clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Grænser for galskab

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Mon, May 28, 2018 09:03:00

På et meget spændende Lydbogskursus i Dansk Forfatterforening i går (27. maj) lærte jeg, at man skal lave åndedrætsøvelser hver dag; man skal øve med sin stemme, varme den op, bruge sin mave; man skal farve forskellige personer i en tekst; og at der er forskel på indlæsning og oplæsning.

Og det vigtigste, jeg lærte, var:

Kend dine begrænsninger.

Jeg er ret god til at læse lyrik op, og jeg kan sagtens læse en monolog op - "Indgange" kan betragtes som én lang monolog - men indlæsning af en roman som "Science Fiction", med flere stemmer, skal jeg overlade til folk, der har forstand på den slags.

Så jeg vil indlæse digtsamlingen "Konfigurationer" som lydbog, men holde stemmebåndene fra romanen "Science Fiction"; det giver jeg videre til en skuespiller.

Forfattere skal skrive bøger - ikke indlæse bøger, der er for svære at give stemme.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post115

Sukker

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, April 04, 2018 17:48:16

Hun var sød. Hun havde langt lyst hår. Sat i fletninger.

Da han kom ind i bussen, så han hende med det samme. Hun sad ni rækker nede, til venstre, ved vinduet. Han så sig omkring. Der sad kun få i bussen.

Han tog bedre fat i tasken, gik ned mod hende og satte sig på modsatte række, ude ved gangen. Han kiggede kort ud af vinduet. Rettede på skjorten. Lod en hånd stryge igennem håret. Så drejede han ansigtet en smule, så han kunne skæve hen mod hende. Han ville ikke stirre, blot diskret kaste et blik eller ti på hende. Hun var smuk, havde en lille opstoppernæse og en hage, man havde lyst til at kysse på hele tiden.

Han stillede tasken på sædet ved siden af sig og mærkede slet ikke, at bussen satte i gang. Hun havde en kort lys kjole på. Han kunne se hendes brune ben. Hendes sandaler fremhævede hendes brune fødder, og han sad længe og stirrede på hendes fødder. Han lod øjnene følge hendes ben op til kjolens kant. Hun havde stærke lår, kunne han se. Hendes arme var overstrøet med fregner, og hænderne var slanke med rødlakerede fingernegle. Hendes hals og ansigt havde lidt færre fregner, men var så smukke, at hun kunne være broderet med bylder – og han ville stadig synes, at hun var den smukkeste person i verden.

Bussen holdt ved næste stop. Der steg et par på, som satte sig ned bagest. Han kiggede ligesom tilfældigt bagud mod parret og så samtidigt mere indgående på hendes ansigt. Hun havde grønne øjne.

Hun så på ham, og han vendte hurtigt sit ansigt om og så ud af vinduet. Han skulle snart af, og han kunne mærke desperationen for at sige et eller andet til hende presse sig på. Hvad kunne han sige, så det ikke lød helt åndssvagt? Han tog sin taske, åbnede den og stirrede tomt ned i den for at vinde tid. Han så ligegyldigt på sine bøger, kuglepenne og på flasken med vand, der klukkede svagt, da bussen skrumplede i gang.

Og der, sammen med bøger, penne og vand, lå et stykke sukker.

Hvad i alverden lavede det dog der, tænkte han forbløffet. Han rettede sig op, så sig rundt i bussen. Som om synderen skulle findes der. Han havde da ikke været i nærheden af noget, der kunne retfærdiggøre, at der lå et stykker sukker i hans taske. Han tog sukkeret op i hånden, stirrede på det, lukkede hånden omkring det og sad lidt og tænkte.

Bussen stoppede igen. En mand steg af. En anden mand steg på. Manden gik ned, og satte sig bag kvinden, tog en avis frem og begyndte at læse. Så var der kun et stop tilbage før han skulle af. Han så hen på kvinden, slog øjnene ned, da hun så på ham. Han holdt stadig sukkeret i hånden. Han klemte og svedte, så det blev helt varmt, og han kunne mærke den sammenpressede masse opløses i papirets indpakning.

Han skævede igen hen på kvinden. Hendes hænder lå uroligt i hendes skød. Hun sad uroligt på sædet. Bussen var varm. Han kunne mærke sveden ved skjortekraven. Nu skulle han af. Han tog sin taske, rejste sig fra sædet, gik hen mod døren. Da bussen stoppede drejede han hovedet og så hende direkte i øjnene. De stirrede på hinanden i et kort sekund, og så steg han af. Da han stod ved stoppestedet stillede han tasken, knappede den øverste skjorteknap op, åbnede papiret og tog det op til munden og sugede det halvt opløste sukker i sin mund.

Han stod lidt og smagte på det, bøjede sig så ned og tog sin taske. Han krøllede papiret sammen, smed det i affaldskurven og gik hjemad.

Næste morgen, da de sad ved morgenbordet, spurgte hans kone, hvornår han var begyndt at bruge sukker i kaffen. Han stirrede på hende, lagde avisen, sagde ingenting, tog en slurk af kaffen, rejste sig og gik på arbejde.





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post107

Farvel Bernie

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, April 04, 2018 09:40:02

Philip Kerr er død.

Så er det slut med Bernie Gunther-bøgerne.

Jeg læste Martsvioler, da den første gang udkom på dansk, og jeg har nydt de andre bøger siden da.
Det er et mere end 20 års bogvenskab, der er slut...
Er lige blevet færdig med Hinsides tavsheden, så der er stadig to BG-bøger tilbage.

Og så må vi ikke glemme En filosofisk efterforskning fra 1993, som er en fremragende Scifi-krimi, hvor Wittgenstein spiller en stor rolle.

Resten er tavshed.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post106

Lidt fra læsefronten

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Tue, March 20, 2018 10:11:45

Har lige læst "Memoirernes bog" af Peter Nadas.
Det er en ret fantastisk bog. En roman i tre spor og mange lag. Skal klart have fat i Parallelle historier 1-3, når sidste bind udkommer.

Og jeg må sige, at litterært er "Memoirernes bog" på højde med Proust (har ikke læst hele "På sporet..." endnu), Mann og Kertész.


Personligt knuselsker jeg simpelthen Peter Esterhazy (den skøre mand, jeg er ked af, at der ikke kommer mere fra ham), og selv jeg kan se, at Nadas ganske enkelt giver P.E. baghjul. Så bliver det ikke større for mit vedkommende!
(Læs min nekrolog her)

Læs mere her:
Washington Post

og her (brug dit biblioteks-login, hvis du har sådan et, for at få adgang):
Forfatterweb





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post104

Kom forbi

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, March 07, 2018 11:17:06




  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post101

Anmeldelse

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, February 28, 2018 11:25:38


Om "Indgange"-lydbogen:

"Claus Willumsen lader den demensramte være forfatteren.
Det gør at læsningen bliver fyldt med
Forvirring – Gentagelser - Mange ord – Mange ordrækker – Underlige ord – Meningsløshed.

Men til sidst samles det hele og giver mening.

Oplæsningen fungerer, det gør det ellers sjældent, når forfattere læser deres egne værker op. Forfatteren Claus Willumsen har en behagelig stemme at høre på..."

- Jette Olofsen, Lektor & Mentor



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post98

Tavshedsvidner

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Mon, February 26, 2018 09:58:50

Det hele sluttede, da det bankede hårdt på hoveddøren.
Christian, Götz og jeg var netop stået ud af sengene, da der blev banket hårdt på den kraftige trædør, der var blevet forstærket med metal på indersiden. Det rungede i hele huset. Lyden blev kastet rundt i de halvtomme lokaler. Slagene mod døren lød næsten som en kirkeklokke, der skiftede tone, når lyden rikochetterede og pressede stilheden ud af det lille landsted.

”Er det Dommedag, som er ankommet?”, spurgte Gôtz med mad i munden.

Der
var ingen panik, ingen stole, der blev skubbet tilbage og væltet, ingen greb ud efter våben. Vi vidste, at når de kom, så ville de komme med så meget magt bag sig, at modstand ville være håbløs.

Christian drak en tår kaffe og så med et smil på os. Hans fyldige kinder og det blonde hår fik ham næsten til at ligne en basunengel, men også kun næsten.

”Mon ikke, det er agenturet, som har beæret os med et besøg? Kan vi nå at
drikke morgenkaffen, før de får sparket døren ind?”

”Vi kan da gøre forsøget”, sagde Gôtz og tømte sin kaffekop i én slurk.

Jeg sagde ingenting, forsøgte bare at holde masken. Jeg lagde min skive brød på tallerkenen, drak lidt vand.

(Billede: www.stasi-mediathek.de)

Vi havde været i huset i næsten et halvt år. Huset lå fuldstændigt isoleret i udkanten af en skov. Der var ingen radio, intet tv, kun stilheden, afbrudt af fuglenes sang. Huset var af røde mursten, taget af sort tegl, med en skorsten, der så ud, som om den var ved at vælte. Men indvendigt var det velholdt. Halvtomt, men velholdt. Udover køkken og badeværelse (med brus) var der to værelser og en stue med kamin. Bortset fra køkkenet, hvor der lå bestik og porcelæn til en hel deling soldater, var stuen og værelserne mere eller mindre tomme.

Vi indrettede os, Götz og Christian på hver sit værelse – jeg tog stuen – og fik sat lidt skik på stedet, der trængte til en kærlig hånd. Efter at have slæbt kasserne med maden ud i køkkenet, gik vi i gang med gøre rent. Ifølge mine informationer havde der ikke boet nogen i huset i lidt over et halvt år, men det så ud, som om det havde stået tomt i flere år.

”Fischer, er du sikker på, at de informationer er korrekte?”, spurgte Götz,
mens hans store krop fyldte døråbningen.

”Du er da ikke blevet taget ved næsen, er du?”
Før jeg fik svaret, var han forsvundet ud i køkkenet.

”Ikke denne gang”, mumlede jeg for mig selv.

Jeg mødte Götz og Christian efter fængslet. Jeg havde siddet inde for et
røveriforsøg, som var gået galt, da min partner viste sig at være informant for agenturet. To timer før, vi skulle slå til, bankede det på ruden i den bil, jeg sad i. Jeg rullede ruden ned og stirrede direkte ind i et skilt med agenturets våbenskjold indgraveret.

”Hr. Fischer, de må hellere følge med os.”

Så det gjorde jeg. Agenturet diskuterer man ikke med; man adlyder. Efter at have givet dem navnet på min partner, og et par andre uvæsentlige detaljer, fik jeg halvandet år. Jeg underskrev den sædvanlige smøre om, at jeg ville holde dem opdateret (hvem gør ikke det?), gik ud ad fængslets port med min kuffert og en plan om at tage hævn. Over hvem vidste jeg ikke helt, men der kommer vel altid en eller anden forbi, man kan hævne sig på?

Jeg løb ind i Götz og Christian i den labyrint af en metro, som alle benytter,
men som ingen kan finde rundt i. Ligesom alt andet i vor prægtige hovedstad er metroen et byzantinsk komplot, konstrueret for at passivisere sine borgere. I dette net af gange, pladser og kiosker mødte jeg dem på en smugkro, som ingen kendte til, selvom den var fuld af mennesker.

”Må jeg sætte mig her?”, og pegede på den ledige plads med det høje runde
bord. Den ene, en høj blond mand, nikkede, så på mig med et skælmsk smil og klappede på stolen ved siden af ham.

”Kun hvis du lover, at du ikke sladrer til Storebror om, hvad vi taler om.”

”Det betyder vel intet. De finder ud af det alligevel."

Jeg nikkede til den anden mand og præsenterede mig. Vi gav hånd, og jeg gav
den første omgang.

Hvad vi præcist talte om, kan jeg ikke sige. Talte vi overhovedet?
Efter et par dage fandt vi lynhurtigt frem til nogle rutiner. Morgenmad spiste vi sammen. Ellers gjorde vi, hvad vi havde lyst til. Jeg gik lange ture i skoven. Götz løste kryds og tværs, og lagde det samme puslespil igen og igen. Christian læste bøger. Rengøringen klarede vi én gang om ugen, sammen arbejdede vi os igennem huset, og imens vi klarede det, talte vi om løst og fast.

Vi talte om, hvordan vores samfund er skruet sammen, om agenturets magt,
om dem ”på den anden side”. Vi talte om litteratur, drømme og lagde planer for fremtiden. Ikke noget revolution, ingen undergravende virksomhed, blot om vores drømme og håb.
Götz og Christian var stoppet på universitetet, ”for at realisere sig selv”, som Götz sagde. De var barndomsvenner, og de havde fulgt hinanden i tykt og tyndt. De gjorde sig deres egne tanker om det samfund, vi levede i, men råbte ikke højt.

”Faktisk har vi aldrig talt så meget, som vi gør nu. Efter vi mødte dig, har vi
sagt flere ord på kortere tid, end gennem de sidste 27 år”, sagde Christian, mens han svingede gulvmoppen henover plankegulvet i stuen. Götz nikkede og kørte støvkluden henover rammen på det ene billede, der hang i den hvidmalede stue.
Jeg sad i den grå sofa, der fungerede som min seng, sagde intet. Udenfor så jeg skyer trække sammen henover skoven.
Sådan gik tiden. Med vores egne sysler og de fælles. Og efteråret blev til vinter, vinter blev stille og roligt afløst af forårets blomster, der skød op ude foran huset.

Hvem, der foreslog, at vi skulle ”gå under jorden”, ved jeg ikke. Måske var det
Götz. Det kunne også være mig, det skal jeg ikke kunne sige. En dag gjorde vi det bare. Vi flyttede ud i huset. Ingen af os sendte fraflyttelsesformularer til det lokale bureau. Vi spurgte ikke om lov til at flytte ud i huset. Vi gjorde det bare.

Det var mig, som gjorde opmærksom på huset. Jeg havde hørt om det i
fængslet. En medindsat havde fortalt mig, at hans morbror havde et hus ved en skov, der lå totalt isoleret fra det omgivende samfund. Uden telefon, uden radio, uden tv. Og det bedste ved det hele? Ingen registrering, morbroren havde aldrigansøgt om tilladelse. Han sneg sig nærmest afsted i nattens mulm og mørke, kørte byggematerialerne i små bidder, og lidt efter lidt, i løbet af et år, stod der et solidt hus. Lige til at flytte ind i.

Hvad der videre skete, fik jeg aldrig at vide. Kun at huset stod tomt.
Så vi flyttede bare ind. Jeg havde tøj med, intet andet. Götz havde pakket en kuffert med kryds og tværs-blade, og Christian havde fyldt halvdelen af kassevognen med plasticposer, stoppet til randen med bøger. Så når jeg før nævnte, at vi talte om løst og fast, er det nok lidt af en overdrivelse. Faktisk talte vi næsten ikke. Götz og Christian er tavse mænd, og jeg selv, jeg har lært lektien: Tavshed skader mindre end tale.

Jeg satte glasset fra mig. Så på Götz og Christian, mens slagene mod døren blev
intensiveret. Det lød, som om agenturet havde taget en rambuk i brug. Jeg så hen mod døren. Der ville gå lidt tid, før den ville give efter. Og det eneste vindue i huset, havde ejeren gemt omme bag en metalforstærket skodde. Så vi havde tid til at drikke vores kaffe.

”Fischer”, sagde Götz, ”vil du række mig kaffekanden. Jeg tror, vi kan nå en
sidste kop.”

Da jeg rakte kaffekanden hen mod ham, greb han om mit håndled, holdt fast
og stirrede direkte ind i mine øjne. Jeg så ham ind i øjnene, rystede næsten ikke på hånden. Christian så hen på Götz, mens han tavst rystede på sit engleansigt.

”Gamle ven, sig intet. Det løser ingenting at tale.”

Slagene mod døren blev til brag. Døren begyndte at give sig i rammen. Og imens
døren gav sig, havde agenturet fundet generatoren, der befandt sig i et lille skur et lille stykke inde i skoven. Køleskabet blev tavst, lyset gik ud. Gad vide, om de ville finde tønderne med olie? Før eller siden ville de nok. Det betød intet nu.

Götz slap mit håndled. Jeg stillede kanden foran ham. Han hældte op til selv
sig og Christian, mens han rystede på hovedet.
Ingen af os sagde et ord, da døren gav efter, og træsplinter føg os om ørene. Vi var tavse, da agenturets grå uniformer sås i den lysende firkant, hvor døren havde været.
Og jeg sagde intet, da agenturet bad mig om at stige ind i den bil, der holdt bag ved lastbilen, hvor de smed Götz og Christian ind.


Teksten er uredigeret. Novellesamlingen "Sneuglen fra Marrakech" udkommer 2019.

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post97

Det Brev Jeg Aldrig Fik Sendt

SkønlitteraturPosted by clauswillumsendk Wed, February 21, 2018 10:51:52
Dette brev til Dronning Margrethe nåede jeg ikke at sende. Og nu synes jeg, at det er for sent. Jeg er ikke royal, kender ikke etiketten for tiltale, men det er i hvert fald skrevet med hjertet. Eventuelle fejl står på forfatterens egen regning. Kommateringen er vist af den lidt fri slags, men sådan er det. Her er det ikke Grammatikens Intimitet, men Hjertets, der tæller...

__________________________


Hendes Majestæt Dronningens Hofstat

Hofmarskallatet
​Postboks 2143
1015 København K

Til Hendes Majestæt Dronningen

Mit navn er Claus Willumsen, og jeg er forfatter, en ganske ukendt én af slagsen, men ikke desto mindre.
Jeg har igennem pressen erfaret, at Deres mand, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, er blevet erklæret for dement.

Det er jeg utroligt ked af at høre, da jeg altid har sat stor pris på Prinsgemalen og hans lune tone, når jeg har set interviews med ham i tv. Jeg husker specielt et interview med Dem, Deres Majestæt, hvor Prinsgemalen sad afslappet, nogen ville sige henslængt, i en sofa, og smilede, mens De besvarede spørgsmål. Og engang imellem kom han så med en lille kommentar, og jeg kunne se, at både De og Deres mand nød det ”samspil”. Og jeg husker, at jeg tænkte, at det billede som vi, der så interviewet, havde af Deres mand ikke stemte overens med det, som vi får fra den kulørte presse.

De og Deres mand har altid stået for mig som to personer med stor integritet og overskud; derfor var det med stor bestyrtelse, at jeg modtog den sørgelige besked om Hans Kongelige Højhed Prins Henriks sygdom.

Ydermere er jeg én af de personer, som med stor fornøjelse har læst Deres mands digte, der viser en mand med et stort sprogligt overskud og en vilje til, med få ord, at frembringe billeder og stemninger, der giver én et pusterum i dagligdagen, om jeg så må skrive.
Med andre ord: Jeg har stor respekt og veneration over for Deres mand, Prinsgemalen. Og jeg vil gerne udtrykke min store agtelse og sympati for Hans Kongelige Højhed, for Dem, Deres Majestæt og for Deres familie i denne svære situation.

Jeg har, i al beskedenhed, forfattet en kort lyrisk roman om demens, som jeg gerne vil give Dem mulighed for at læse, hvis De ellers har tid i Deres sikkert travle program. Romanen hedder ”Indgange” og er skrevet på personlige erfaringer med demens (min morfar, mor og far var og er demente).
Selve idéen udspringer af min søsters Parkinsons-sygdom, men den kvindelige hovedperson lider af demens. Ordet demens er ikke nævnt i bogen, men det er det, der er ”triggeren”.

Jeg har fået flere henvendelser fra læsere, der synes, at romanen er en øjenåbner i forhold til det at være pårørende til en dement. En læser skriver i et personligt brev, at hun ville ønske, at hun havde læst min bog, da hendes mor levede, så havde hun haft lidt mere viden og overskud til at tackle den svære situation.

Nu er det ikke sådan, at ”Indgange” er en selvhjælpsbog i, hvordan man som pårørende tackler livet med en dement – det er jeg sikker på, at Deres Majestæt får professionel hjælp til – men romanen er mere et forsøg på at beskrive, hvordan en dement ser og oplever verden. Det er ikke en opløftende roman, den er sine steder forvirrende og ikke-lineær i sin handling, men under mine oplæsningsseancer har jeg fået overvejende positive ord med på vejen. Ordene ”smuk”, ”stærk” og ”sørgelig” går igen.

Deres Majestæt.
Jeg vedlægger mit sidste eksemplar af bogen. Jeg beklager den ikke helt perfekte tilstand – den har været ude på oplæsningsarrangementer, og den har oplevet en hverdag i et hjem, hvor tingene bærer præg af en travl dagligdag. Dermed ikke sagt, at det er en las, slet ikke. Men den er ikke helt frisk fra trykken.

Hvis De vil læse den som lydbog, har jeg kreeret en USB-nøgle i ahorntræ, med romanen, indtalt af Deres ydmyge undersåt (forfatteren selv) og lidt ekstramateriale. Den vedlægger jeg bogen. Jeg ved ikke, om man vil lade sådan én køre på et af Deres eventuelle afspilningsaggregater, men jeg kan forsikre Dem om, at den er ufarlig.

Ydermere vedlægger jeg min pressemeddelelse på bogen.

Til sidst skal jeg beklage, at jeg ikke har skrevet dette brev i hånden til Dem!
Men jeg vil gerne have, at De rent faktisk kan dechifrere, hvad det er, jeg skriver, derfor er dette brev skrevet på computer, med alt, hvad det indebærer af slåfejl, stavekontrol og andre vederstyggeligheder.
Men min underskrift og de varmeste hilsener (No Pun Intented, som det hedder på nydansk) får De uanset hvad!

Med højagtelse, og hvad sig dertil hører

_____________________________
Claus Willumsen

Claus Willumsen / clauswillumsen.dk



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post95
Next »