clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Osmannerrigets fald

BoganmeldelsePosted by clauswillumsendk Mon, November 28, 2016 12:00:23
Eugene Rogan
Osmannerrigets fald
(2015, da, 2016)
587 sider.



Osmannerrigets fald af E. Rogan er en rigtig god bog, der - på let og overskuelig vis -fortæller historien om en del af Første verdenskrig, som ofte bliver lidt overset i vrimlen af bøger om vestfronten.

Det, der gjorde Den Store Krig til en verdenskrig, var Osmannerrigets indtræden på Tysk-Østrigsk side. Osmannerriget havde tabt den 1. og 2. Balkankrig, og Rusland gjorde krav på områder i den østlige del af riget (og på havnebyer i Sortehavet). For at sikre sit territorium (og erobre nyt) gik Osmannerriget i offensiven på Centralmagternes side. Den europæiske krig var blevet global: Det kæmpemæssige Osmanniske rige trak hele mellemøsten (og arabien) (og Englands kolonier) ind i en krig, der i begyndelsen var en europæisk foreteelse (undskyld dette meget forsimplede referat).

...

Det er en af bogens styrker, at den, på forholdvis lidt plads, får sat scenen/baggrunden for Osmannerrigets indtræden i Første verdenskrig, og derefter bruger tid på at fortælle om krigens gang på den mellemøstlige scene, både med den brede pensel og i detaljen.

Vi får, som det er kutyme, den enkelte soldats historie og de store krigsscenarier serveret, så de er til at forstå. Vi følger Ungtyrkernes strategier og planlægning, deres bevæggrunde, deres sejre og nederlag, fortalt med overskud og -blik.
Og så fik jeg lige sat det armenske folkmord på plads; det er jo et område, som Tyrkiet ikke er så glade for at blive mindet om. Vi har alle hørt om det, men få ved særligt meget om det.

Herudover får man også lige opfrisket sin Sykes/Picot-aftale og Balfour-deklarationen, og det er altid godt at blive mindet om, at disse aftaler m.m. ikke blev lavet for at undertrykke en bestemt befolkningsgruppe, men var instrumenter i et kompliceret spil om magtbalancer i en krig (det gør ikke aftalen og deklarationen mere spiselig, men forklarer en del).

...

Konklusionen?
Læs bogen og bliv lidt klogere på en del af Første verdenkrig, som vi ikke hører så meget om!

Se iøvrigt The National Archives temaside (engelsk) og The Ottomans (tyrkisk) og spendér et par timer i godt selskab.

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post25

Du har ikke en chance

BoganmeldelsePosted by clauswillumsendk Thu, October 06, 2016 12:49:00
Og så tog han den

Jeg har en bekendelse: Jeg var ikke en rigtig BZ'er! Så er det sagt, trolden er ude af æsken.
Jeg var en sumper, en tilter, en drukpunk, én der ikke tænkte vildt meget på antiimperialistiske paroler. Jeg har vist kun kastet sten én gang; til gengæld kom jeg i Ungdomshuset på Jagtvej. Jeg kunne godt lide at være i Café Morgenstjernen i Sorte Hest, og jeg besøgte MusikMekanisk, Kapow og Baldegade flere gange. Jeg var sågar også i Ryesgade 58 enkelte gange - mit længste besøg varede ni dage.

Men jeg elskede de mennesker, der boede besat, på afstand, med anstand samtidig med, at jeg også en gang imellem undrede mig over, hvordan de kunne være så seje ... For jeg var jo bare en punk, der hang ud på Gammeltorv, der gik til koncerter og til demoer, som i ny og næ udviklede sig til tilt, og jeg syntes, at tjekkerne var ... tjekkede, selvom de også var ... for meget.

Jeg var en punker, der selvfølgelig havde en kæmpe sympati for BZ, men én af dem, det blev jeg aldrig.
Og det betyder heller ikke noget; for BZ favnede bredt, der var plads til alle, og på intet tidspunkt har jeg følt, at jeg ikke var velkommen i fællesskabet ... når jeg bare lod være med at drikke mig alt for fuld og bomme smøger af folk hele tiden.

Så mine minder om BZ er varme, da jeg begynder at læse Peter Øvig Knudsens bog "BZ - Du har ikke en chance - Tag den!".


Stemmerne forstummer

Men, hvad sker der? Hvor er den kakofoni af stemmer, som gav BZ stemme? Hvor er mangfoldigheden, glæden ved at dele erfaringer, historier? Hvor er det myldrende liv, som jeg jo selv oplevede dengang for 30 år siden? Hvor er alle Historierne, om livsglæden, hvor er den røde tråd op igennem 1980'erne, som jeg hørte om, da jeg selv drønede rundt og punkede borgerligheden?

Altså, den røde tråd, den er der; fortællingerne om kampen for et ungdomshus, om kærligheden, om livslysten, de er der. Sammen med tunnelen, sammen med rydningerne, fællesmøderne, festerne, koncerterne, varmen, det hele er der.

Men kun indtil vi når op til tiden omkring besættelsen af Ryesgade-kvarteret i 1986.
Så er det, som om stemmerne dør ud. Og det er en skam: For det, jeg læser, er på mange måder en fortælling om fællesskab, mangfoldighed og engagement. Fra besættelsen af Rutana over Allotria til Kampen om Ryesgade får vi historier fra kampen, fra dagligdagen, om overvejelserne for og imod at bruge vold som forsvar mod politiets rydningsforsøg.
Og så forsvinder de ... stemmerne.

Sorte huller

Og det mener jeg ikke er Peter Øvig Knudsens skyld.
Jeg er ikke tvivl om, at Øvig Knudsen sikkert er en irriterende-insisterende forfatter, der, når han ved, hvad han vil skrive om, undersøger alt. Mennesker bliver kontaktet, udspurgt, interviewet og så kontaktet igen. Og så ringer eller skriver han lige én gang til.

Det er ikke bare noget, jeg griber ud af den blå luft. Jeg har selv bidraget lidt til bogen i form af min roman "Belejringsdage", som Øvig Knudsen citerer fra i kapitlet om De Ni Dage bag barrikaderne, så jeg er blevet ringet op og skrevet til, både før, under og efter, han har brugt citater fra min bog.
Og den måde at arbejde på, kan jeg læse om i "BZ", der er delt op i to spor: Et nutidsspor og et tilbagebliksspor.

Og det er her, de sorte huller opstår, det er her, at stemmerne forstummer.
Peter Øvig Knudsens kilder tørrer ud. Eller de tørrede ud, før han begyndte at skrive bogen. Der er nemlig en del centralt placerede mennesker i BZ, som ikke vil(le) være med. Og det er dét, som det nutidige spor beskriver: Kampen for at få Hele historien med.

Hulubulu, Hvor er I henne?

Det er i dette spor, at "BZ"s styrke ligger (eller svaghed, hvis man tænker i kilder, som flere har gjort).
Det er ikke selve fortællingen om BZ, der gør Øvig Knudsens bog elementært spændende, den har vi hørt før (dog ikke så personligt). Næ, det er fraværet af mere centrale historiefortællere, og kampen for at få dem til at fortælle, som gør BZ til meget mere end bare endnu en bog om BZ's historie.

Det er simpelthen vildt interessant, hvorfor så mange centrale aktører ikke vil have noget med Øvig Knudsens projekt at gøre! Og guderne skal vide, at det er der mange gode grunde til. Det er et personligt valg, som ingen skal blande sig i. Det er selvfølgelig hundrede procent op til den enkelte, hvad han eller hun vil fortælle. Og til hvem.

Og Peter Øvig Knudsen, er der folk, der mener, er ikke den person. Så langt så godt.
Det er selvfølgelig frustrerende for en forfatter, at kilderne ikke vil tale med ham, men det skal ikke ligge forfatteren til last. Så må han bare arbejde med de kilder, han har. Og det gør Peter Øvig Knudsen så. Der bliver talt med gamle uro-betjente, PET-rapporter bliver læst, og det er ganske enkelt godt, at disse gamle "modstandere" får stemmer. Det fortjener de!

Historien er ikke slut

"BZ - Du har ikke en chance - Tag den!" er en rigtig god bog, der fortjener al den opmærksomhed, den har fået (endda før, nogen har læst den). Det er simpelthen spændende læsning. Det er fedt at læse om en tid, og en bevægelse, som jeg har været en del af - selvom jeg ikke var "rigtig" BZ'er :-)
"BZ" er sprudlende, munter, kritisk, (selv)reflekterende, ubehagelig, sort, ligesom BZ selv.

Det er selvfølgelig ikke hele, og kun hele historien, og intet andet end den sande historie, som Peter Øvig Knudsen udruller for os, hvordan skulle det kunne være det?
Det er der vel ingen, der forventer af ham?
Og så er der jo lige det med dem, der ikke kom med enten fordi der ikke var plads, eller fordi, de ikke ville...

For her bliver det rigtigt interessant: Kan en bog være repræsentativ for en hel generation af mennesker, der var så forskellige? Nej, men det hjælper så sandelig heller ikke, at folk ikke vil være med til at perspektivere det hele og brede billedet ud. Det giver jo ikke plads til alle nuancerne, som nogle mennesker efterlyste allerede før bogen udkom.

Og kritikken af mangel på kilder klinger lidt hult, når kilderne selv intet vil have med bogen at gøre. At de ikke vil, det er helt fair, så er det bare ikke dem, der skal anmelde bogen eller blive sure over, hvordan historien skrives.
At nogle folk kan føle sig trådt over tæerne, gået for nær eller ligefrem brugt mod deres vilje, det er nok desværre sådan, det er, når man har været så meget fremme i skoene i en bevægelse som BZ, der i 1980'erne fyldte temmelig meget i medierne.

Dermed ikke være sagt, at Peter Øvig Knudsen ikke kan begå fejl og overskride egne, eller andres, grænser: Det er jeg sikker på, at han selv vil være den første til at erkende (læs hans bog, "Nakkeskuddet").
Min pointe er sådan set bare, at "BZ" er en rigtig god bog - på grund og på trods af ovenstående svada. Og jeg er sikker på, at den nok skal blive læst af mange - og med god grund.

Og mon ikke vi nok skal komme til at høre mere om BZ det næste stykke tid? Det er jeg sikker på ... Se mere på BZ-portalen.

"BZ" får 5 ud af 6 stjerner her fra - den sidste stjerne får BZ-portalen for at ville alternativet, for at give stemme til dem, der vil selv...



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post14

Amerikanske tænkere - 14 intellektuelle der ændrede USA

BoganmeldelsePosted by clauswillumsendk Tue, September 27, 2016 10:43:44
En bog til at blive klog af. Læs den før din præsident


Informations Forlag udsender altid gode bøger, men den her er helt i top.

Jeg bryster mig tit af, at jeg har temmelig meget styr på, hvad der foregår i USA. Jeg følger med i, hvad der sker på det kulturelle område, læser tit om den politiske kamp mellem republikanere og demokrater, og jeg mener også en masse om dette og hint.

Men så fik jeg fingrene i denne her lille sag - og måtte sande, at træerne ikke vokser ind i himlene.


Understrømme, tanker og vraggods

Der er nemlig en masse under overfladen, som jeg ikke helt fik med i al min læsning af aviser, bøger og tidsskrifter (for ikke at tale om indslag i TV-aviser m.m i tossekassen).

Selvfølgelig er der altid en masse, som er underforstået: Kulturelle fænomener, politiske ideologier, filosofiske tanker og andet vraggods fra svundne tider. Man kan ikke vide alt om det hele. Men sikke meget, jeg ikke lige fik med!smiley

Liberale konservative og venstresnoede antikommunister

"Amerikanske tænkere" (2016, red.: Astrid Nonbo Andersen & Christian Olaf Christiansen) gennemgår 14 intellektuelle, der fik sat et aftryk på USA. Fra venstre over midten og ud til højre, men med vægt på det 20. århundrede.

Det betyder dog ikke, at vi ikke får lidt at vide om tidligere tænkeres påvirkning af de portrætterede. Styrken ved bogen er, at man i de enkelte portrætter får baggrunde og inspirationskilder med, ikke i detaljer (det er der ikke plads til), men lidt har også ret.

Fra Dewey til Martin Luther King

Der er en del af personerne, som "man" kender mere eller mindre til, men også mange nye ansigter (for mig i hvert fald): Mumford, Rorty og Nussbaum er ikke nogen. jeg har læst sindssygt meget om i en dansk kontekst (kan selvfølgelig være, at jeg ikke ved ret meget). Det råder "Amerikanske tænkere" bod på.

Og det allerbedste ved bogen er:
At jeg pludselig forstår, hvilket rationale, som gør at USA invaderer Irak; at det går op for mig, hvilken rolle religion spiller (og ikke mindst hvordan religion instrumentaliseres) i det USA, som vi alle har en eller anden mening om.

For mig er bogen en øjenåbner

"Amerikanske tænkere" gjorde mig simpelthen lidt klogere. Den sætter navne og ord på tanker, tendenser og politiske strømninger i USA, som de 14 intellektuelle har beskrevet, udbredt og såmænd også omformet.
Og det gør "Amerikanske tænkere" til en anbefalelsesværdig bog!

Der skal nok være én eller anden, der synes, at der mangler en eller anden person. Eller at den ikke er detaljeret nok.
Der vil jeg anbefale, at man slår koldt vand i blodet og læser videre andre steder; denne bog er en introduktion, og som sådan én af slagsen er den fremragende.





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post12

Anmeldelse af "Belejringsdage"

BoganmeldelsePosted by clauswillumsendk Thu, August 25, 2016 17:37:54
ANMELDELSE AF CLAUS WILLUMSENS BELEJRINGSDAGE af Jacob Lauritsen:

"Febrilsk leder jeg på iPod'en efter det sande soundtrack til skrivningen af en anmeldelse af en "punkroman", jeg finder kun De Høje Hæle, og Black Flag-cd'en er forsvundet, så jeg sætter Sex Pistols' album på.

Dette er en anmeldelse af Claus Willumsens Belejringsdage fra 2013 skrevet for et signeret eksemplar og for disciplinens skyld. Og hvad er det for en slags bog? Det minder meget om alle de andre romaner, der får en til at tænke, at forfatteren skriver sin ungdom ud for at finde frem til noget ægte i sig selv. Og det er det måske også, og det er måske også lige meget, om det er levet tekst? Det er sådan set en roman, og det vil som udgangspunkt sige, at det er fiktion, men alle referencerne til bz-bevægelsens historie giver det ligesom en meget virkelighedsnær kant.

Hovedpersonen hærger Shell, holder barrikadevagt på Ryesgade og tager til koncerter i det gamle ungdomshus. Sproget er en refleksion af hovedpersonens attitude og sort-hvide verdenssyn. Tørt, hurtigt og lige-op-i-dit-fucking-ansigt-din-fuckhippie, ligesom en pogo på Dortheavej.
Han starter med at være en kikset dreng, der læser science fiction-romaner og er bange for de vilde anarkister på efterskolen, men han bliver en af dem selv. I en hård Murakami-agtig stil skifter første halvdels kapitler imellem at beskrive hans jomfruelige eventyr på efterskolen og besætterlivet i København.
Jeg tror det virkelig er en bog, som x-bz'ere kan spejle sig i, men samtidig er det også meget interessant for den nyaktive autonome, ja, dette er uden tvivl en bog for stenbrospirater i alle aldre.

Identitet og overgangen fra barn til voksen er jo de store temaer i bogen, men der bliver naturligvis også rørt ved ting som stoffer og sex, når hovedpersonens nysgerrighed (og begær) leder ham derhen. Hvordan kommer man helskindet igennem teenageårene, og hvordan håndterer man desillusionen over subkulturen?
Det var nogle spørgsmål, som jeg følte bogen stillede eller prøvede at svare på, men måske er det bare mit perspektiv. Jeg tror måske, det er fint at blive ældre, for det venstreradikale miljø er håbløst, når det kommer til åbenhed over for verden, altid må man være skeptisk, og det kører mig lidt ned.

MEN man skal aldrig glemme den subkultur, man kommer fra, og hvorfor man var tiltrukket af den, og hvis man har glemt det, så skal Belejringsdage af Claus Willumsen nok minde en om det.
Jeg er meget positiv over for bogen, og hvis man er meget skeptisk over for at læse, vil jeg sige, at den er ret let at komme igennem, fx mens man ligger under en barrikade og venter på, at panserne kommer. Punk virker umiddelbart meget aggressivt, og dette er et element, men mine observationer siger mig, at der altså også er en del glæde involveret."

Visuelt redigeret af clauswillumsen.dk



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post6