clauswillumsen.dk

clauswillumsen.dk

Forfatteren Claus Willumsens Blog

En litterær platform, en legeplads, for Claus Willumsen.
Her er der Fri Leg.

Bibliotekerne og Lyrikken

KommentarPosted by clauswillumsendk Thu, June 14, 2018 12:06:24

Lyrikarrangementet i dag på Frederikssund Bibliotek er aflyst på grund af for få tilmeldte.

Det overrasker mig ikke.
Det kan være svært nok at få folk til at lytte til lyrik i de større byer, så det kan ikke undre, at der i en by på Frederikssunds størrelse ikke er mere end tre tilmeldte (familie og venner til min kollega).

Jeg har et gratis råd til biblioteker rundt omkring i Danmark.
Hvis I gerne vil have mindre kendte lyrikere til at læse op - og det er i allerhøjeste grad prisværdigt - så kan man måske invitere en lyriker, der er mere "kendt".

Her mener jeg ikke, at bibliotekerne skal bruge resten af deres arrangementsbudget på at invitere Theis Ørntoft eller Benny Andersen, mindre kan gøre det.
Man kunne måske se lidt på, hvilke ikke-helt-så-berømte-lyrikere, der har fået anmeldelser i aviser og tidsskrifter, og så invitere dem.

Det behøver ikke koste en bondegård. Man kunne invitere de lyrikere, der opererer i "mellemlaget" (hvilket frygteligt ord). Dem, som gerne læser op for et par tusser.
Og så inviterer man de lokale, dem, som få kender (de er ikke "brudt igennem", er ikke i Søndagstillægene eller på tv); de er ganske givet billegere i drift.

...

Jeg oplever gang på gang, at biblioteker inviterer "the usual suspects", de kendte, der allerede er fokus på. Og det er fint nok. Problemet er bare, at man som bibliotek gør det, alle andre gør. Og så "glemmer" man at profilere sig på det anderledes.
Det gør bibliotekerne for at tiltrække kunder i forretningen, og det skal de - de er under markedslignende konkurrence, kunder i bixen er lig med et budget, der ikke er skåret i.

Men det gør biblioteket til kulturhuse for det populære. Det gør, at man ikke kan skelne det ene bibliotek fra det andet.
Det ensretter. Og det er kedeligt.

Jeg er klar over, at jeg kæmper mod vindmøller her, men nogen må jo ofre sig og råbte vagt i digt. Ligeledes er jeg fuldstændigt klar over, at kampen mod ensretning og konformiteten er en tabersag.

Men nu er katten ude af sækken.

Kære biblioteker.
Sats nu på det anderledes. Det er rent faktisk noget, der kan give nye kunder i butikken.



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post118

DET LANGE SEJE TRÆK

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, June 11, 2018 10:24:19

Lørdag d. 9. juni havde Forfattermatiné besøg af tre fine forfattere, der læste op fra deres meget forskellige værker.
Det blev en rigtig god eftermiddag i godt selskab.

De publikummer, der mødte frem, fik fire oplæsninger, som hver på sin måde gav et bud på, hvordan litteraturen ser ud i 2018.
Anne Catrine Bomann læste op fra sin roman "Agathe", René Sandberg fremførte et værk om poesi og kapital, Niels Roed læste op fra sine to digtsamlinger, og værten Claus Willumsen læste sin Poetiske Pamflet fra ende til anden.

Der blev læst, lyttet, klappet, og i de små indlagte pauser blev der talt på kryds og tværs. Det blev - som før nævnt - et par gode timer i godt selskab.

Hvis nu der sad en flue på væggen, så ville den nok have tænkt: "Sikke et stort ståhej for ingenting. Hvor er masserne dog henne?".
Der var nemlig ikke helt fyldt op i Antikvariat 2B. Der kunne godt være liidt flere.

Dertil er der bare at sige: Lille flue på væggen dér, det var bragende solskin. Folk, der havde meldt deres ankomst tog ganske givet på stranden. Og vi konkurrerer med dusinvis af andre arrangementer, der har større trækplastre, mere kendthed og et kæmpe budget.
Og dertil kan det nævnes, at kvantitet ikke er lig med kvalitet.
Så småt kan så absolut være godt.
Og det Var det.

Jeg kan ikke gentage det nok gange.
Det her, Forfattermatiné, bliver ét langt sejt træk. Forfattermatiné er kun i sin vorden. Jeg vil ikke tøve med at sige, at vi skal op på ti Forfattermatinéer, før vi kan begynde at vurdere, om det kan blive noget, der minder om en succes.

Jeg er ikke tvivl om, at clauswillumsen.dk og Antikvariat 2B har fat i den lange ende her. Der Er brug for et sted, hvor forfattere, der er lidet kendte, kan komme og læse deres litteratur op.

Der er masser af forfattere (og andre kunstnere), der ikke er med i den eksklusive kreds, som bliver inviteret til oplæsning i Politikens Boghal eller andre mere eller mindre etablerede steder, hvor det er godt at kende nogen, der kender nogen.

Derfor kommer der også en Forfattermatiné 3 (og 4, 5, 6 osv.).

Forfattermatiné 3 kommer i begyndelsen af oktober.
Og jeg kan røbe, at der er allerede et par navne i spil, som bliver meget interessante!
Vi ses...





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post117

Hva' mæ' kulturen 2

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, May 07, 2018 11:17:10

I et par år har jeg set kollegaer på Gymnasie- Erhvervs- og Akademibiblioteker blive opsagt, og biblioteker blive nedlagt, på grund af skolers "økonomiske situation".

Og som alle andre steder er det kulturelle institutioner, der står for skud, når økonomien skal reddes (fra besparelser).
Biblioteker og deres funktioner er en luksus, et gode, som vi kun har brug for, når tingene kører på de højeste nagler.

Når der skal findes penge, nedlægger man de bemandede biblioteker, man laver serviceforbedringer ved at skære (det kaldes nogle steder for stordriftsfordele, når man skal sælge fyringerne) i budgetterne.


Og hvem har også brug for viden, der har været igennem menneskehoveder og -hænder, når vi har Internettet (Google), hvor alt jo findes?

Hvem har brug for faktatjek, kritisk kildekritik og overblik i en verden, hvor Fake News er samfundsfjende nummer 1?

Hvorfor skal man dog opretholde noget så gammeldags som et bibliotek, i lokalområdet, på folkeskolen eller på et gymnasie, når vi kan klare det hele med et par klik med en mus?

Det vilde er, at det kan vi ikke.
Alt findes ikke på nettet, Google faktatjekker intet, søgninger bliver styret af popularitet og reklamer, og hitsene kommer i titusindvis. Det er der få, der kan overskue. Derfor har vi brug for informationsspecialister og andre, der kan finde rundt i kaos (eller forsøge i hvert fald).

Men det bider ikke på ledere, beslutningstagere, bestyrelser, kommuner, regioner og stat. Her handler det om økonomi og mere økonomi. Og så må der skæres.
Og hvor skærer man lettest?
På kulturen, på kulturinstitutioner, på biblioteker, til lands, til lands og i luften. Alt, der ikke giver profit kan undværes.


Alle de fine ord om "Digital Dannelse", kampen mod Fake News og den storladne bragesnak om, hvordan kultur bidrager til almenvældets bedste klinger hult, når sparekniven skal svinges

Jeg er ikke overrasket. Det fremgår måske af ovenstående.
Jeg er nærmest opgivende, ikke på mine egne vegne - jeg skal nok klare skærene - men på elevernes og lærernes vegne.

For jeg kan mærke i hverdagen, at der er mange, der ikke kan finde ud at navigere i det mylder af informationer, man bliver udsat for hver dag.
På trods af, at 83% af eleverne i en spørgeskemaundersøgelse her på skolen, hvor jeg arbejder, siger, at de kan finde (alle) deres informationer på nettet, så VED jeg, at det ikke passer.
De kommer nemlig herned på biblioteket og beder om hjælp, når lokummet brænder og Google ikke kan hjælpe dem.

Jeg er ikke tvivl om, at fyringer og nedlæggelser af biblioteker (både folke- og uddannelsesbiblioteker) kommer til at give bagslag. Det vil afspejle sig i den indsamlede viden, når der skal findes relevant information, på skoler og ude i virkelighede

Det er problem, som vi kommer til at se afspejle sig i litteraturen, både den skønne og den faglige.


Faktisk har vi set eksempler på dårligt researchede fagbøger, der er blevet trukket tilbage, og det er ikke kun på grund af plagiat (som vel strengt taget også er en form for dårlig (eller doven) research).
Og personligt har jeg da også læst skønlitterære værker, hvor lidt indsamling af viden ville have forhindret direkte fejl. Min daværende redaktør på Attika har endda reddet mig fra at lave en graverende fejl i "Berømte Sidste Ord" (2009), så jeg selv må også bøje nakken og ty til biblioteker for at indhente viden om et emne.

Den mulighed vil jeg meget nødig miste på grund af hovedløse nedskæringer eller sparekrav.

  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post112

Videoopvågning

KommentarPosted by clauswillumsendk Tue, March 13, 2018 10:22:19
Lørdag d. 10. marts afholdt clauswillumsen.dk "Forfattermatiné" i Antikvariat 2B på Vesterbro.

Vi var fire forfattere, Karsten Bjarnholt, Billy O'shea, Jack Thimm (kom med på et sent afbud) og undertegnede.
Det blev en fin eftermiddag med et opmærksomt publikum og gode oplæsninger.
Så jeg gentager succesen til juni.
Så langt, så godt.


Vi optog oplæsningerne på video, så vi lægger nogle klip på youtube hurtigst muligt.
Jeg vil ikke udtale mig om de andre oplæsninger - de var gode - men jeg må sige, at jeg selv har lært en del af at se mig selv på video.

Her kommer et par gode råd til mig selv, og andre kan måske bruge dem også?:

- Sørg for at lysforholdene er gode.

Når man, som mig, har brug for meget lys, så sørg for at der er lys nok. Hvis man ikke kan ændre på lysforholdene, så husk at læse op fra en bog, hvor bogstaverne er printet tydeligt. Hvis du skal koncentrere dig om at se teksten, så hæmmer du din læsning.
Læg teksten over på et læseaggregat (tablet, mobil eller ipad), skru op for lysstyrke og tekststørrelse. Så kan du bruge dine kræfter på at læse flydende og få en bedre kontakt med publikum.


- Hav ikke en hat eller kasket på.

Når man læser op, er det vigtigt at få øjenkontakt med en eller flere blandt publikum. Det skaber kontakt med de lyttende. Og når man ser ned i bogen, kan hatteskyggen eller tippen på kasketten skygge for ansigtet. Kombinationen af manglende lyskilde og vedvarende stirren på en ikke helt tydelig tekst gør, at man ser meget ned i bogen. Og så ser publikum ikke ansigtet på den læsende. Så af med hatten eller kasketten.

- Læs klart og tydeligt op.

Jeg plejer rent faktisk at læse klart og tydeligt op. Men når de to ovenstående punkter ikke er "i vatter", så ryger koncentrationen. Oplæsningen bliver famlende, sine steder staccato eller forceret. Der er primært to redskaber i brug, når du læser op: Nemlig din tekst og din stemme. De to skal "følges ad". Teksten skal være klar, på papiret og i din vokal.

Så næste gang, jeg læser op, så skal der være lys over land, og kasketten skal af.
Det er heldigvis aldrig for sent at blive klogere.






  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post103

Budskabslitteratur - Nej Tak

KommentarPosted by clauswillumsendk Fri, February 23, 2018 09:56:00

I Information er der en lille bøvs omkring Science Fiction-litteraturens relevans for samfundsdebatten, og det fik mig til at tænke - kort og absolut uvidenskabeligt - følgende:

Skal litteratur være samfundsrelevant?
Skal litteratur "sige" noget om samfundet?

Ja, det "skal" nogle typer af litteratur måske.
Men ikke nødvendigvis alt, som udgangspunkt.

Det kan også bare være, at en forfatter skriver en god historie, som ikke er "samfundsrelevant"; den behøver ikke per se udsige noget om "samfundet" eller være identitetsskabende for læseren.


Politiserende litteratur kan være forbandet kedelig, også selvom det er en god historie. Det er ikke sikkert, at jeg gider at få serveret et klart budskab. Og det er ikke sikkert, at jeg gider tage stilling.
Måske vil jeg "bare" underholdes?

Jeg synes faktisk, at det er problematisk, at man som forfatter vil fodre sin læser med mere eller mindre implicitte budskaber, også når det gælder science fiction!

Og så kan man pakke det ind i litteraturvidenskabelige falbalader; det er stadig at sælge et budskab for budskabets skyld.

Læs indlægget her





  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post96

Grænser for frihed?

KommentarPosted by clauswillumsendk Mon, February 05, 2018 12:28:02
Morten Sabroe får smadder i Politiken. Han har vist begået "Kunstnerisk objektgørelse" af kvinder. Se indlægget her

Det får mig til at tænke på, hvad man som forfatter kan skrive.
Der er ingen tvivl om, at forfattere har skrevet mange horrible ting i gennem tiden i romaner, noveller og digte (Celine, Broby-Johansen, Brett Easton Ellis, Fay Weldon m.m.fl.).

Hvor går grænsen for den kunstneriske frihed?
Kan jeg lade en hovedperson sige N-ordet? Eller lade en mand fortælle om, hvordan han voldtager en kvinde? Kan jeg detaljeret beskrive et samleje over 200 sider? Må jeg beskrive, hvordan en mand slår mænd, kvinder og børn ihjel med en kølle?*



Grænserne brydes, forskubbes, tilbagerulles og forskydes så igen. Hvad man kunne skrive for 100 år siden er det forbudt at skrive i dag. Eller omvendt. Er der nogen, der løfter et øjebryn, hvis jeg skriver Lem? Eller Pik? Eller beskriver en voldsom død i detaljer? Ja, der er der. Og nej, det er der ikke.

Og sådan har det altid været. Folk har forskellige grænser for, hvad de synes er tilladt, Comme Il Faut. Om det er "Samfundet", der sætter grænserne eller det enkelte individ (der i visse tilfælde er i overtal, ER "Samfundet") betyder ikke meget.
Det, der betyder noget er, hvad "VI"/"Jeg" mener, er det rigtige.



Personligt er jeg meget frisindet, på alle måder, rent kunstnerisk i hvert fald.
Jeg læser, hører og ser alt muligt, som nogle mennesker ikke ville se eller høre. Blandt meget andet kan jeg godt lide Splatterfilm, Mapplethorpe og Bukowski, så jeg er slet ikke sart.
Men jeg tvinger ingen til at se, høre eller læse det, som jeg selv kan lide. Det valg må de selv træffe.

Når det er sagt, så har selv jeg en grænse, og den var Peter Nadas tæt på at overskride. Eller jeg syntes, at det var så pinligt, at jeg havde store problemer med at høre det til ende (det var en lydbog). Sådan er der jo så meget.
Det betyder dog ikke, at jeg vil forbyde forfatteren at skrive. Eller forhindre andre i at læse bogen.



Selv har jeg ingen skrupler.
Jeg skriver, hvad jeg har lyst til, hvis det er vigtigt for historien. Ingen skal censurere mig - det kan kun loven om bagvaskelse og injurielovgivningen gøre. Om jeg vil skrive hård pornografi eller dødsporno-krimier er op til mig. Hvis man ikke kan lide det, så lad være med at læse det.
Så simpelt er det.

Jeg kommer nok til at indrømme, at hvis Sabroe får smadder nu, så vil jeg nok også få det. Den eneste forskel på mig og Sabroe er, at han er kendt, det er jeg ikke.
Så mon ikke, jeg smutter under radaren uanset, hvad jeg skriver?


Og nu lidt fra en fremtidig bog. Hvis du ikke bryder dig om et frit, seksuelt sprog, så stop læsningen her!
Beklager kommateringen, det er skrevet i et hug, uden tanke for korrekt tegnsætning...

”Han ligger oven på hende med hånden nede mellem hendes ben. Han har fingeren oppe i hende, mens han ser hende ind i øjnene. Hans hoved er tomt, men en svag panik er ved at sætte ind og den truer med at fylde ham. Han bearbejder hende med fingeren og kan mærke, hvordan hendes store bryster gynger under ham, hans øjne flakker, for meget sprut, for lidt søvn, for lidt blod de rigtige steder. Han fjerner sin hånd fra hendes kusse og sætter sig til rette, så han kan tage om hendes bryster og presse dem sammen og køre den af mellem disse herlige attributter, men han kan mærke at energien forsvinder. Jo mere han arbejder, desto slappere bliver han. Og mens panikken skyller igennem kroppen ved han at slaget er tabt, men han prøver
alligevel. Han tvinger sig halvslapt ind i hende og mens han forsøger at gennemføre dette formålsløse forehavende klynker hun, men han er ikke sikker på om det er af lyst eller skuffelse. Og nu forsvinder hun og værelset; han lukker sine øjne og da han åbner dem igen er hun væk.”



*eksemplerne er taget fra litteratur og film, jeg har læst og set.








  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post93

Er det prisen værd?

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, January 31, 2018 12:20:35

Der har været lidt opskræp i Politiken om, at litteraturpriserne går til de i forvejen kendte forfattere. Se klumme og læserbrev.

Jeg kan simpelthen ikke tage mainstreamkulturens pingfaktor alvorligt. Jeg gider stort set ikke følge med i, hvad der sker på den front mere: For der sker ikke noget.
Det er en stor, selvfed, selvfødende organisme. Det er et monster, der æder sig selv fra halen, og så skider den sig selv ud (for at bruge et udtryk fra Rabelais).

Den eneste grund til, at jeg efterhånden læser kulturtillæg/bogtillæg er for at følge med i, hvad der rører sig i udlandet. Dér er tendensen den samme, men det er da i det mindste ikke de samme danske ansigter.


Og jeg er rent faktisk glad for, at jeg ikke kommer på et stort forlag.
Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg skal selv lave det hele, men så ved jeg da, at der sker noget.
Jeg kender et par forfattere, som udkommer på store forlag. Deres forlag udsender pressemeddelelser (og anmeldereksemplarer) til aviser. Deres bøger bliver anmeldt og solgt.

Men deres fortjeneste er mindre end min (og jeg tjener NADA), og de skal selv arrangere deres oplæsninger. Så de laver det samme stykke arbejde som mig, når de skal ud og læse op. Det eneste deres forlag gør er at tilbyde et distributionsnet. Resten er op til dem selv.

Jeg er ikke kendt, bliver det aldrig, men jeg har det for det meste sjovt med at skrive, udgive, læse op, promovere, eksperimentere - og de småører, jeg tjener (de dækker ikke engang alle udgifter altid) kan jeg investere i den næste bogudgivelse.
Jeg bliver ikke anmeldt, men det er der mange andre på store forlag, der heller ikke gør, så det bruger jeg ikke meget tid på. Men jeg ved, at der altid bliver gjort noget for mig - for jeg gør det selv!

Så tag bare og giv jeres litteraturpriser til dem, der har brug for den slags.
Men skulle der være en, der gerne vil give mig en pris, så tager jeg da imod den med kyshånd og taksigelse.
Statuetten vil sikkert være en god dørstopper...



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post92

Hva' mæ' kulturen?

KommentarPosted by clauswillumsendk Wed, January 10, 2018 10:39:30

Læste denne artikel af Christian Johannes Idskov. Og den satte lidt tanker i gang. Dem kan du læse herunder.



Vi sammenligner os altid med Sverige og Norge, både positivt og negativt (Sverige mere negativt end Norge), når vi skal forklare, hvad vil vil eller ikke vil. Både samfundsmæssigt, politisk og kulturelt.

Hvis vi ser på kulturen, herunder litteraturen, går vi i stik modsatte retning af Norge og Sverige, hvad offentlig understøttelse angår. Når jeg skriver "Understøttelse" tænker jeg ikke på understøttelse som offentlig forsørgelse, men understøttelse som et middel til at give kunsten et skub for at komme bredere ud til publikum.

Problemet er bare, at Norge og Sverige øger den offentlige kunststøtte, mens Danmark skærer ned. I Danmark skal kunsten konkurrere på markedsvilkår. Konkurrencestaten er ikke en ideologi, men en tilstand, en naturlov. Alt er i spil, og dem, der ikke klarer den må dø.

Denne måde at anskue verden på er der ikke noget i vejen med som sådan, men den har nogle konsekvenser for, hvordan vi indretter samfundet.
Og det ser ud til, at visse politikere er klar til at give los: Vi befinder os i en slags kulturel naturtilstand, hvor det er alles krig mod alle. Der bliver kæmpet med arme og ben, pen og pensel om at få fingre i de midler, der smides til os.
Og det slutter ikke her.

Læs artiklen, den er god.
Er den paranoid, politisk og overdrevet?
Døm selv.

Jeg kan bare sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er på kulturel overførselsindkomst. Jeg klarer mig selv. På godt og ondt.

Læs i øvrigt Venstres principprogram her



  • Comments(0)//bloggen.clauswillumsen.dk/#post85
Next »