt om Den Vansirrede Engel flere gange, men det eneste, jeg kunne finde, der kunne give et fingerpeg om, hvad der var på færde her, var et ord ridset ind i marmorsoklen. Ordet var Spillo.

Da jeg kom tilbage til mit hotelværelse slog jeg Spillo op i min ordbog. Knappenål betyder det. Bortset fra den åbenlyse forbindelse gjorde det mig ikke meget klogere på, hvem der havde lavet statuen, eller hvad den ”handlede” om eller ”gik ud på”. Så jeg spiste min frokost og sov til middag indtil klokken fire. Derefter skrev jeg et par digte og besluttede mig så for at gå på det lille bibliotek, lidt henne ad gaden, hvor jeg boede. Måske kunne bibliotekaren hjælpe mig videre. Hvem eller hvad var Spillo?

Efter en ti minutters snak på flere sprog og mange fagter smilte bibliotekaren og sagde så på gebrokkent engelsk:

”Statuen hedder ’Sådan Fanger du en Engel’, og den er lavet af Stefano Simonim, en lokal kunstner. Den er oprejst i 1912 til byens 400 års-jubilæum”.

”Og ordet ridset ind i soklen? Spillo?”

”En poem fra en digtsamling af Alestri Sonfani. Digtsamlingen hedder ”Sådan Fanger du en Engel”, ligesom den statue”.

”Har I bogen her? Også selvom den kun er på italiensk?”.

”No, den findes kun i en kopi. På Vatikanets Bibliotek i Rom. Men vi har en afskrift af Spillo. Den må du gerne få en kopi af”. Han gik og kom tilbage fem minutter efter med et stykke papir, som han rakte mig.

Jeg takkede bibliotekaren, trykkede hans hånd og gik ud i den lune eftermiddag.

Dagen efter måtte jeg haste hjem på grund af sygdom i familien. Så jeg må vente med at få opklaret, hvordan det eneste tilbageværende eksemplar af A. Sonfanis digtsamling ser ud. Jeg må prøve at besøge Vatikanets bibliotek næste gang, jeg kommer til Italien.

Til gengæld fandt jeg vist en enkelt reference til ”Sådan Fanger du en Engel”, da jeg for nylig var inde på det Kongelige Bibliotek for at læse i et originalt fragment af H. C. Andersen, som jeg skal bruge til min nye bog. Midt inde i en smøre om Italiens skønhed står der ”… et skønt digt af A. Sonfani!”. Der er ingen titel på digtet eller nogen tekst, men det kan da vist kun være ”min” A. Sonfani?

Det vil tiden vise.