clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Donation

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, September 19, 2017 09:45:18
Den 18 september donerede en glad forfatter 10 eksemplarer af sin roman Science Fiction til Læs for Livet på Hillerød Bibliotek.
Hermed giver han udsatte unge mulighed for at læse en grum roman om forsvundne rumskibe, aliens og makkerparret Gecko & Munch.

Hør prologen til Science Fiction



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post59

Læs de første 7 sider af INDGANGE

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, September 05, 2017 10:43:47

Er det dig?
Dig, som bragte mig livet? Dig, som bragte mig duften fra haven med æbletræerne Æblerne, disse æbler. Duften af æbler, udspændte af saft. Når jeg bider i dem, kan jeg mærke saften eksplodere i min mundhule. Når mine tænder gennembryder den grønne hinde, kan jeg smage det syrlige kød som en eksplosion af gyldne pile, der gennemborer mig. Dér står du og smiler til mig, med hånden på hoften, ved siden af træet. Lyset falder som skakter ned mellem grene, der er krogede, lidt uhyggelige, men kun om natten, når de som butohdanserne vrider sig og danner konstellationer og formationer, som bjergtager mig. Du står blandt æbler, der er slået til jorden. Når jeg bider i æbler, smiler du til mig.

Er det dig, der står ved min seng? Dig med den ene hånd på sengegærdet og den anden på min hånd? Jeg mærker varmen fra din ru hånd. De er stærke disse hænder. Dine hænder er stærke. De er som okser, der trækker ploven hen over papiret. Som pennen, der skriver, furer i det hvide. Overfladen, den fint raspede overflade, som du presser spidsen ned i. Hvide støvskyer blandes med grå tåge, mens streger pløjes i papiret. Det er dine hænder, der skaber verden. Dine hænder skaber veje, indhegner marker, ridser stier i bjergene. Fra min siddeplads ved vinduet kan jeg se toppen af bjergene. Gråt i hvidt.

Du står ved siden af mig, ser på mig. Smiler du? Jeg kan ane et smil på dine læber. Jeg husker disse læber mod min kind. Om aftenen, når jeg skal sove, kommer du ind til mig. Mørket har jaget det blå ud, indsat skygger og tegninger på væggen. Igennem vinduets revne kan jeg høre vinden. Den pusler med bladene på træerne, hvisker. Du læner dig ind over mig, en kæmpe. Din skjorte knitrer som gløder. Duften fra dig flyder ind i mine næsebor.

Den skarpe, salte smag fra havet skyller igennem min krop. Dine kinder er bark. Din skygge slås op på væggen, blandes med bladenes åndedræt. Og nu, dine fingre mod min hud, mod min kind. Ansigtet, der kommer nærmere. Duften af hav, knitrende som gløder. Der tændes et bål. Dine læber, der sættes på min mund. Jeg elsker denne blanding af varme og vindens kølige strejftog i disse minutter. Disse minutter, der indhegner min hud. Gløder, der hvisker i den lette brise. Natten, der folder sig ud, ind i nattens bjerge, hvor kun toppen er synlig i den bløde hvidhed. Nu. I dette sekund står du ved min side.

Solen forsvinder bag grå skyer.
Herfra kan jeg se strålerne mellem persiennerne forsvinde. De bliver trukket tilbage, trukket op på nattens spole. Herfra. Jeg er i tvivl om, hvor ”herfra” præcist er. Ikke det ”herfra”, jeg kan mærke under min bristefærdige krop. Men det ”herfra”, nuet, hvori jeg kan se solen spole tiden fremad. Jeg går fremad, to skridt tilbage, hopper, mærker asfalten suge mig ind, ned i varmen. Luften tung. Luftens tang. Strand pakkes ud som en gave. Sandet i en evig strøm. Fødder sætter det i bevægelse, suger korn for korn op i en malstrøm af energi. Mens jeg løber, hvirvles sand op i luften. Mine fødder sætter gang i en kædereaktion: Sandkorn forrykkes, skifter plads, opsluges af dovne bølger, der sniger sig ind på dem, lokker dem ud i havets favn. Som én organisme smelter vi sammen. Sandkorn. Solen. Det salte vand. Bølgernes mystiske rullen.

De siger, at jeg skal spise. Men jeg tygger kun på det. Tygger det, så det bliver til en klæbrig masse, der vokser inde i min mund. Massen suger min munds væde til sig. Jeg gemmer den i min kind. Som en hamster. Dér ligger den. En lille tot hår. Ånder ind. Ånder ud. Når jeg tager om dens lille krop, kan jeg mærke hjertet slå, hurtigt. Den piber lidt. Jeg tager den op til mit ansigt, snuser ind. Den lugter af gammelt støv gemt væk i et gulvtæppes folder. Jeg sætter den tilbage i buret. Ser på den, mens den spiser af maden. Ser den lille mund gumle på mælkebøtten. Det gule og det grønne forsvinder.

Når mørket knuser mig, kan jeg se dine øjne. De grå sten med indlejrede stykker af grønt. Som sten, jeg kan samle op i den lille, røde kurv. Kurven er flettet, har en lille hank i hver ende. Der kan ligge cirka tyve sten i den, hvis de har den rigtige størrelse. De rasler, når jeg går. Øjnene rasler, når jeg vender mig om og stirrer ind i væggen. Dine øjne, grønt i gråt, disse øjne, der kaster blikke efter mig. Jeg mærker dig på min hud. Den særlige tindren på mine arme, når mine hår rejser sig. Denne specielle følelse af varme og kulde, to fronter, der mødes og udveksler molekyler. Jeg drømmer om røde fletkurve.

Lydene er biller, der kravler i panelerne om natten. De pusler, mens hvidheden lyder som et tændt tv. Du tændte for tv’et, når du kom hjem. Dine spinkle hænder trykker på knapper og justerer lyden. Den hvidhed, der går i ét med dine ærmer. Parfumen, der æder sig ind i min næse, udvider værelset, trænger duften af mad i baggrunden. Parfumen, der krænger min sjæl ud, sender mit legeme ud på en rejse til steder, som jeg håber at se, når jeg bliver voksen. Nu er du en kvinde. Hvornår er dette skift sket? Hvornår er den ene hændelse stille gledet over i den anden? Hvornår er det ene blevet til det andet? Vægten af to verdener, der sømløst overlapper hinanden. Jeg kan smage på forandringen. Smagen af skuffelse, når det ene bliver til det andet, uden at man ved hvorfor. Det er som at se et stearinlys smelte i solen. Som at se dukker, der flyder og lidt efter lidt går til bunds med et lydløst skrig. Det er som at se voksdukker smelte i solen, mens horisonten pulserer som en membran. Der er et eller andet stort, der vil ud, der vil fødes på ny.

Min hud summer, som om der kravler titusinde myrer på den. Under denne myldren er der intet. Der er intet hjerteslag, ingen puls, ingen små mirakler i form af celler, der deler sig. Kun denne stille kriblen, denne travlheds skærende symfoni. Jeg elsker at se dig stå og lade dine fagter skabe en musik, der begynder som en hvisken og udvider sig i takt med, at minutterne skrider frem, bobler op som sæbebobler. Dine bevægelser, der på skærmen er mine. Jeg kan lukke øjnene og se det hele udspille sig.

Vi løber ned igennem stisystemets labyrint. Jeg løber efter dig, mens vi hyler som ulve. Månens magnet trækker os til sig med en stille, hvislende lyd. Som når dækket på en cykel slipper sin luft ud, gispende og stødvist. Som strofer, der trækkes i langdrag og stoppes for at blive genoptaget med fornyet styrke. Månens segl skyller ud over os, når vi løber som ulve på træk. Natten er en labyrint af spor, der sættes, når vores fodsåler slår mod gruset, der sprutter som kogende olie. Vi sætter spor på månen, planter et flag, der foldes ud som en blomst. Kronblade åbnes som læber, der skilles for at modtage sin belønning. Skyerne, der sejler hen over himlen. Skyerne, der sejles hen over himlene. Skyerne, som trækker hen over horisontens lærred. Horisonten, der strækkes ud som et lærred, der spiles ud som et sejl.

Denne vuggen.
Denne vuggen, skibets motorer, der sejler os herop, skærer i mine ører. Du tager min hånd, trækker mig indenfor. Ind i den hårde plasticskal, i maven på dette monstrum. Denne store hval, som kløver sig igennem skumtoppe. Indenfor er der en ro så hård som den hvide plastic på væggene. Da vi går ind i restauranten, madens duft, hviskende samtaler, blikke, der stjæler vores kærlighed, mærker jeg denne verden. Denne verden, som griber ud efter os. Denne verden, som forsøger at trænge os op i en krog. Jeg ser tydeligt det røde jordbær i din hånd. Du bider om jordbærret, dine fingre mod dine læber. Mens du spiser, ser jeg på dig.

Jeg er ukendt. Ser bygninger vride sig. De ser efter mig, når vi passerer dem. Jeg kan mærke deres tyngde på mine skuldre. Din arm om mit liv holder mig på plads i denne flimrende dis. Et fatamorgana, der spejler os i os selv, lader morgenen falde som støv. Jeg sætter en fod foran den anden, bevæger mig i ryk. Billeder uden rammer. Alle sanser åbne. Mine fødder summer som bikuber, jeg mærker brosten sætte sig. Hunde sidder og stirrer med tungen hængende ud af munden. Deres rødlige tunger bevæger sig som dryppende kødstykker. Hunde er stykker af kød med pels. Du havde en hund som barn, siger du. En lille, brun hund, med pels. De ru hår føles som ståluld. De brune øjne ser tomt på dig. Du klapper hunden på hovedet, klør den bag øret. Den røde tunge slikker dig på hånden, som du trækker til dig i en pludselig bevægelse, der skræmmer hunden. Mens den løber sin vej med halen mellem bagbenene, lugter du til spyttet, som tungen har efterladt på din hånd. Du lader din tunge køre hen over din hånd, og du smager på smagen af smagen. Du lugter til dit spyt, der blandes med hundens.

Ude i haven er alt begravet i sne. Dette hvide, duftløse pulver er i løbet af natten dalet ned som engle og skærer i øjnene. Engleknive, hvæssede, ophøjet smerte. Tanken om, ligesom en astronaut, at sætte de første fodspor i dette jomfruelige landskab gør mig glad. Du lister dig ud i haven, uden sko. På jagt efter det bløde, det ensomme møde med stilheden. Men en skikkelse, sort og kæmpestor, rejser sig langsomt. Op af det hvide hæver dette monster sig. Sneen falder fra den i kaskader, mens øjne stirrer på dig, sort i hvidt i hvidt. Og nu løber hunden hen imod dig. Den rejser sig, stirrer på dig, ryster sneen af sig i kaskader, mens øjnene stirrer på dig. På dig. Den stirrer på dig, mens den ryster sig. Og nu løber den hen imod dig. Du står med dine bare fødder og venter, mens den løber hen mod dig. Tungen, der rødligt danser. Tænder, der stråler hvidt i det sorte. Du er ikke bange. Lyden af poterne, der sættes i den nye sne, gør dig ikke bange.

Det er to kontinenter, der braser ind i hinanden. Et overlap. To kontinenter, der forskyder sig i tid og rum. En scene. Tæppet, der i et ryk trækkes fra. Du står nøgen og alene på en scene, med en spotlight rettet mod den nøgne krop. Din nøgne krop, der er som hvid marmor, frosset fast i tiden. Det er en korridor, der åbnes mellem to forskellige tider, en fortid og en fremtid, der forenes i et skrig. Det hvide i det sorte forenes i et langtrukket hyl. Du genkender den figur, der står i lyset, formet efter et billede, taget i en tid, hvor du er fastfrosset i en genkendelig verden. Og nu brager verdenerne ind i hinanden. Du splintrer som glas, nøgen. Alene.

Flugten er slut. Vi sidder på en bænk. Duerne danser, knejser, letter. Tunge af løfter trækker de tynde tråde i dagen, forbinder punkter. De letter, søjler i bevægelse. Trådene trækkes med en lethed, der får azurhimlen til at vibrere. Du trykker din hånd mod min kind, lader dine fingre hvile. Dine fingre, disse instrumenter, der former vores fælles hukommelse. Fingre, der er fulde af lyst, fulde af muligheder. De ånder mod min kind. På buskene vokser små, hvide blærer fulde af saft. Jeg vil drikke din saft, slikke din saft af mine læber, mens dine fingre kratter hul. Jeg ser på dig, mens dine fingre danser.

Jeg husker. Lige nu husker jeg det snedækkede fjeld, den iskolde luft, den blå himmel. Sneen under mine fødder, der knirker. Stilheden. Dampen, der stiger op fra vores varme kroppe. Chokoladen, der smelter i min mund, mens vi går med sammenfiltrede hænder. Jeg husker lydene, der dæmpes af sneen, mens vi ser på træerne, der rækker deres krogede arme ud, deres hænder, der berører os, når vi lister forbi dem. Jeg husker synet af hytten, af halvtaget over stablerne af brænde, døre, der åbnes, varmen fra pejsen, duften af den ophedede luft, der flimrer, da vi træder ind.


INDGANGE kommer som lydbog i oktober 2017.
Se mere her







  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post58

HOW TO CAPTURE AN ANGEL

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, August 02, 2017 14:16:20


Denne dag var ikke som andre dage. Jeg så i en lille by i det nordlige Italien en repræsentation af et digt, udformet som en figur.

Jeg gik min sædvanlige morgentur. Men lige netop denne dag valgte jeg at tage en afstikker til venstre i stedet for til højre. Og så stødte jeg på denne smukke figur: En vansirret engel, arret, uden arme og ansigt. Hvor der før havde været et hoved og arme, var der nu kun huller. Det var, som om en kæmpe havde vredet hårdt i armene og hovedet og så hevet til, måske som når man hiver en prop af en flaske?

Der var ingen plakette, ingen titel, ingen officielle signeringer, som kunne fortælle mig om værket. Der var kun værket i sig selv, som sig selv. Her på toppen af bakken, med udsigt til centrum af den lille by. Jeg gik rundt om Den Vansirrede Engel flere gange, men det eneste, jeg kunne finde, der kunne give et fingerpeg om, hvad der var på færde her, var et ord ridset ind i marmorsoklen. Ordet var Spillo.

Da jeg kom tilbage til mit hotelværelse slog jeg Spillo op i min ordbog. Knappenål betyder det. Bortset fra den åbenlyse forbindelse gjorde det mig ikke meget klogere på, hvem der havde lavet statuen, eller hvad den ”handlede” om eller ”gik ud på”. Så jeg spiste min frokost og sov til middag indtil klokken fire. Derefter skrev jeg et par digte og besluttede mig så for at gå på det lille bibliotek, lidt henne ad gaden, hvor jeg boede. Måske kunne bibliotekaren hjælpe mig videre. Hvem eller hvad var Spillo?

Efter en ti minutters snak på flere sprog og mange fagter smilte bibliotekaren og sagde så på gebrokkent engelsk:

”Statuen hedder ’Sådan Fanger du en Engel’, og den er lavet af Stefano Simonim, en lokal kunstner. Den er oprejst i 1912 til byens 400 års-jubilæum”.

”Og ordet ridset ind i soklen? Spillo?”

”En poem fra en digtsamling af Alestri Sonfani. Digtsamlingen hedder ”Sådan Fanger du en Engel”, ligesom den statue”.

”Har I bogen her? Også selvom den kun er på italiensk?”.

”No, den findes kun i en kopi. På Vatikanets Bibliotek i Rom. Men vi har en afskrift af Spillo. Den må du gerne få en kopi af”. Han gik og kom tilbage fem minutter efter med et stykke papir, som han rakte mig.

Jeg takkede bibliotekaren, trykkede hans hånd og gik ud i den lune eftermiddag.

Dagen efter måtte jeg haste hjem på grund af sygdom i familien. Så jeg må vente med at få opklaret, hvordan det eneste tilbageværende eksemplar af A. Sonfanis digtsamling ser ud. Jeg må prøve at besøge Vatikanets bibliotek næste gang, jeg kommer til Italien.

Til gengæld fandt jeg vist en enkelt reference til ”Sådan Fanger du en Engel”, da jeg for nylig var inde på det Kongelige Bibliotek for at læse i et originalt fragment af H. C. Andersen, som jeg skal bruge til min nye bog. Midt inde i en smøre om Italiens skønhed står der ”… et skønt digt af A. Sonfani!”. Der er ingen titel på digtet eller nogen tekst, men det kan da vist kun være ”min” A. Sonfani?

Det vil tiden vise.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post52

Eder og Forbandelser

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Sun, July 23, 2017 16:41:27

Den kæmpemæssige plakat var 22 meter høj og 18 meter bred. Den store mand som ung kunstner. Ingen vidste præcist, hvad grunden var til, at denne absurditet var blevet klæbet op på gavlen. Lige her på denne altid fyldte gade midt i centrum. Én dag var der en gul gavl. Og dagen efter hang han der. Den store kunstner som ung mand. Med det tilbagestrøgne pomadiserede hår. Med det årvågne blik i det lidt bortvendte ansigt. Med den kraftige, men elegante næse, der betog kvinderne. Med den smalle mund, som igennem hele livet skulle udsige ordsammensætninger, der krævede den totale koncentration hos tilhøreren. Man kan se lidt af hans skuldre, der bærer en elegant jakke og et sort overlegent bundet slips. Og den hvide skjorte er ulastelig. Den store mand har allerede i ungdommen fuldstændigt styr på, hvordan man præsenterer sig selv. Man aner allerede her det temperament, der vil skabe den mest sublime kunst. Han er en mand med et iltert sind. Derom kan der ingen tvivl herske.

Og nu hænger han der. Med et blik der får folk til at standse op. De fleste kan ikke kende ham. Nogle aner et omrids af en person, de har set utallige gange, men som de ikke helt kan placere. Kun nogle få, som jeg, kunne kende ham. Og det tog mig det meste af en dag, at få ansigtet til at hænge sammen med et navn. Og da det faldt på plads, var det ikke det billede på gavlen, jeg så.

Da jeg fik styr på navnet, smeltede dette billede sammen med mange andre og blev til ét. Som et af de programmer på tv, hvor man ser en person som ung, og derpå ser personen ældes. Og så stopper det lige ved det ansigt, der er kendt af alle og enhver. Lige det der skud, der er blevet allemandseje. Det vi alle kender. Marilyn med den opblæste kjole. Kennedy foran muren. Den brændende munk. Demonstranten og kampvognen. De kender dem alle.

Der gik lang tid, før folk lagde mærke til de små forandringer. Han hang bare der. Ingen overså ham. De kastede et blik op på ham og gik videre. Men de lagde ikke mærke til de små forandringer. Det var bitte små detaljer. Hovedet blev drejet en smule. En rynke ved øjenbrynene blev dannet.

Første gang man lagde mærke til forandringerne, var da en mand, iklædt et flødefarvet jakkesæt, blev stående ved gavlen og stirrede koncentreret op på den store mand. Manden stirrede i flere minutter og sagde så ud i luften:

”Den rynke var der da ikke, da jeg var her sidst. Mærkeligt”.

Han gik et par skridt tilbage og så op på gavlen fra en anden vinkel. En mand med stok kom til og så op på billedet. Manden i jakkesættet vendte sig mod den nytilkomne og spurgte:

”Den rynke har da ikke været der hele tiden, har den?”.

”Nej, det tror jeg ikke”.

”Hmm. Det syntes jeg heller ikke. Han ser lidt bister ud”.

”Og De lignerrrr en vandaal! Derrres ja.keet lignerrr en sæek!”.

”Hvad siger De?”.

”Jeg sagde ikke noget”.

Manden i jakkesættet vendte sig og så sig omkring. Der var ingen ud over dem, der stod og så på billedet.

”Og Dem med stocken. De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

De to mænd så på hinanden og smilede. Rystede på hovederne og fortsatte hver især deres vej.

Et par dage efter kunne man, hvis man så godt efter, se et lille smil på den store mand på den gigantiske plakat. En kvinde kom forbi, standsede op, som om hun havde genkendt manden på plakaten. Og en stemme sagde højt:

”De errr en innnfarrrmmm ekseem.plar aff den qvuindelike ras!”.

Hun rettede sig op, stirrede på gavlen, rystede på hovedet og gik.

Et par dage gik, og flere folk standsede op, og så underligt på Den Store Mand. Man kunne nu se et bistert drag om den enorme mund, og flere fortalte, at de havde hørt en underlig stemme sige mærkværdige ting til dem. En var blevet skældt ud for at have grønne bukser og gule sko på. En anden fik at vide, at hun lignede en kylling med diarré. Og alle syntes de, at stemmen kom oppe fra den gigantiske mand.

Flere dage gik. Der stod konstant en fem-seks personer og så op på plakaten. Den Geniale skældte nu højlydt ud på alt og alle. Der var ingen tvivl. Infamiteterne kom fra plakaten. Ingen kunne helt placere præcist, hvorfra stemmen kom. Der var ikke nogen højtalere at se. De personer, der havde sat Ham op udtalte til tv, at der ikke var sat højtalere op. De havde kun hængt plakaten op. Intet andet. Lærde, lægmænd og religiøse af enhver slags fremsatte påstande om, at der enten var tale om fup, en genial spøg eller et mirakel.

Politiet havde nu posteret to mænd permanent ved gavlen for at holde ro og orden. Der kom folk langvejsfra for at blive skældt ud og for at se de forandringer, Han havde gennemgået. Han så nu konstant vred ud. Hans øjne var klemt sammen, munden var forvrænget, og vrantne sætninger fløj ud til højre og venstre.

”De innnfeeriiørrrre ussszlink. De lignerrr en søspejter med kooliiikkk”.

Dag for dag blev Den Sures stemme højere og højere.

”FORRDØØMMTEEE ZJAARRLANTAANAN!! DE ERRR ENN QUANTEESKIZOOOIT BAAFIIIANN!!”.

Og en dag blev det så besluttet, at nu kunne det være nok. Bystyret dekreterede, at Den Store Surhed skulle fjernes. Men der var det problem, at dem der ejede bygningen ikke ville have Ham væk. De forretninger, der lå omkring gavlen havde fordoblet deres indtjening. Butikkerne havde glade dage, og byen var blevet populær. Turisterne strømmede til. Der hørtes et væld af fremmede tungemål. Og Den Store Tilsviner kunne skælde huden fuld på mange sprog. Mange havde båndoptagere med, så de kunne afspille Hans ord for venner og familie. Og endnu flere havde videokameraer med. Byen levede af denne tilstrømning af mennesker, der ville skældes ud. Så Den Vrede Kunstner blev hængende.

Efter et halvt år svandt strømmen af turister lidt, men der var stadigvæk en stor gruppe mennesker, som stod og lod sig overfuse dag og nat. Han havde ikke forandret sig mere. Han så bare bister-sur ud. Han var ikke blevet ældre. Han var blot blevet mere knotten og skældte stadig ud.

Hans løjerlige accent var blevet folkeeje. Når nogen ville vise deres vrede, kneb de øjnene sammen og sagde med høj stemme:

”Deet eerrr en schkandall! De errr ekstrrraaaa.ordinæærrrt reeegre.siiifff. omniøss!”.

En eftermiddag, hvor vejret var varmt, og der ikke stod så mange ved gavlen, holdt Han op med at skælde ud. Det havde været hedebølge i tre uger. Alle var glade (undtaget Den Sure). En flok stod og spiste is og hørte sprogets værste gloser, og en del aldrig før hørte, blive slynget ud mod dem. Hans Surhed var endnu grovere, end han plejede at være. Hans mund var forvrænget og hans øjne skulede strengt ud over flokken. Kort sagt, det var en typisk dag ved gavlen.

Midt i en lang svada, som jeg ikke orker at gengive her, kom der pludselig en ung mand gående med en spand. Han stillede spanden på jorden foran Den Gnavne og forsvandt igen. Lidt efter kom han tilbage med en trækvogn med en uhyre lang stige på. Han kørte trækvognen ind igennem mængden og tog så stigen. Efter et par minutters baksen fik han stillet stigen op af gavlen. Derefter tog han spanden i den ene hånd, stak en pensel i munden og begyndte at klatre op mod Den Sure. Omtrent halvvejs oppe stoppede han. Han satte spanden på et trin, åbnede spanden, rørte rundt med penslen. Tøvede og så op mod Hans øjne. Hans årvågne skarpe blik var rettet direkte mod den unge mands hånd, hvori han holdt penslen. Den sidste sætning, man hørte fra Den Store Tilsviner var:

”Zåå, du errr en arrrtiiizt?”.

Den unge mand så på ham, rystede på hovedet og malede et tyndt overskæg, hvis spidser nåede helt op til øjenbrynene på Den Store Kunstner. Derpå kravlede han ned, lagde stigen på trækvognen og forlod en smilende mand på en 22 x 18 meter stor plakat.




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post51

EKSPANSION

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Fri, April 14, 2017 14:20:54

”Har du tabt kortet!?”

Han stirrer på mig. Jeg nikker og siger:

”Kortet er simpelthen forsvundet. Jeg aner ikke hvordan … Jeg lagde det i lommen, og jeg knappede den lomme, det ved jeg!”

”Så må vi håbe, at det hele ikke gror til … For så får vi problemer.”

Haram ser på mig. Er han sur eller bare opgivende?

”Måske kunne jeg gå tilbage og se, om jeg ikke støder på den. Det er trods alt kun et par timer.”

”De timer har vi ikke.”, siger han og begynder at hakke sig vej igennem det uigennemtrængelige grønne, som i begyndelsen lignede små buske, men som nu nærmest rejser sig som en mur foran os.

”De andre er på vej, og de har med garanti ikke smidt deres kort væk.”

De Andre, denne pludselige afstand mellem os rammer mig som en kuldegysning. Det betyder, at der er et os og dem. Før var vi fem medlemmer af ekspeditionen, og nu er vi … to? Forudsat at det er os, som er ekspeditionen nu. Måske tænker De Andre det samme? Jeg ser på Haram, der bander og sveder og svinger macheten.

”Haram, hvem er ekspeditionen egentlig nu? Os eller De Andre?”

Han standser brat op, så jeg støder ind i ham.

”Hør nu her! Det er mig, der leder denne ekspedition, så derfor er VI ekspeditionen.”

Han har vendt sig om mod mig, så jeg kan se sveden dryppe fra ham. Hans sorte hår er klasket sammen, hans grå øjne lyser af vrede.

”Det er ikke os, som har valgt at gå solo og tage æren selv. Det er Sykes og hans slæng! Vi er så tæt på, og så forsvinder den tynde fernis af civilisation og altruistisk videnskab? Jeg …”

Han ryster på hovedet, vender sig mod den grønne mur og hugger løs.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad der er, som er sket med ekspeditionen, som de første tre dage havde det fælles fodslag, der skal til for at løse den opgave, vi har fået. Det var vist først, da vi nåede frem til udkanten af junglen, at noget forandrede sig mellem Sykes og Haram. Eller måske var det på den fjerde dag? Da vi gjorde holdt ved floden? Jeg er ikke helt sikker.

Det jeg ved med sikkerhed er, at om morgenen, på den femte dag, var de tre andre forsvundet. De havde taget deres oppakning og var gået deres vej. De havde ikke efterladt noget brev. Hverken Haram eller jeg hørte dem gå, men jeg sov også som en sten. Da Haram pakkede sin rygsæk, bandede han højlydt, og jeg spurgte ham, hvad der var sket.

”Sykes og jeg havde en diskussion om, hvem der skal lede os det sidste stykke. Jeg holdt på, at jeg som leder selvfølgelig leder hele vejen. Det var Sykes ikke enig i.”

”Hvad så nu?”, spurgte jeg og så i den retning, Sykes og de andre måtte være forsvundet i.

”Du er ekspeditionens kortbærer. Find en hurtigere vej, med eller uden kort!”

Haram bander, mens han stirrer på macheten, som sidder fast i den tykke gren. Macheten er ikke til at rokke.

”Hvor lang tid endnu, kortbærer?”, snerrer han hæst og stirrer opgivende på mig. Jeg trækker på skuldrene, tøver.

”Hvis jeg ikke husker helt forkert, er vi stik øst for målet, men præcist hvor langt fra ved jeg ikke. Mit bedste skud er tre kilometer, forudsat at vi ikke er gået i ring.”

”Så du aner det praktisk taget ikke.”

Haram sukker og ryster på hovedet.

”Kun en kvinde smider kortet væk på den måde.”

Jeg skal til at sige, at det ganske simpelthen ikke passer, da vi hører stemmer omme fra den anden side af den grønne mur.

”… illusion. Det er en illusion, det perfekte. Det handler om illusionen om det perfekte.”

Vi kan høre Sykes’ stemme. Jeg kan se hans ansigt for mig, som han står der og har taget den belærende stemme på.

”Måske har vi at gøre med en form for omvendt entropi?”

Det er Jones, der stiller spørgsmålet. Jones, den lidt mutte geolog med det store smil og det grå hår.

Omvendt entropi? Jeg løfter et øjenbryn og ser på Haram, der ryster på hovedet og beder mig om at være stille. Han sætter fingeren på sine læber og tysser, som var jeg et barn.

”Omvendt entropi?”, vrænger Sykes. ”Sikke noget vrøvl.”

Vi kan høre ham sukke. Jones siger intet, venter på at få at vide, hvad han skal gøre. Jeg ser hen på Haram, der stirrer ud i luften, mens han lytter koncentreret.

”Nu har vi gået rundt i tre dage, og du fabler om ’omvendt entropi’? Karl er væk, vi er fanget i en labyrint. Vores data forsvinder, og du fabler om entropi?”

Der lyder et klask, derefter et overrasket udbrud: ”Nu holder du din kæft, Jones, mens jeg finder en vej ud herfra.”

Tre dage? Hvad taler han om? Der er allerhøjst gået 8 timer, siden de tre forlod os i morges. Jeg hiver i Haram, der stirrer ind i den grønne væg. Han ryster min hånd væk og råber så højt, at jeg farer sammen.

”Sykes! Jones? Hvad fanden foretager I jer?”

Han løfter hovedet, ser op, som om han prøver på at se over den tre meter høje mur af blade, stængler og grene.

”Sykes! Tal til mig! Det er stadig mig, der leder denne ekspedition!”

Der bliver helt stille omme på den anden side. Det eneste, man kan høre, er brisen i træerne og i ny og næ et skræp fra en fugl.

”Haram?”

Det er Jones, der svarer efter et halvt minut.

”Det var sgu på tide. Hvor blev I af?”

Vi hører et dunk, et skrig, så endnu et dunk. Og et til. Og så stilhed.


”Sykes!”, råber Haram, mens han hiver og flår i macheten og skæver til mig. ”Hvad sker der?”
Jeg ryster på hovedet, aner ikke, hvad jeg skal sige. Har Sykes lige slået Jones i jorden? Og hvad er der sket med Karl? Jeg går væk fra Haram, ser til venstre og til højre. Den grønne væg er uigennemtrængelig. Jeg gør tegn til Haram og går en tres meter til venstre. Der er ingen vej ind. Jeg er ikke overrasket. Jeg lunter tilbage til Haram, som står og råber på Sykes. Men der er stille omme på den anden side.

Mørket er ved at falde på. Haram ryster på hovedet igen.

”Vi har en lille time, før det er bælgravende mørkt. Vi følger væggen til højre og ser, om vi kan finde et hul. Hvis det mislykkes, slår vi lejr … hvad fanden er det, der foregår? Har du et bud, kortbærer? Dit bud er lige så godt som mit.”

Jeg stirrer ind mod muren, hvor Sykes og Jones for lidt siden stod og diskuterede få meter fra os. Nu er der kun stilhed.

”Hvordan kan de have været derinde i tre dage? Hvis det er rigtigt, hvad Sykes sagde…”

”De må have spist et eller andet. Mærkelige svampe eller noget”, afbryder Haram og smiler skævt og bliver så med ét alvorlig igen.

”Hvad skete der derinde lige før? Har Sykes lige slået Jones bevidstløs? Eller det, der er værre?”

”Jeg ved det ikke. Men der er et eller andet helt galt. Hvad er det for nogle data, Sykes talte om? Data forsvinder ikke bare ud i det blå”.

”Du er eksperten på dét område … Lad os komme afsted og finde ud af, hvad der sker på den anden side af det satans krat”. Haram forsøger en sidste gang at få macheten fri, men opgiver, så vi må se, om vi kan finde et hul på et eller andet tidspunkt.

Vi har gået i tre dage nu. Og vi har ikke fundet en vej ind. Denne grønne mur er som et levende væsen; jo mere vi går, desto mere virker det, som om muren vokser, bliver tættere. Jeg har tænkt på, om det ligefrem kunne være muligt, at den vokser, jo mere vi forsøger at trænge ind bag den.

Haram er stille, mut og skuler ondt til muren. Vi taler ikke sammen mere, vi går bare. Vi burde vende hjem og melde tilbage til D´Herrer, der betaler for ekspeditionen, at vi intet fandt, men jeg har ingen lyst til at fortsætte alene. Og jeg er næsten helt sikker på, at vi er faret vild. Jeg retter mig selv: Vi er faret vild.
Efter den første nats vandring fortalte jeg Haram, at jeg ikke kunne navigere efter de få stjerner, jeg kunne se.

”Hvad mener du?”, spørger han og ser træt på mig. ”Er de da forsvundet? Ligesom Sykes, Jones og Karl?”

Vi har kaldt på dem hele natten, råbt os hæse. Men har intet hørt fra dem, eller fra Sykes skulle man måske sige? Jeg er i hvert fald sikker på, at Sykes har slået Jones ihjel, og mon ikke Karl har lidt samme skæbne?

”Jeg kan simpelthen ikke genkende konstellationerne. Det er, som om de har skiftet plads … eller måske er de helt anderledes? Jeg ved det ikke.”

”Så du aner ikke, hvor vi er? Du er ligeså uduelig som de andre.”

Han ser på mig, ryster på hovedet.

”Nå, men så kan du bare følge efter mig … Vi følger muren til den bitre ende.”

Haram har intet sagt de sidste to dage. Jeg har overvejet at forsøge at stikke af, men han har bundet mine arme om på ryggen med et reb (hvor har han fået den fra?) og smidt en løkke om min hals, som han hiver i, hvis jeg ikke følger med ham. Vi er begge trætte efter fem (eller er det otte?) dages vandring langs den grønne mur, men Haram vil ikke vende om nu.

Jeg er ikke længere sikker på, hvornår jeg vågnede op og fandt ud af, at jeg ikke kunne bevæge mine arme, og at jeg er blevet lænket som en hund. Jeg har spurgt ham, hvad det er, han vil opnå, men han svarer ikke. Han hiver bare i snoren og skuler ind i træernes grene og lianer, der filtrer og snor sammen og holder os ude.

Vi er ved at løbe tør for mad. Vanddunkene fylder Haram op, når vi støder på de små vandløb, som pludseligt ud af det blå dukker op, når vi har mest brug for det. Men ellers går vi bare. Vi valgte at gå til højre og følge muren, og det har vi gjort siden. Hvert øjeblik håber jeg på at se en ende på det grønne inde til venstre, men det fortsætter i det uendelige. Jeg er træt. Og jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at se mennesker mere. Det sidste, jeg kommer til at se, er Harams mutte ansigt, de udslukte øjne, hans vanvittige grimasse, mens han skuler på den grønne mur. Ærgrer det mig, at jeg ikke kommer til at kende sandheden? Om Sykes, Karl og Jones?

Ikke spor, jeg vil bare sove.

I nat vågnede jeg og så, at der var et hul i den grønne mur. Det var, som om nogen havde skåret en dør ind til en anden verden. Jeg lå og stirrede på den, overvejede at rejse mig op og gå derind. Men jeg var for træt til at vække Haram. Desuden vil jeg gerne holde for mig selv, hvordan det ser ud på den anden side.

Jeg tror, jeg hørte Sykes le hjerteligt. Og Karl. Og Jones.

Før jeg sov videre.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post44

Forside til "Indgange"

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Fri, February 10, 2017 09:55:25
Så er forsiden til "Indgange" klar. Den er jeg ret stolt oversmiley


Næste skridt: vi skal have en grafiker på...


  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post36

Om min nye roman "Indgange"

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, January 24, 2017 11:54:31
Så er min nye roman "Indgange" nået et skridt nærmere på en udgivelse.

Typografien er på plads, kolofonen er så færdig som den kan blive på nuværende tidspunkt, og nu skal vi i gang med et omslag.

Jeg regner med at have en dummy klar i løbet af et par uger. Måske holder vi den i samme stil som mine andre omslag, men jeg tror, at jeg vil prøve noget nyt, holde den i samme stil som bogens indhold. Det er noget med at lege med en midterkolonne/tekstblok.



Vi laver den som e-bog til at sende rundt (til at begynde med); "Indgange" skal sendes ud til læsning hos nogle mennesker, som kan give den nogle ord med på vejen. (Og mon ikke, at nogle litteraturredaktioner kan finde ud af at læse e-bøger efterhånden?).
Derefter bliver den trykt som "rigtig" bog.

Jeg er kommet lidt i tvivl om, hvorvidt den skal komme som Print On Demand eller i et lille oplag. Jeg kan godt lide at have styr på tingene selv, så jeg er ikke sikker på, at jeg har nerver til at lade andre om at sende mine bøger ud i landet.

Nå, det er beslutninger, der ligger lidt ude i fremtiden...

Så langt, så godt.




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post34

Digter i forhør: Hvorfor skriver du digte?

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, December 13, 2016 14:29:09
Claus Willumsen:
'Konfigurationer'



Hvor og hvornår skriver du dine digte?

"Jeg skriver hele tiden, i bilen, under vandet. Som det første efter søvnen. Det bedste tidspunkt at skrive på? Det er hele dagen. Jeg skriver fra jeg står op til jeg går i seng ... Men kun før 10 om morgenen".

Har du en yndlingsdigter?

"Tranströmer, når jeg læser hans digte, kommer jeg nogle helt andre steder hen. Men allermest Turell ... Hans krimier er fremragende. Og så selvfølgelig Krupolivic".

Hvorfor skriver du digte?

"Jeg skriver digte ... fordi min trang til skønhed overvælder mig. Ordene står i kø for at implodere i min mund ... før jeg planter kimen på papiret. Fordi jeg har en art skønhedsdragning. Jeg kan ikke lade være med at bevæge mig selv".

Hvor bevæger lyrikken sig hen i disse år?

"Alle lyrikere bevæger sig mod glemslen, det er derfor, vi skriver. Poesien er i alt, så den er overalt. Den bevæger sig vel derhen, hvor læserne bevæger sig hen?".


Tak til Politiken for indspisth ... inspiration!

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post28
Next »