clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Grænser for frihed?

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, February 05, 2018 12:28:02
Morten Sabroe får smadder i Politiken. Han har vist begået "Kunstnerisk objektgørelse" af kvinder. Se indlægget her

Det får mig til at tænke på, hvad man som forfatter kan skrive.
Der er ingen tvivl om, at forfattere har skrevet mange horrible ting i gennem tiden i romaner, noveller og digte (Celine, Broby-Johansen, Brett Easton Ellis, Fay Weldon m.m.fl.).

Hvor går grænsen for den kunstneriske frihed?
Kan jeg lade en hovedperson sige N-ordet? Eller lade en mand fortælle om, hvordan han voldtager en kvinde? Kan jeg detaljeret beskrive et samleje over 200 sider? Må jeg beskrive, hvordan en mand slår mænd, kvinder og børn ihjel med en kølle?*



Grænserne brydes, forskubbes, tilbagerulles og forskydes så igen. Hvad man kunne skrive for 100 år siden er det forbudt at skrive i dag. Eller omvendt. Er der nogen, der løfter et øjebryn, hvis jeg skriver Lem? Eller Pik? Eller beskriver en voldsom død i detaljer? Ja, der er der. Og nej, det er der ikke.

Og sådan har det altid været. Folk har forskellige grænser for, hvad de synes er tilladt, Comme Il Faut. Om det er "Samfundet", der sætter grænserne eller det enkelte individ (der i visse tilfælde er i overtal, ER "Samfundet") betyder ikke meget.
Det, der betyder noget er, hvad "VI"/"Jeg" mener, er det rigtige.



Personligt er jeg meget frisindet, på alle måder, rent kunstnerisk i hvert fald.
Jeg læser, hører og ser alt muligt, som nogle mennesker ikke ville se eller høre. Blandt meget andet kan jeg godt lide Splatterfilm, Mapplethorpe og Bukowski, så jeg er slet ikke sart.
Men jeg tvinger ingen til at se, høre eller læse det, som jeg selv kan lide. Det valg må de selv træffe.

Når det er sagt, så har selv jeg en grænse, og den var Peter Nadas tæt på at overskride. Eller jeg syntes, at det var så pinligt, at jeg havde store problemer med at høre det til ende (det var en lydbog). Sådan er der jo så meget.
Det betyder dog ikke, at jeg vil forbyde forfatteren at skrive. Eller forhindre andre i at læse bogen.



Selv har jeg ingen skrupler.
Jeg skriver, hvad jeg har lyst til, hvis det er vigtigt for historien. Ingen skal censurere mig - det kan kun loven om bagvaskelse og injurielovgivningen gøre. Om jeg vil skrive hård pornografi eller dødsporno-krimier er op til mig. Hvis man ikke kan lide det, så lad være med at læse det.
Så simpelt er det.

Jeg kommer nok til at indrømme, at hvis Sabroe får smadder nu, så vil jeg nok også få det. Den eneste forskel på mig og Sabroe er, at han er kendt, det er jeg ikke.
Så mon ikke, jeg smutter under radaren uanset, hvad jeg skriver?


Og nu lidt fra en fremtidig bog. Hvis du ikke bryder dig om et frit, seksuelt sprog, så stop læsningen her!
Beklager kommateringen, det er skrevet i et hug, uden tanke for korrekt tegnsætning...

”Han ligger oven på hende med hånden nede mellem hendes ben. Han har fingeren oppe i hende, mens han ser hende ind i øjnene. Hans hoved er tomt, men en svag panik er ved at sætte ind og den truer med at fylde ham. Han bearbejder hende med fingeren og kan mærke, hvordan hendes store bryster gynger under ham, hans øjne flakker, for meget sprut, for lidt søvn, for lidt blod de rigtige steder. Han fjerner sin hånd fra hendes kusse og sætter sig til rette, så han kan tage om hendes bryster og presse dem sammen og køre den af mellem disse herlige attributter, men han kan mærke at energien forsvinder. Jo mere han arbejder, desto slappere bliver han. Og mens panikken skyller igennem kroppen ved han at slaget er tabt, men han prøver
alligevel. Han tvinger sig halvslapt ind i hende og mens han forsøger at gennemføre dette formålsløse forehavende klynker hun, men han er ikke sikker på om det er af lyst eller skuffelse. Og nu forsvinder hun og værelset; han lukker sine øjne og da han åbner dem igen er hun væk.”



*eksemplerne er taget fra litteratur og film, jeg har læst og set.








  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post93

Er det prisen værd?

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, January 31, 2018 12:20:35

Der har været lidt opskræp i Politiken om, at litteraturpriserne går til de i forvejen kendte forfattere. Se klumme og læserbrev.

Jeg kan simpelthen ikke tage mainstreamkulturens pingfaktor alvorligt. Jeg gider stort set ikke følge med i, hvad der sker på den front mere: For der sker ikke noget.
Det er en stor, selvfed, selvfødende organisme. Det er et monster, der æder sig selv fra halen, og så skider den sig selv ud (for at bruge et udtryk fra Rabelais).

Den eneste grund til, at jeg efterhånden læser kulturtillæg/bogtillæg er for at følge med i, hvad der rører sig i udlandet. Dér er tendensen den samme, men det er da i det mindste ikke de samme danske ansigter.


Og jeg er rent faktisk glad for, at jeg ikke kommer på et stort forlag.
Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg skal selv lave det hele, men så ved jeg da, at der sker noget.
Jeg kender et par forfattere, som udkommer på store forlag. Deres forlag udsender pressemeddelelser (og anmeldereksemplarer) til aviser. Deres bøger bliver anmeldt og solgt.

Men deres fortjeneste er mindre end min (og jeg tjener NADA), og de skal selv arrangere deres oplæsninger. Så de laver det samme stykke arbejde som mig, når de skal ud og læse op. Det eneste deres forlag gør er at tilbyde et distributionsnet. Resten er op til dem selv.

Jeg er ikke kendt, bliver det aldrig, men jeg har det for det meste sjovt med at skrive, udgive, læse op, promovere, eksperimentere - og de småører, jeg tjener (de dækker ikke engang alle udgifter altid) kan jeg investere i den næste bogudgivelse.
Jeg bliver ikke anmeldt, men det er der mange andre på store forlag, der heller ikke gør, så det bruger jeg ikke meget tid på. Men jeg ved, at der altid bliver gjort noget for mig - for jeg gør det selv!

Så tag bare og giv jeres litteraturpriser til dem, der har brug for den slags.
Men skulle der være en, der gerne vil give mig en pris, så tager jeg da imod den med kyshånd og taksigelse.
Statuetten vil sikkert være en god dørstopper...



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post92

Hva' mæ' kulturen?

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, January 10, 2018 10:39:30

Læste denne artikel af Christian Johannes Idskov. Og den satte lidt tanker i gang. Dem kan du læse herunder.



Vi sammenligner os altid med Sverige og Norge, både positivt og negativt (Sverige mere negativt end Norge), når vi skal forklare, hvad vil vil eller ikke vil. Både samfundsmæssigt, politisk og kulturelt.

Hvis vi ser på kulturen, herunder litteraturen, går vi i stik modsatte retning af Norge og Sverige, hvad offentlig understøttelse angår. Når jeg skriver "Understøttelse" tænker jeg ikke på understøttelse som offentlig forsørgelse, men understøttelse som et middel til at give kunsten et skub for at komme bredere ud til publikum.

Problemet er bare, at Norge og Sverige øger den offentlige kunststøtte, mens Danmark skærer ned. I Danmark skal kunsten konkurrere på markedsvilkår. Konkurrencestaten er ikke en ideologi, men en tilstand, en naturlov. Alt er i spil, og dem, der ikke klarer den må dø.

Denne måde at anskue verden på er der ikke noget i vejen med som sådan, men den har nogle konsekvenser for, hvordan vi indretter samfundet.
Og det ser ud til, at visse politikere er klar til at give los: Vi befinder os i en slags kulturel naturtilstand, hvor det er alles krig mod alle. Der bliver kæmpet med arme og ben, pen og pensel om at få fingre i de midler, der smides til os.
Og det slutter ikke her.

Læs artiklen, den er god.
Er den paranoid, politisk og overdrevet?
Døm selv.

Jeg kan bare sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er på kulturel overførselsindkomst. Jeg klarer mig selv. På godt og ondt.

Læs i øvrigt Venstres principprogram her



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post85

Ugens Citat - Uge 35

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, August 28, 2017 10:44:05
»Det kan være svært at være 'fremmed' i begge lejre«

Dette citat er om:

1) at være flygtning i Danmark
2) at have flere politiske embeder
3) at at være forfatter og anmelder

Se svaret Her

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post56

Igennem muren?

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, August 21, 2017 12:22:13
Hvordan slipper du igennem nåleøjet?

Ofte er det umuligt at bryde igennem den mur af tavshed, der stovt og knejsende står imellem din bog og en form for offentlighed.
Når din bog er udkommet, begynder den lange seje kamp for at få øjenlyd.
Og den kamp er en kamp mod vindmøller, hvis du ikke har udgivet den "rigtige" bog, eller har den der underlige X-faktor, der kommer med udgivelsen af en bog, der "bryder" igennem læsemuren.
Kan du slippe igennem det nåleøje? Sikkert ikke.
Gør dit arbejde og kryds fingre

Hvis du udgiver en bog, er det rigtige arbejde ikke at få den ud. Det er markedsføringen af den.
Men hvis du gør dit arbejde ordenligt, gør de ting, der skal gøres, kan du med god samvittighed se dig selv i øjnene og sige: "Nu har jeg gjort mit"!
Og så må du bare se, hvor langt det kan bære.

Jeg har sendt min nye roman "Indgange" til anmeldelse hos aviser, og der skal også sendes nogle eksemplarer til et par blogs. Herudover skal der laves lidt foredrag, der skal sendes ud til de biblioteker, som har købt bogen. Så kan jeg vist ikke gøre mere der.
Og så skal der lige arbejdes liidt mere!

Men det stopper ikke her.
Selvom du har gjort det, "du skal gøre", er det sikkert ikke nok. For man kan jo altid gøre lidt mere, ikke sandt?

De sociale medier skal bearbejdes, og det er også op ad bakke. Det er alles kamp mod alle. Det ældgamle begreb "solidaritet" eksisterer ikke. Du skal give for at kunne modtage, intet er "gratis". Naivitet er No Go.
Kamppladsen er en markedsplads, hvor den stærkeste vinder: Det er en kapitalens naturtilstand, hvor den svage tilintetgøres i stilhed, og så er den potte ude.
En ulige kamp om opmærksomhed

Godt.
Din bog er ude, den sælger godt. Men der er stadig denne mur af stilhed. Der kommer ingen invitationer til oplæsninger, ingen giver dig et klap på skulderen. Du sidder bare med den gode bog, som du har skrevet.
Og intet sker.

Det er der en god grund til. Der er større fisk derude. Mere interessante fisk, store fisk, der løber med opmærksomheden. Og det behøver ikke at være populære fisk, blot mere interessante fisk: Fisk, der svømmer i de rigtige farvande.
In The Loop

Det handler om netværk, stupid.
Hvis du ikke kender nogen, der kender nogen, er du lost.
Du kan gøre alt det, som jeg har skrevet om overstående, og du kan gøre det godt. Det hjælper bare ikke noget, hvis du ikke er In The Loop.

Hvis du ikke kender de "rigtige" personer, kommer du simpelthen ingen vegne. Fred være med, at du "er kendt" - "Kendte" kan vi fodre svin med. Kendthed batter kun, hvis du kender dem, der kan gøre dig (endnu) mere kendt.
Dette gælder ikke kun indenfor tv- og musikbranchen: dette gælder i højeste grad også for forfatterbranchen (forfattere kan vi også fodre svin medsmiley).
Brug dine kræfter på at skrive

Jeg har fået udgivet bøger i snart 10 år. Og er der én ting, jeg har lært er det:
Skriv bøger, udgiv dem, gør hvad du kan for at udbrede dine tekster. Og skriv så videre.

Du kan ikke komme igennem nåleøjet, hvis du ikke bliver anmeldt i de store aviser. Og du kan heller ikke forlade dig på, at du kan få hjælp fra andre. Gør det, du kan lide: Skriv til bukserne revner.
Og drop så alt det der "ekstra". Brug ikke din tid på at overdænge de "sociale medier" med info om din nye bog. Gør kun det nødvendige. Spild ikke din dyrebare til på "bryde igennem". For der er altid lige den der forfatter/-inde, der kender den, der arrangerer det arrangement, hvor alle dem "In The Loop" er.
Et sidste råd ... før jeg skriver videre

Så mit råd er: Skriv, sælg det, du kan. Lad være med at håbe på at komme igennem nåleøjet. Du kan ikke bryde muren ned. Brug hellere muren til at sidde bag: Og skriv!
Og lad dig fornøje over de læsere som rent faktisk bryder sig om dit værk.
Det er det vigtige. Ikke dem, der kunne have været.
Drop det nådeøje, ignorér muren.

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post55

Mere bog på Biblio?

KommentarPosted by clauswillumsendk Tue, August 08, 2017 11:46:39

”Efter nogle årtier, hvor musik, film og litteratur var nærmest ligestillede, er der de seneste år kommet mere fokus på litteraturen og læsningen igen. Blandt andet fordi vi orienterer os mere mod folkeskolen og fokuserer på læsning som en vej til viden og uddannelse”.
Henrik Jochumsen, Det Informationsvidenskabelige Akademi

Mere fokus på litteraturen?
Ja, det er gode nyheder. Efter flere års fokus på nye medier er bøtten tilsyneladende ved at vende.

Eller det vil sige: Der er måske nok mere fokus på litteraturen. Men hvilken litteratur?
Der bliver måske købt flere genreromaner, flere bestsellere, flere eksemplarer af de populære forfattere.

Men desværre afspejler det sig ikke meget i den smalle litteratur; lyrikken, de "underlige" bøger, den eksperimenterende roman eller novelle. Dér bliver der ikke brugt mange penge. Hvis man er heldig sælger man en 15-20 stykker af en digtsamling, og måske det samme antal af en roman, som ikke er en krimi eller en fantasy-roman.

Selvfølgelig er der smalle bøger, der bliver købt ind i større antal (måske 40.50 stk.), men det er ikke tit, at en smal bog kommer op på samme antal som en spændingsroman.
Og det er der måske heller ikke noget i vejen med, når man tænker på udbud og efterspørgsel.

Mere fokus på den samme litteratur

Min påstand, og det vil glæde mig, hvis den kan tilbagevises, er:
Der bliver ikke købt mere ind af lyrik, eksperimenterede eller "underlig" litteratur. Der bliver brugt flere penge på det kendte, det populære, på bestsellere.

"Mere fokus" er i denne sammenhæng mere af det samme.
Selvfølgelig skal bibliotekerne fokusere på, hvad lånerne vil have. Men at købe 10 eksemplarer (eller mere) af den nye krimi med (sæt selv navn ind) er ikke "mere fokus".
Det er ensretning.

Hvis bibliotekerne bare skal være centraler for distribution af de bøger, der hitter på bestsellerlisterne, så bør man vel lave ordlyden om i Biblioteksloven? Man kunne for eksempel stryge ordet "Alsidighed" (§2).
Alsidighed og formidling

Hvis bibliotekerne skal følge logikken om efterspørgsel, dette store dejlige dyr i åbenbaringen, kan vi godt skyde en hvid pind efter Alsidigheden, og nogen vil sikkert også sige efter Kvaliteten (så langt vil jeg dog ikke gå). For når man satser ensidigt på det populære i materialevalget er der ikke plads til det smalle.
Og så er der nul alsidighed.

Jeg ved, at jeg sætter tingene på spidsen, forsøger at drive min pointe hjem. Men jeg kan se, at bibliotekerne bliver sværere at skelne fra hinanden, både udvendigt og indvendigt. De nye biblioteksbygninger er skåret over samme læst, indmaden ligeså.
Og så er der min kæphest: Formidlingen (Jeg har selv skrevet en rapport om det, den står på IVU stadigvæk, tror jeg).

Det ligner mere og mere et stakkeudsalg i en boghandel end ildsjæles formidling af spændende litteratur. Og det er såmænd ikke bibliotekarens skyld. De knokler løs, og der er ikke tid nok.
Det er nemmere at stakke en bunke med det populære, når der ikke er tid til fordybelsen på arbejdspladsen.
Men det er en helt anden historie.

Mere bog på Biblio?

Ja, det kan da godt være. Men det øger ikke nødvendigvis diversiteten. Hvis man bruger pengene på det, der sælger, og forsømmer f.eks. lyrikken, skaber man bare litterær ensretning, ikke alsidighed.

Og hvis man rent faktisk køber smal litteratur, men bare forsvinder det ind på hylden efter en uge, er vi stadig ikke kommet videre. Så bliver indkøb af smal litteratur - et eksemplar i ny og næ - bare en undskyldning for alsidigheden.
Og så er det ligegyldigt med mere bog på Biblio.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post53

Skrivetips 1-5: Få forfatterens tips, hvis du drømmer om at skrive en bog

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, June 07, 2017 14:55:09
Du får lidt hjælp til at slippe din indre forfatter fri

1. Find roen ved hjælp af høreværn og skyklapper

Jeg kan skrive hvor og hvornår det skal være. Mine kropslige fornemmelser, denne sitren af tilstedeværen er fantastisk dulmende og svalende for mig. Jeg skal bare lukke af for altet og lade sjælen rejse. Men tit må jeg have høreværnet på, når solen skinner.

2. Omskrivning og omskrivning

Jeg skriver alt om. Jeg omformulerer. Jeg omskriver alt, formulerer det hele igen, vejer alt på en vægt. Sproget er min modstander. Jeg skriver forfra, sletter, husker det hele på ny, ligesom mine fingres tøven ved hver omskrivning husker det før. Det er små åbenbaringer at omskrive, slette, genskrive ... Hmm, er det de rigtige ord?


3. Læs højt

Og længe. Af dine og andres tekster. Det er de lydige associationer, der får ny betydning, når du læser op. Lyde er sprog, der bevæger sig, bevæger mig. Når jeg hører min stemme, frigøres flere ord. Jeg læser op, ned og med hele min sjæl. Så højtlæsning er vigtig.

4. Ryd op

Ryd op overalt. Intet må være ramt af tilfældigheder. Rod på mit skrivebord gør mig usikker. Hvis det kan lade sig gøre, så reformaterer jeg min computer. Så begynder jeg på en frisk hver gang.

5. Skrivningen er en performance

Jeg finder altid en café, hvor jeg kan skrive, så alle kan se, at jeg er forfatter. Det er vigtigt at have et publikum. Deværre vænner mit publikum sig alt for hurtigt til mig, der sidder i hjørnet og skriver. De mister interessen. Når jeg mister min effekt, så er det tid til at finde et nyt sted.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post48

Ikke desto mindre

KommentarPosted by clauswillumsendk Thu, May 04, 2017 12:48:24
Eller: At skrive en bog, man ved ikke kommer til at sælge (ret meget)

En forfatter vil altid gerne sælge bøger. Man har en historie. Man skriver den. Og så vil man selvfølgelig gerne have læsere til den. Det er klart.
Forfattere skriver historier for at andre skal læse dem.
Dette gælder alle forfattere. Uden undtagelse.


At skrive en roman, man ved er svær at sælge

Men i ny og næ skriver en forfatter en bog, som han (eller hun) bare ved er meget svær at sælge. Hvorfor gør en forfatter det?

For det meste fordi historien er vigtig for forfatteren. Dette gælder ikke mindst min nye roman "Indgange". Jeg ved godt, at "Indgange" ikke bliver en bestseller. Den kommer slet ikke i nærheden af at sælge 100 eksemplarer.
Ikke desto mindre udgiver jeg den.


Labyrintisk eller uforståelig?

Nogle vil mene, at det er litterært selvmord at udgive en bog, der handler om en kvinde med en demenssygdom, set indefra. Med sin stream of consciousness og en indre "monolog", der springer i kronologi og ikke giver "mening", vil "Indgange" være en sejtrækker for sin læser.

Ikke nok med det: Der er intet plot, ingen forklaringer. Efterskriftet giver ikke nogen forklaring, ikke direkte i hvert fald. Og i bedste fald er fortælleren utroværdig, hvis der er en egentlig fortæller. Hvem fortæller hvad til hvem?
"Indgange" er ikke en nem bog.
Ikke desto mindre udgiver jeg den.


Hvorfor?

Man kan spørge sig selv om, hvorfor jeg udgiver en bog, der ikke kommer til sælge. Som ikke er den letteste bog at have med at gøre. Og som i bedste fald vil forvirre læseren.
Og det er der folk, der har gjort.

Svaret er: Fordi jeg mener, at "Indgange", på trods af sine særheder, er en god bog. Mærkelig, javel. Endda svær og utilgængelig, absolut. Men stadigvæk en god bog.

"Indgange" er ikke en genistreg overhovedet, men den er så usædvanlig, at jeg synes det ville være en skam, hvis den skulle forsvinde ned i en skuffe, og så ophøre med at eksistere, når jeg er væk om hundrede år.
Derfor udgiver jeg "Indgange".

"Indgange" udkommer 10. juni. Se mere på clauswillumsen.dk





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post46
Next »